Jeg kan føle mig 100% dansk og 100% bosnisk. Følelsesmæssigt er jeg mest bosnisk. Når jeg tænker mere klart og rationelt, er jeg mest dansk. Men først og fremmest er jeg 100% menneske. Jeg har venner af alle mulige nationaliteter. I fitnesscentret, hvor jeg er leder, er hele verden samlet i ét rum.

Jeg har dyrket sport, siden jeg var barn. Især basketball, men også fodbold, håndbold, amerikansk fodbold, volleyball, atletik og boksning. Dem, der kender mig, opfatter mig som et menneske med overskud, smil og humor. Jeg tror, at de træk kommer til udtryk, fordi jeg får frustrationerne ud gennem træning.

Fra Bosnien har jeg nogle værdier om at være et tolerant menneske og danne og uddanne sig, så længe man lever. Da vi flygtede, var jeg næsten færdig med andet år på teknisk gymnasium. I Danmark måtte jeg vente to år i et flygtningecenter, før jeg kom i skole.

To af mine venner og jeg spurgte en rektor på et gymnasium, om vi kunne blive optaget. Vi talte kun engelsk, så han sagde nej. Men rektoren på Silkeborg Gymnasium sagde ja. Han gav os en chance. I dag er vi alle tre veluddannede og bidrager til samfundet.

Selve tilgangen til mennesker er ofte det, der afgør, om de udnytter deres potentiale. Møder man mennesker med respekt og tillid, vil langt de fleste gribe chancen. Møder man dem med mistillid, mister de motivation og selvtillid.

Flygtninge er mennesker som alle andre. Sorg og smerte, glæde og smil er ens for alle mennesker. Jeg ville ønske, at flere danskere blev klar over det. Mediernes negative omtale får mange til at frygte flygtninge. Når der kommer danskere i fitnesscentret, bliver de tit overraskede over den gode stemning. De opdager, at sport og smil binder mennesker sammen.

Benjamin Dajic / 43 år / mand / uddannet cand.mag. i historie og samfundsfag, centerleder i Fitness World / Aarhus / fra Bosnien / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse samme år

Jeg føler mig fremmed i Danmark, for jeg er hverken helt dansk eller helt arabisk. Jeg drikker ikke alkohol eller har kærester, og jeg går med tørklæde. Men jeg er heller ikke typisk arabisk. Jeg snakker med mænd og laver sjov med dem. Jeg taler åbent om alting og siger min mening.

Da jeg var 18 år, blev jeg gift med min fætter i Palæstina. Jeg havde været forelsket i ham, siden jeg var lille. Jeg ville også gerne se Palæstina. Men jeg følte mig ikke hjemme der, for jeg var mere dansk, end jeg var klar over.

Jeg ville selv bestemme, det kunne min mand og svigermor ikke acceptere. Så jeg flygtede. Min mand ringede til grænsen og sagde, jeg ikke måtte rejse. Så viste jeg mit danske pas og truede vagten med at ringe til ambassaden. Der mærkede jeg, hvilken styrke jeg har indeni.

Jeg var gravid, og i min kultur synes mange, det er en skam at få et barn, når man er skilt. Men jeg ville have barnet og min mor støttede mig. Hun har støttet mig, hver gang livet har været hårdt, og jeg er faldet i et sort hul. Jeg skylder hende alt.

Ali, som jeg er gift med nu, støtter mig også. Han er halvt libaneser, halvt palæstinenser. Vi blev gift, fordi han havde brug for et ægteskab for at få ophold i Danmark. Vi var forlovet i tre år, og han var den kærligste far for min datter. Derfor valgte jeg ham.

Mine børn er hverken danskere eller arabere. De fire yngste er født i Aarhus, det er nok derfor, jeg er så knyttet til Aarhus. Jeg føler mig 100% som aarhusianer. Folk kender mig, fordi jeg har lavet meget frivilligt arbejde. Når jeg er ude at rejse, savner jeg altid Aarhus.

