Kassettebånd, kærlighed og Kurdistan

For nylig mødtes jeg med Banaz Heme Jezza fra 100 % FREMMED? København, der fortalte om at kæmpe for sine værdier, og om hvor vigtigt det er at have et forbillede.

Vi tager udgangspunkt i en meget betydningsfuld person i Banaz’ liv, nemlig hendes far, Hama Jaza, som var frihedskæmper ind til benet, med en mikrofon i den ene hånd og et gevær i den anden. Han døde i 2010 og kan nærmest kaldes den kurdiske Kim Larsen; han var sanger, men også partisan i Peshmerga, det kurdiske militær.

Min far kunne ikke finde sig i de uretfærdigheder i det område, jeg kommer fra i Kurdistan, fra Slemani.

Hvis han brugte navnet Kurdistan under en koncert, blev han fanget og fængslet. Min familie skulle betale rigtig mange penge, for at han kunne komme ud af fængslet.

Jeg var bange for min far, fordi han lignede ikke sig selv. Han var forslået, og hans tøj var ødelagt. Men han har aldrig stoppet med at synge igen og igen og igen. Han var meget vedholdende. Når man selv kan mærke uretfærdigheden på egen krop, kan man ikke lade være med at gøre noget.

Folk oplevede, at deres huse blev revet ned pga. min fars sange. Det var forbudt at høre min fars sange, fra jeg gik i 3. klasse, indtil vi flyttede til Iran omkring 9. klasse.

I den periode havde vi gravet et hul i vores have og pakket et kassettebånd ind i plastik, så det ikke blev ødelagt. Om natten, hvor der ikke var nogen, som opdagede det, tog vi det ud og hørte det.

Området blev bombarderet med kemiske bomber, så vi blev nødt til at flytte fra Irak til Irans grænse. Min mor tog os til Iran, det kurdiske område. De kendte min far, og vi blev højt respekteret af den kurdiske befolkning der. Han spillede koncerter der. De havde haft min fars kassettebånd, så de havde hørt min far, men aldrig mødt ham.

Kærligheden er fundamental for livet. Først og fremmest håber jeg, mine børn tager kærligheden med. At man altid kan stå på egne ben, uanset hvor skævt livet kan være. At arbejde på at de kan nå deres mål i livet. Kæmpe for menneskerettighederne, uanset hvor de er henne. Have respekt for dér, hvor de er. Kærlighed er den måde, du er på. Den måde, du giver dine varme omfavnelser. Derfor er det vigtigt at gå foran, ved siden af og bagved sine børn, i samspil og som forbillede.

En gang, hvor jeg var meget lille, sagde min far, at han blev nødt til at forlade os for at være peshmerga. Det eneste, jeg spurgte om, var, “hvad er Peshmerga? Hvorfor kæmper min far?” Det er ikke kun mig, som har brug for min far – Det har mange andre børn også.
Kurderne har nu selvstyre i området efter Saddam Hussein, og heldigvis nåede min far at se med sine egne øjne, at kurderne fik selvstyre. Selvom det gjorde så ondt, at mine forældre forlod mig, så ondt at være alene mange aftener og nætter, hvor jeg græd og savnede dem, så jeg håbede på, at jeg en dag kunne gøre det samme for friheden.

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn