.

Da vi måtte flygte fra Bosnien, var jeg gravid, så begge vores børn er født på sygehuset i Silkeborg. Det var en svær situation, og vi var sårbare. Vi kunne ikke forstå, hvad der skete i vores land. Og hvad med fremtiden? Ville afslag på asyl betyde, at vi ville blive sendt tilbage? Der var krig, og vi havde små børn. Men vi fik asyl og blev danske statsborgere.

Danmark har støttet os fra starten, og det er vi taknemmelige for. Vi er danskere og ikke fremmede. Og vores børn er blevet voksne, og er med deres opvækst i Danmark pæredanske. Men de søger viden om den kultur, der er deres baggrund. Det er dejligt, og de kan både læse og skrive bosnisk. Det ændrer ikke på, at vi er en dansk familie. Det er vores identitet i dag.

Jeg er uddannet ekspedient, men har aldrig arbejdet indenfor dette fag. Jeg kom først til at arbejde som pædagogmedhjælper og senere rengøring og klargøring af biler i autobranchen. Men jeg tænkte: “Jeg vil have en uddannelse i Danmark”. Så uddannede jeg mig som social- og sundhedshjælper. Det udviklede mig fagligt og personligt, nu har jeg arbejdet på Funder Plejecenter i 14 år. De er som en familie for mig på plejecentret. Når jeg kommer tilbage efter ferien, bliver jeg mødt med et “Vi har savnet dig.” Det er en hel særlig varm og dejlig følelse.

De første usikre år ligger langt tilbage. Nu har vi det gode liv her i Danmark. Jeg har både danske og bosniske veninder. Det gør livet rigt. Og i min fritid maler jeg, som jeg gjorde dengang i Bosnien. Det giver mig en særlig ro. Så er jeg helt mig selv.

Dzana Islamagic /  52 år / kvinde / gift / børn / social- og sundhedsassistent / Silkeborg / fra Bosnien / kom til Danmark i 1991 / opholdstilladelse i 1995