.

Aalborg

I Aalborg er alle portrætter skabt ved spritfabrikkerne. Aalborg er en driftig industriby hvor industriens skala, farver og funktionelle arkitektur har sat sit præg på byen og efterladt mange fremtidsmuligheder. Spritfabrikkerne er ikke blot et varemærke for Aalborg, men det største fredede industrikompleks i Danmark. Fabrikkerne var verdens største eksportør af Akvavit indtil produktionen rykkede til Norge i 2015. Her følger Akvavit og Gammel Dansk i fodsporene på mange andre danske produkter hvor ejerforhold og /eller, produktion er flyttet udenfor landets grænser. De lokale deltagere er fotograferet på fabriksområdet midt i transformationsfasen fra industri til kulturelt oplevelsescenter. Da det ikke var muligt at fotografere på størstedelen af området, er deltagerne gået på opdagelse i periferien af kulturarven. Med forhåndenværende byggeredskaber, flyttes de ind i scenen og trodser vejr og vind som standhaftige modeller på et omskifteligt filmsæt. Projektet er blevet til i Aalborg gennem samarbejde med Aalborg Kommunes Sundheds- og Kulturforvaltning, Aalborg Bibliotekerne og Box Town.