To af mine venner og jeg spurgte en rektor på et gymnasium, om vi kunne blive optaget. Vi talte kun engelsk, så han sagde nej. Men rektoren på Silkeborg Gymnasium sagde ja. Han gav os en chance. I dag er vi alle tre veluddannede og bidrager til samfundet.

Da jeg var 18 år, blev jeg gift med min fætter i Palæstina. Jeg havde været forelsket i ham, siden jeg var lille. Jeg ville også gerne se Palæstina. Men jeg følte mig ikke hjemme der, for jeg var mere dansk, end jeg var klar over.

Når vi spurgte folk om de synes, at de 1% rige skal betale mere i skat, var der flere der svarede nej. Det er svært at forestille sig fattige i Danmark.

Jeg har det lidt som Albert Einstein. Han blev spurgt, hvilken nationalitet han tilhørte, og svarede ’jeg blev født på Jorden’. Jeg bestemte ikke selv, at jeg blev født i Bosnien, og det var krigen, der førte mig til Danmark.

Jeg gav et neo-folk-punk band lov til at spille i Kælderbaren. Ingen vil have dem og jeg kan huske hvor svært det var at starte mine egne salsa-fester op. Det blev en fin aften, som vi ikke havde oplevet, havde jeg afvist det der var lidt anderledes.

Mit liv har været lidt som et Ludo-spil. Nogle har kastet terningerne, og jeg er blevet flyttet rundt som en brik. Men jeg føler mig heldig, at jeg har to kulturer at spejle mig i, den assyriske og den danske.

Når man vælger at træde ind i et nyt samfund møder man kritik og afvisning, og så skal man vise hvem man er som menneske. Udvikling kræver tid, ressourcer og kræfter. Ikke alle har det eller vælger det. For mig var der intet valg. Jeg havde ikke råd til at være naiv.

Min mor vil begraves i Afghanistan, hvor vi ejer et gravsted, mens min far ønsker at blive begravet hvor hans børn er. Men hvad nu hvis han dør i Danmark, og vi ikke kan blive her?

Jeg kom til Danmark 8. marts 1991, Kvindernes Internationale Kampdag. For første gang oplevede jeg, at politiet beskyttede mine børn og mig, og at have rettigheder som kvinde. Men kvindebevægelsen på verdensplan har fejlet.