Kunstprojekt Esbjerg - Kunst i Esbjerg om tidligere flygtninge i Danmark

Nu har jeg guld i smørrebrød. For få år siden anede jeg ikke, at det fandtes. Jeg ved, at min familie er stolt af mig. Men jeg er også stolt af min mand og mine børn. Stolthed er en god følelse, og min familie elsker mit smørrebrød.

Jeg er blevet opdraget til at hjælpe andre og vise næstekærlighed. Det er det, jeg står for: tryghed og kærlighed. Hvis du afviser, bliver du selv afvist. Hvis du viser respekt, får du selv respekt.

Jeg sagde til mig selv: “Nu skal du tænke selv. Nu skal du klare dig selv. Du skal være stærk, for det er du nødt til at være. Og du skal arbejde og tjene penge. Du skal kæmpe for, at dine børn får et godt liv.”

For mig er mit håb og min drøm for fremtiden, at mine børn kan vokse op i trygge rammer. At de kan klare sig godt i skolen, få en uddannelse og bagefter et arbejde, de har det godt med. Det er det gode liv, jeg ønsker for dem. At de må have det godt.

I mit liv er ’udvikling’ et vigtigt ord. Jeg vil nødigt stå stille. Det gør tiden jo heller ikke. Da jeg kom til Danmark, havde jeg aldrig siddet ved en computer. Det måtte jeg lære, for her foregår meget af undervisningen ved en computer.

Fra min barndom husker jeg kærligheden og hjælpsomheden mellem mennesker i min landsby. Det er gode værdier, og for mig er det vigtigt, at vi holder fast i den gode tone og respekten for hinanden. Det er det Danmark, jeg holder af.

Nu har jeg arbejdet på Funder Plejecenter i 14 år. De er som en familie for mig på plejecentret. Når jeg kommer tilbage efter ferien, bliver jeg mødt med et “Vi har savnet dig.” Det en hel særlig varm og dejlig følelse.

Vi bosniske kvinder er stærke. Jeg har ar på sjælen, men jeg lever med det. På min væg hænger Dybbøl Mølle og et bosnisk landskab. Mit liv er godt. Men der vil altid være en smerte i mig over det, der skete dengang i Bosnien.

En dag gik jeg ud og så det lokale oldboyshold træne fodbold. Da de var færdige, gik jeg hen til træneren: “Jeg hedder Damir, og jeg vil gerne spille fodbold.” Det var i 1995, og så begyndte jeg at spille.

Mit liv er her i Danmark, men mit hjemlands kultur betyder også meget for mig. Når vi får børn, skal de lære arabisk. De skal være stolte af den gamle kultur, der er en del af deres baggrund.