.

Jeg føler mig anderledes, når jeg går på gaden i Danmark. Fremmed i forhold til etniske danskere. Når vi taler sammen, kan jeg mærke, at jeg ikke kan udtrykke mig 100% som jeg gerne vil.

Jeg flygtede med min familie fra Aleppo til Afrin. Det eneste jeg nåede at tage med var nogle få fotografier af børnene, mine bryllupsbilleder og lidt tøj. Jeg måtte vælge det vigtigste – hurtigt. Børnene og billederne. Alt andet mistede jeg på en enkelt nat i bombardementet i Aleppo. 100% forsvundet i støv: vores taxa, vores butik, vores lejlighed.

Jeg kan huske vi græd hele vejen ud af Aleppo. I Afrin boede vi hos mine forældre. En septembermorgen kl. 9 tog vi en taxa over grænsen til Tyrkiet. De tyrkiske menneskesmuglere rejste rundt langs kysten og plantede den dyre drøm i os om et bedre liv i Europa.

Fra Izmir sejlede vi over til Grækenland i en slidt gummibåd. Vi kunne se den græske ø lige derude, der var højst et par kilometer derover, men rejsen over vandet tog seks timer. Båden tog vand ind, der lugtede af benzin, og vi sad med hjertet oppe i halsen og frygtede for vores liv.

Jeg er opvokset i en landsby i Syrien. Måske er det derfor, jeg føler mig tryg her i Aabenraa. Jeg kan godt lide, at byen ikke er alt for stor.

Og jeg er så heldig, fordi jeg har fået en kærlig og omsorgsfuld ’mor’. Hos hende kan jeg grine og græde. Den tryghed og selvtillid, hun har hjulpet mig med at opnå, er uvurderlig. Uden hende ville jeg slet ikke have det så godt i Danmark, som jeg har.

Rokash Ali / 36 år / kvinde / gift / børn / vaskerimedarbejder / Aabenraa / fra Syrien / flygtet i 2013 / opholdstilladelse 2013

Kontakt

Metropolis
c/o Københavns Internationale Teater

Refshalevej 163 A, 1
DK-1432 København K
Mail: projekt@kit.dk

Links

Kunstprojekt
Tidligere flygtninge
Kunstprojekt København

Nordea Fonden
Følg udstillingen på de sociale medier