Landskabet og national identitet

I sidste uge var vi inde på, hvorfor det var interessant at tage billederne til københavner-udstillingen i Tivoli. Men hvad så med resten af portrætterne? Det har stor betydning, hvilken rammesætning, hvilket miljø, som deltagerne optræder i. Hvad ligger der i sammenstillingen mellem menneske og sted?

I Sønderborg er billederne taget ved Dybbøl Banke, i Skagen ved havnen, i Randers Regnskov, i Roskilde ved Vikingemuseet, i Aalborg ved spritfabrikkerne.
Det er alle steder, som er med til at definere, hvem vi er. Steder, der er historiske eller har at gøre med Danmarks relation til omverdenen. Steder, der er væsentlige for sammenhængskraften.

Hvorfor er disse steder betydningsfulde? Med en fælles referenceramme kan man få bekræftet, at man har nogenlunde det samme værdimæssige fundament som sine medmennesker. At man har tillid til mennesker, som man ikke kender, fordi man deler noget med dem – noget, som ikke blot er territoriet. Hvis indbyggerne i et land ikke føler sig gensidigt forbundne til en vis grad, eksisterer der ikke noget kollektiv at være en del af.

En national identitet involverer et bredt delt minde om en fælles fortid for mennesker, som aldrig har set eller talt med hinanden i virkeligheden.

Man kan sige, at denne følelse af at tilhøre et fællesskab afhænger ligeså meget af at glemme som af at huske; ved at rekonstruere fortiden giver man en retning til nutiden for at garantere en fælles fremtid.

Nationalismeforskeren Benedict Anderson betegner alle fællesskaber, der er større end dem, hvor deltagerne kan have ansigt-til-ansigt-interaktion, er forestillede. En nation er et forestillet fællesskab, men det betyder ikke, at et land som Danmark kun er noget, der findes i hovedet på danskerne.
Nationale historier, monumenter (fx statuer af krigshelte), mærkedage (årsdage for skelsættende begivenheder, eksempelvis manifesteret gennem flagning eller parader og oppyntning), steder med institutionaliserede minder (museer, biblioteker og andre arkiver) og repræsentative landskaber er blandt de vigtigste midler til at strukturere den nationale fortid. De giver den nationale identitet en materialitet, som den ellers ville mangle. De her elementer gør det muligt at ’se nationen for sig’ i næsten bogstavelig forstand.

Landskabet har derfor stor betydning for en befolknings selvopfattelse, for den nationale identitet. Vi er formet af vores omgivelser, så hvad karakteriserer territoriet, der karakteriserer os?
Det giver meget god mening, at de fleste lande enten er opkaldt efter geografi eller folk, fordi det er helt overordnet for en nation, at vi ved noget om, hvad der kendetegner den. Det her territorium tilhører de her mennesker, den her natur tilhører den her kultur.

Repræsentationer af landskabet er konstruktioner, og ligeledes er Danmark en konstruktion, ideen om Danmark er menneskeskabt. Når vi skal kommunikere i få billeder eller ord, hvad der definerer enten nationen eller territoriet Danmark, er det kun naturligt, og i første omgang uundgåeligt, at bruge de mest rendyrkede, formfuldendte udtryk. De indkapsler essensen ved at afbilde det arketypiske. Det er lettere at forstå budskabet med utvetydige tegn. Vi indrammer alt det, som passer med det gængse billede, og ignorerer det, som falder uden for.

Et skoleeksempel derpå er Guldalderen, hvor det er gennem landskabet, at malere og digtere udtrykker Danmarks storhed og særegenhed. Der er et yndigt land (i modsætning til alle de andre?)

Hvis vi holder os til de visuelle kunster, stræbte malerne ikke nødvendigvis efter en realistisk gengivelse, men ønskede nærmere at anspore til påskønnelse af fædrelandet. Billederne bibeholdt en grad af kunstnerisk komposition, eftersom de skildrede skove, marker og bakker, der oftest var manipuleret og sammensat af motiver fra forskellige steder. Således kunne de indfange det mest typiske og forstærke det, fremhæve det, i en idealiseret skildring.

Én af årsagerne til, at Guldalderen netop er Guldalderen, skyldes ikke bare det høje kunstneriske niveau, men også dens til stadighed konsoliderende effekt. Det er håndgribelig kulturarv, som er umiskendeligt dansk. Historien om landskabsbillederne spejler således historien om at indføre ideen om bestemte nationale identiteter i det moderne Europa i midten af 1800-tallet. Hele danskhedsbegrebet opstår her. Guldalderens idyl er nostalgi, det er prototypen. Der er en konstant tilbagevenden til Guldalderens billeder, fordi de er blevet eviggyldige eksempler på en tid fuld af harmoni. En tid, der egentlig aldrig har eksisteret. Billederne fungerer som en drøm om noget oprindeligt, “simplere tider”, en hyggelig, landlig stemning, som kan skabe beroligende, nostalgiske følelser, der kan fungere som en slags modvægt til en fast-paced, post-industriel virkelighed. Det er også derfor, at billederne undertiden bruges til politisk propaganda for at illustrere forhåbningen om at vende tilbage til et samfund, der angiveligt er trygt, tilregneligt og hjemligt; “Alting var bedre i gamle dage”.

Men det er selvfølgelig ligeså meget en illusion, som det altid har været. Danmark er ikke statisk, tiderne skifter, folk ændrer sig, kulturen udvikler sig. Det er i hvert fald naivt at tro, at det kan undgås.

Et af de områder, hvor der er en billedkultur, som er en anelse mere omskiftelig, i forhold til at udtrykke en national identitet, er på vores pengesedler.
Landbruget har for eksempel betydet meget for Danmark, og “en plovmand” kan stadig referere til 500-kronesedlen, selvom der ikke har været et billede af en pløjende mand på den siden 1974.
Og det giver mening, at plovmanden blev pensioneret netop på det tidspunkt, da det ikke var længe forinden, i 1962, at den danske industrieksport omsider oversteg eksporten fra landbruget.

Motiverne på pengesedler er med til at symbolisere et lands selvforståelse. Når man går fra at være et bondesamfund til at være en del af en globaliseret verden, er det indlysende, at det ikke alene økonomisk, men også kulturelt har store konsekvenser. Men det er ikke alle, som har lige let ved at acceptere det faktum, for eksempel blev motivvalget på de nyeste pengesedler, som er fra 2009, kritiseret af Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti allerede to år før, de udkom, fordi han syntes, at valget af danske broer som udsmykning mindede for meget om eurosedlerne, og pludselig er hele Danmarks uafhængighed og suverænitet på spil.

“100% Fremmed?” bestræber sig på at bidrage til den billedkultur, som udspiller i og om Danmark, ved at fremhæve nogle af de sider, nogle af de mennesker, som også er med til at gøre Danmark til det, det er i dag.

Der er mange aspekter til at være borger i Danmark. Landet ikke er så homogent, som det har været, men til gengæld rigt og varieret. Man bør derfor ikke insistere på at måle det ud fra et statisk billede af en mytisk fortid, men i stedet se på virkeligheden og det aktuelle fællesskab.

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn