Jeg har aldrig opfattet mig som anderledes. Måske derfor, har andre heller ikke behandlet mig sådan. Jeg troede bare, at mine forældre havde valgt at bo her, og tænkte ikke over, at min tilværelse i Danmark var anderledes end andres. Det er først for nylig gået op for mig, at min familie er politiske flygtninge. Min mor har fortalt mig lidt, og faktisk kan jeg godt huske, at min far forsvandt i en lang periode, da vi boede i Jerevan. Men min far har aldrig fortalt mig om det. Den samtale mangler jeg stadig. 

Jeg vil gerne læse smertevidenskab på et tidspunkt. Smerter er et utrolig interessant emne. Der er ingen mennesker, der ikke oplever smerte på et tidspunkt. Der er en masse psykosociale årsager, og der er en sammenhæng mellem smerter og de fortællinger, du fortæller om dig selv. F.eks. ligger der også en smerte i at flytte til et andet land. Smertevidenskab er filosofien inden for fysioterapiens verden, og jeg har alle dage været nysgerrig og filosofisk interesseret. Hvorfor er vi her? Hvorfor er vi så optaget af de steder i livet, som omhandler smerte og lidelse? Min kæreste læser til psykolog. Vi arbejder på et podcast-projekt. Det er mest for at holde os på tæerne i forhold til vores fag, ikke for at tjene penge. Men vi gider ikke kun læse artikler, så i stedet vil vi prøve at snakke med nogen, der interesserer sig for de samme ting. Så kan man altid genhøre det og på den måde huske, hvad man lært. Jeg vil godt sige til verden: Hey, jeg har også været her! Men jeg har ingen drøm om at blive en stor person. Jeg bliver meget glad for at være fysioterapeut, det ved jeg. 

Vazgen Avagian / 26 år / mand / i et forhold / læser til fysioterapeut / Horsens / fra Armenien / kom til Danmark i 1998 / opholdstilladelse i 1998

Dansk eller fremmed? Jeg er bare Siva. Jeg snakker med alle. Vi var ni søskende, jeg var det femte barn. En bror er død, en søster og bror bor i Berlin. Jeg har også en bror i Schweiz, en søster i Canada, en søster i Australien samt en bror og søster i Sri Lanka. Og så er der mig. Min far havde en butik og et landbrug. Vi levede et godt liv, men borgerkrigen ødelagde det. 

Det var min far, der sagde til os børn: I skal væk. Først min mand. Mig året efter med vores to døtre. Han var en god mand, vi havde et tæt forhold, men han forandrede sig efter en arbejdsulykke, som gjorde, at han ikke kunne fortsætte med at arbejde. Han blev ked af det, ensom og begyndte at drikke. For han elskede at arbejde, og da jeg ville lære noget, bakkede han mig op. Men det var svært for ham, at jeg arbejdede, når han ikke selv kunne. Vi blev skilt, selv om det ikke var noget, man blev som tamiler. Men det var mit liv, og jeg tænkte på mine børns fremtid. 

Jeg arbejdede som social- og sundhedshjælper, fast i aftenvagt. Tog mange ekstravagter og derudover timer hos et vikarbureau. Det var hårdt, men jeg ville, at mine børn skulle have en uddannelse, og det har de fået. Min ene datter er bioanalytiker, arbejder på Odense Universitetshospital og er ved at tage en kandidatgrad i jura. Min anden datter er læge i Esbjerg. Min søn læser økonomi på Aalborg Universitet. Min far forkælede mig. Han plejede at sige, at jeg lignede hans mor. Jeg var tæt på at rejse hjem igen, da han døde på andendagen, efter jeg var kommet til Danmark. Måske er det rigtigt, at jeg også ligner min far. 

Sivaneswary Shanmuganathan / 66 år / kvinde / enlig / børn / folkepensionist / Horsens / tamiler fra Sri Lanka / familiesammenført til Danmark i 1987

Jeg har altid været optaget af æstetik og husker første gang, jeg besøgte Skagens Museum. Krøyers billede af folk omkring sankthansbålet er for mig indbegrebet af Danmark. Jeg holder meget af Skagen og elsker gamle ting. Mit første møde med genbrug – og fascination ved at redde ting fra genbrugsbutikkens ensomhed – stammer nok fra dengang, jeg var barn, og vi skulle have udklædningsfest på asylcentret. Vi fik lidt penge, og jeg har altid været vild med TCM-film og Audrey Hepburn, så jeg købte et par 50’er-solbriller, et tørklæde og en rød læbestift. 

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket menneske jeg ville være, hvis jeg stadig boede i Montenegro. Det tænker jeg tit på. At det er mit held, at mine forældre flygtede. Sat lidt på spidsen kan jeg have samme skyldfølelse som en overlevende efter en krig. Især den selvstændighed man kan have som ung i Danmark. Jeg købte egen lejlighed som 27-årig. Det ville ikke være muligt i Montenegro. Herhjemme er uddannelse gratis. Dér ender familien med en kæmpe gæld. Jeg er allermest bange for at miste min selvstændighed. Den er fundamentet for, at man kan leve sit liv, som man har lyst til. 

Man er fremmed i Danmark, så snart folk hører dit navn. Ellers mærker jeg det ikke. Men jeg bliver vildt irriteret, når folk siger: Du taler utroligt godt dansk. Ja! Selvfølgelig taler jeg dansk! Jeg har boet her i over 20 år. Til gengæld føler jeg mig helt klart fremmed, når jeg tager tilbage til Montenegro, fordi jeg tager danskheden med mig. Jeg taler flydende montenegrinsk, for jeg synes, det er en af de ting, som gør mig til mig. Men jeg er helt bevidst om, at dér er jeg turist. 

Sehaeta Karalic / 30 år / kvinde / i et forhold / skolepædagog / Horsens / fra Montenegro / kom til Danmark i 1996 / opholdstilladelse i 1998