Kunstprojekt Aabenraa - Kunst på Aabenraa om tidligere flygtninge i Danmark

Noget af det eneste, jeg ikke bryder mig om, er at så mange mennesker bliver skilt. For mig er ægteskabet livslangt. Det kan rumme, at vi er forskellige, og det skal kunne holde til uenigheder, når man elsker hinanden.

Mit første indtryk var: her er godt nok koldt. Jeg tog en taxa fra lufthavnen ind til Hovedbanegården. Jeg kan huske, at taxachaufføren sagde til mig på engelsk: ”Du kan hverken stole på vejret eller kvinderne i Danmark.”

Jeg satte mig det mål, at jeg ville være apoteker inden for fem år. Jeg søgte en ledig bevilling i København, men der var flere ansøgere end bevillinger. I 2010 kom der en ledig bevilling i Aabenraa. Jeg kendte ikke et eneste menneske i byen dengang.

Jeg vil gerne blive i Danmark hele mit liv. Jeg vil åbne min egen butik, få børn og familie. Jeg vil ikke være fremmed. Jeg respekterer Danmark lige så meget som mit hjemland, Kurdistan, og jeg har fået det danske flag tatoveret på min arm.

Når nogen siger: “Så skrub da hjem med dig”, siger jeg: “Men jeg kommer jo herfra.” En del af min familie har været i det her område siden 1755. Det var før, der overhovedet var noget, der hed Tyskland.

Syrien er som en have med mange forskellige blomster og planter. Men den kurdiske kultur blev trampet ned igen og igen. Jeg havde malet det hele, før det skete. Kunsten er profetisk. Jeg har mistet alle ejendele, min bil, mine malerier. Mit atelier i Damaskus. Jeg har mistet mine drømme om Syrien.

Jeg bar på en skuldertaske. Og på en tung kuffert uden hjul. Jeg bar på to fotoalbum, ordbøger og på min fars lægebøger. Jeg bar på mit traditionelle afghanske tøj, som var meget tungt. Jeg var 16 år – en ’voksen teenager’.

I begyndelsen kunne jeg ikke et ord dansk. Engang ved lægen var det ved at gå galt, fordi tolken oversatte forkert. Heldigvis forstod jeg nok til at kunne rette misforståelsen. Fra den dag besluttede jeg, at jeg aldrig mere ville bruge tolk.

Det har aldrig været et problem at være fattig. Jeg spiser et halvt brød i stedet for et helt. Men at sove med en Kalasjnikov på hver side af sengen, det er et problem. At være bange for, om børnene kommer hjem, det er et problem.

Det som krigen bragte frem i folk, var helt uventet og forskelligt, fra det gode liv vi havde haft i Bosnien. Derfor undlod mine forældre at dyrke nationalismen hjemme hos os. Det er jeg taknemmelig for, men jeg føler mig helt historieløs og utilstrækkelig, når jeg er sammen med andre fra Bosnien.

Og jeg er så heldig, fordi jeg har fået en kærlig og omsorgsfuld ’mor’. Hos hende kan jeg grine og græde. Den tryghed og selvtillid, hun har hjulpet mig med at opnå, er uvurderlig. Uden hende ville jeg slet ikke have det så godt i Danmark, som jeg har.