.

Jeg blev 2 år lige efter krigen startede, og jeg var kommet til Danmark med mine forældre. De var fra hver deres befolkningsgruppe, så det var tre ekstra hårde år på asylcentre rundt omkring i landet.

Det som krigen bragte frem i folk, var helt uventet og forskelligt, fra det gode liv vi havde haft i Bosnien. Derfor undlod mine forældre at dyrke nationalismen hjemme hos os. Det er jeg taknemmelig for, men jeg føler mig helt historieløs og utilstrækkelig, når jeg er sammen med andre fra Bosnien.

Min barndom kan jeg næsten ikke huske. Jeg tror, jeg lagde meget energi i at lære dansk og gøre mig ubemærket, derfor har mit modersmål ikke fået plads til at udvikle sig siden. Mine forældre har altid sagt, at bare jeg fik en uddannelse og et værdigt job, skulle de nok støtte op omkring de andre ting. Jeg har udviklet mig enormt meget siden dengang, og har i dag et fantastisk arbejde, men det var ikke nemt at nå hertil.

Det er hårdt at følge med i nyheder og debat og høre på hyggeracismen uden at blive påvirket af den fjendtlighed, der er over for indvandrere og flygtninge. Når jeg i et svagt øjeblik kommer til at sige, at jeg ikke er dansker, er forargelsen tydelig hos mine venner og kæreste. Jeg hører til i Danmark, men jeg forstår ikke danskerne, på samme måde som jeg ikke forstår dem fra Bosnien.

Nu, hvor jeg er blevet mor, tænker jeg over, hvordan jeg dog skal bære mig ad med at give mit barn en meningsfuld relation til sin mors familie og fødeland, når jeg ikke kan stå ved min egen.

Maja Mijatovic / 29 år / kvinde / i et forhold / barn / bibliotekar / Aabenraa / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse 1995 / statsborgerskab 2000

Kontakt

Metropolis
c/o Københavns Internationale Teater

Refshalevej 163 A, 1
DK-1432 København K
Mail: projekt@kit.dk

Links

Kunstprojekt
Tidligere flygtninge
Kunstprojekt København

Nordea Fonden
Følg udstillingen på de sociale medier