.

Jeg kan føle mig 100% dansk og 100% bosnisk. Følelsesmæssigt er jeg mest bosnisk. Når jeg tænker mere klart og rationelt, er jeg mest dansk. Men først og fremmest er jeg 100% menneske. Jeg har venner af alle mulige nationaliteter. I fitnesscentret, hvor jeg er leder, er hele verden samlet i ét rum.

Jeg har dyrket sport, siden jeg var barn. Især basketball, men også fodbold, håndbold, amerikansk fodbold, volleyball, atletik og boksning. Dem, der kender mig, opfatter mig som et menneske med overskud, smil og humor. Jeg tror, at de træk kommer til udtryk, fordi jeg får frustrationerne ud gennem træning.

Fra Bosnien har jeg nogle værdier om at være et tolerant menneske og danne og uddanne sig, så længe man lever. Da vi flygtede, var jeg næsten færdig med andet år på teknisk gymnasium. I Danmark måtte jeg vente to år i et flygtningecenter, før jeg kom i skole.

To af mine venner og jeg spurgte en rektor på et gymnasium, om vi kunne blive optaget. Vi talte kun engelsk, så han sagde nej. Men rektoren på Silkeborg Gymnasium sagde ja. Han gav os en chance. I dag er vi alle tre veluddannede og bidrager til samfundet.

Selve tilgangen til mennesker er ofte det, der afgør, om de udnytter deres potentiale. Møder man mennesker med respekt og tillid, vil langt de fleste gribe chancen. Møder man dem med mistillid, mister de motivation og selvtillid.

Flygtninge er mennesker som alle andre. Sorg og smerte, glæde og smil er ens for alle mennesker. Jeg ville ønske, at flere danskere blev klar over det. Mediernes negative omtale får mange til at frygte flygtninge. Når der kommer danskere i fitnesscentret, bliver de tit overraskede over den gode stemning. De opdager, at sport og smil binder mennesker sammen.

Benjamin Dajic / 43 år / mand / uddannet cand.mag. i historie og samfundsfag, centerleder i Fitness World / Aarhus / fra Bosnien / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse samme år