Randa Radwan / 39 år / kvinde / gift / børn / uddannet socialrådgiver, tolk og projektansat / Aarhus / palæstinenser fra Dubai / kom til Danmark i 1990 / asyl samme år

Hvor mange år skal der gå, før jeg kan kalde mig dansk? Danmark er mit land nu, dansk er også  blevet mit sprog, og jeg har danske og indvandrer venner, men derfor kan jeg godt savne Somalia. Da krigen brød ud var det som om jeg blev hevet ud af en lykkelig barndom og landede et hundekoldt sted. Jeg var glad for at jeg boede  i Hurup de første år i Danmark.

Mine venner og jeg taler ofte om, om velfærdsstaten vil blive til et ‘hver mand  for sig” samfund. På min gamle  arbejdsplads lavede vi meningsmålinger for forskellige projekter.

Når vi spurgte folk om de synes, at de 1% rige skal betale mere i skat, var der flere der svarede nej. Det er svært at forestille sig fattige i Danmark.

Tørklædet  har  været  del  af  mig  og  min  identitet  siden  jeg  var  4 år, og  det  irriterer  mig  at  verden  synes  at  det  vil begrænse mine jobmuligheder  på  grund  af det. Jeg synes ikke man kan bede  nogen om at vælge mellem religion og karriere. Jeg studerer statskundskab  i Odense. I min kultur er det usandsynligt at jeg rejser og bor alene, men jeg har  fået lov, og lærer  meget om mig selv ved det. Fx. at jeg er en clean freak, og at det er krævende  både  at studere, arbejde og lave mad  hver aften.

Jeg er romantiker og tror min soulmate findes. Jeg må komme hjem med hvem jeg vil, men jeg er lidt gammeldags. Det er svært at vide om fyre bare  vil hygge eller har  oprigtige  hensigter. Det er som om folk ikke værdsætter kærligheden  mere. De er mere optaget  af at få det de vil have. Vi ødelægger så mange  ting for os selv, og jeg kan blive helt bange for om kærligheden  overhovedet  findes.

Leyla Osman Ali / 24 år / kvinde / statskundskabsstuderende / Aarhus / fra Somalia / kom til Danmark i 2001 / fik asyl i 2002

Jeg har boet i Danmark det meste af mit liv, så jeg føler mig ikke fremmed. Men nogle små ting kan få mig til at føle mig anderledes. Fx når mine jævnaldrende taler om, at de  så Bamse & Kylling som børn.  Og jeg bliver aldrig vild med lakrids. Et af mine første minder fra Danmark handler  om lakrids. Min søster og jeg  havde  fået lidt danske penge   og købte to poser lakridskonfekt. Men lakridsen smagte så mærkeligt, at vi smed det ud.

Jeg har det lidt som Albert Einstein. Han  blev  spurgt,  hvilken nationalitet han  tilhørte, og svarede ’jeg blev født på Jorden’. Jeg bestemte ikke selv, at jeg blev født i Bosnien, og det  var krigen, der førte mig til Danmark.

Hvis jeg har en nationalfølelse,  er den knyttet til sproget og musikken. Efter fire år i Danmark begyndte jeg på en folkeskole. Jeg var genert og lukkede mig inde bag min walkman. Så mødte jeg en  bosnisk flygtningedreng, der  introducerede mig til amerikansk  rap. Siden lærte  jeg  tysk og dansk rap at  kende. Rapmusik er en  fantastisk genvej til at  lære  sprog. Rapperne bruger  hverdagsord og udtaler dem, som vi siger dem. Musikken og rimene gør det lettere at huske ordene. Siden har jeg brugt rapmusik, når jeg har under vist i tysk og engelsk, og på  sprogcentret, hvor jeg lærer  udlændinge dansk.

På flygtningecentret lærte jeg  at spille bordtennis. I Esbjerg kom vi til at bo lige ved  en  bordtennisklub, og  jeg  fik lov at undervise begyndere, selv om jeg  ikke kunne dansk.  Da jeg for fem år  siden fik en depression, anbefalede min læge  mig at gå  til sport. Jeg gik i gang med  bordtennis  igen. Efter to uger  var  depressionen væk. Bordtennis og rapmusik  har  holdt mig i live og har  integreret  mig.

