.

Vores to børn er født i Danmark, og vores familie er en ganske almindelig dansk familie. Vores datter bor i et rækkehus med sin danske kæreste og venter barn. Så vi får snart vores første barnebarn. Vores liv er som andres: vi arbejder, har hjemmeliv, køber ind, tager på ferie og har projekter med huset. Som alle andre familier.

Jeg er ikke en fremmed, jeg er dansker med dansk pas. Min kone og jeg har boet flere år af vores liv i Danmark end i Bosnien. Så når der på min arbejdsplads diskuteres danske forhold, har jeg al ret til at snakke med, for det her er også mit land. Det interesserer mig, hvad der sker. Jeg følger med, for det er her, jeg bor, og her, jeg har mit liv. Og det er vigtigt for mig at yde mit til samfundsøkonomien. Jeg arbejder, og har gjort det alle årene.

Vi boede de første år på asylcenter med andre bosniske familier, der blev vores venner, og som stadig er det. Vi har også gode danske venner. Man skal være opsøgende og selv gøre en indsats for at blive en del af lokalsamfundet. I stedet for at isolere sig, skal man gå ud og opsøge mennesker.

En dag gik jeg ud og så det lokale oldboyshold træne fodbold. Da de var færdige, gik jeg hen til træneren: “Jeg hedder Damir, og jeg vil gerne spille fodbold.” Det var i 1995, og så begyndte jeg at spille.

De så mig an i et års tid, for mange danskere har en mur, som det tager lidt tid at komme igennem. Så var jeg accepteret, og jeg spillede i omkring 18 år og fik venner. I dag kender jeg rigtig mange her i Funder.

Damir Islamagic / 52 år / mand / gift / børn / klejnsmed / Silkeborg / fra Bosnien / kom til Danmark i 1991 / opholdstilladelse i 1995