I år er det 5 år siden vi sidst erklærede flygtningekrise i Europa og dermed i Danmark. Herhjemme forblev krisen dog langt hen ad vejen indirekte med historisk lave tal for nye asylmodtagere siden 2015 sammenlignet med andre europæiske lande. Vi nåede derfor primært kun til at forestille os krisen gennem fortællingerne om den.

Fortællingerne og diskussionerne er stort set de samme dengang som nu – og som sidste gang mange mennesker flygtede til Europa på samme tid. Flygtningene vises ofte enten som hjælpeløse ofre eller som potentielt, farlige fremmede – som mennesker der har brug for beskyttelse, men som samtidig truer vores kultur, værdier og sammenhængskraft.

Den præmis har skabt en perspektivforskydning, hvor fortællingen domineres af politiske symboler og fløjkrig: Den handler om traditioner, religiøse forhold, madkultur der definerer danskheden over for det fremmede. Islam bliver angrebet og forsvaret og kriminalitets- overførsels- og uddannelsesstatistikker bruges, som det passer de samme få debattører bedst. De billeder der står tilbage, er primært symbolske og handler om politiske ståsteder; kagefejring, smykkelov, Lindholm, overfor Burka-demonstrationer med bare bryster og redningsveste fra de græske kyster på Charlottenborg, med flere.

Fortællingerne ledsages meget sjældent af en konkret interesse for de mennesker, der engang er flygtet hertil – De 167.000 mennesker som er her og hver dag er med til at forme vores fælles samfund udenfor debattens snævre fokus. Dem fortællingen handler om er på paradoksal vis forblevet en abstraktion i fortællingen om dem selv.

De historier der kommer tættest på, er oftest portrætter af menneskeligt underskud med fokus på det sensationelle: flugthistorien og tiden i asylcentrene – portrætter hvor de fleste der har været på flugt, ikke kan genkende sig selv. De få personhistorier der findes på museer og arkiver er primært af tyske flygtninge efter anden verdenskrig, og på landets skoler undervises der i emnet, gennem de krige og kriser der har drevet mennesker på flugt.

I 2016, midt i denne ”fortællingens krise” påbegyndte vi kunstprojektet 100% FREMMED? Målet var at skabe en ny billedkultur og bringe de mange erfaringer fra mennesker der har fået asyl i Danmark ind i forståelsen af vores fælles nationale identitet. 

Mange af de portrætterede deltagere identificerer sig mere direkte med deres by end med nationen. I byen er man er tættere på en reel, demokratisk deltagelse, hvor man kan og tør ytre sig og dermed tættere på en meningsfyldt måde at opbygge dialog. Samtidig er der i kommunerne og på kunst- og kulturinstitutionerne et stort behov for at inddrage de lokale historier som en del af byens DNA, og bearbejde emnet udenom den politiske debat. De portrætterede har nu fortalt deres historier på gader og stræder, i skolerne, til fremmede i store og små forsamlinger og besvaret alle slags, nærgående og politisk betændte spørgsmål undervejs. Det der for mange var en historie de forsøgte at glemme, komme ovenpå eller modbevise effekten af, blev i stedet en styrke, et samlingspunkt og et sted for accept. 

– Maja Nydal