Zoran Lekovic / 35 år / mand / single / lærer  på  en sprogskole / Aarhus / serbisk baggrund fra Bosnien / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1995

Da jeg var yngre, ville jeg til enhver tid have forsvaret min danskhed, men nu hvor kløften imellem fremmed og  ikke-fremmed er blevet dybere i Danmark, føler jeg mig mere fremmed. Jeg er blevet stolt af mine rødder, men når jeg besøger Chile, kan jeg godt mærke jeg er dansk.

Jeg kan lide det skæve og fest og farver. Når jeg bliver for regelret, siger mine børn, jeg er blevet for dansk. Tingene behøver ikke være så  firkantede og strømlinede for at være acceptable. Jeg er  meget glad for at have en ‘pyt-knap.’ Den bruger jeg flittigt.

Min mand er fra Sierra Leone og vi har 4 børn. Vores kulturer ligger tættere op ad hinanden  end den danske. Vi forstår hinanden og tør godt være  kvinde og mand. Det skaber  en fin dynamik. Min far bor langt  væk og min mor døde for 5 år  siden. Hun har  passet vores børn, holdt det spanske i live, spillet og sunget og været det chilenske anker i mit liv. Nu skal jeg selv til at være det anker.

For to år siden overtog jeg spillestedet Vestergade 58, hvor jeg slog mine folder som ung. Jeg  har altid drømt om  at  skabe et socialt center for latinamerikansk og afrikansk  mad, musik og dans. Ofte arbejder jeg 60-70 timer om ugen, men jeg  er stolt af at  skabe et sted, hvor der er plads til forskellige måder at være menneske på. Det må  være  mit positive bidrag til udlændingedebatten. Jeg  drømmer om et mere  åbensindet og tolerant  Danmark, hvor man  værdsætter forskellighedens styrker.

Jeg gav et neo-folk-punk band lov til at spille i Kælderbaren. Ingen vil have dem og  jeg  kan  huske hvor svært det var at starte mine egne salsa-fester op. Det blev en fin aften, som vi ikke havde oplevet, havde  jeg  afvist det der  var lidt anderledes.

Carola Alvarado / 47  år / kvinde / i  et  forhold / børn / Aarhus / leder af Vestergade  58 / fra Chile / kom til Danmark med familie i 1974 / opholdstilladelse  i 1975

Min barndom har været en masse skiftende scenerier – Irak, Tyrkiet, Danmark. Det har gjort mig fleksibel. Som vand,  der kan flyde ind og ud alle steder. Det er nok derfor, jeg føler mig hjemme på teatret. Teatret er ikke bare  en illusion og underholdning; det er et sted, hvor vi kan se hinanden i øjnene og opdage noget vigtigt om os selv.

Min drøm om at blive  skuespiller vågnede, da min musiklærer i folkeskolen gav mig rollen som Elvis Presley i et teaterstykke. Han så noget  i mig, jeg ikke selv havde  opdaget. Jeg elskede  det. Og  jeg elsker stadig teatret, fordi det er et sted, hvor det er en styrke at være anderledes.

For to år  siden var jeg i New York sammen med 70 instruktører fra hele verden. En instruktør fra Tyrkiet var blevet fængslet  for at lave politisk teater,  og en fra Kenya lavede dukketeater for at informere børn om hiv-medicin. Det gik op for mig, hvor privilegeret jeg er, at jeg i Danmark  har  en platform, hvor jeg kan udtrykke det, jeg vil.

Mit liv har været lidt som et Ludo-spil. Nogle har kastet  terningerne, og jeg er blevet flyttet rundt som en brik. Men jeg føler  mig  heldig,  at  jeg   har  to kulturer at  spejle  mig i, den  assyriske og den  danske.

Den assyriske kultur er præget af sammenhold, generøsitet og næstekærlighed og en stærk værnen om kulturarven og historien. Jeg drømmer om, at vi i Danmark også vil værne om det, der gør os unikke – tilliden til andre  mennesker og åbenheden over for dem, der kommer hertil udefra.

Sargun Oshana / 34  år / mand / single / husinstruktør på  Aarhus  Teater / Aarhus / assyrisk baggrund fra Irak / kom til Danmark  i 1992 / opholdstilladelse samme år