.

Da jeg i 2015 fik mit danske pas på Rådhuset i Esbjerg, var jeg virkelig stolt, og vi inviterede hele familien til en stor middag. Det var også stort for mig at stemme ved Folketingsvalget for første gang. Men selvom jeg i dag er dansk statsborger, så føler jeg mig kun 70 procent dansk. Jeg har jo stadig mine afghanske rødder og familie, men det er i Danmark, at jeg føler mig mest hjemme. Esbjerg er et trygt og godt sted for min familie og jeg.

Jeg er shia muslim, og det betyder meget for mig. Jeg beder og læser i Koranen dagligt, og jeg forsøger at holde mig sund. Jeg dyrker en masse sport, for et sundt legeme er vigtigt. Jeg ryger heller ikke, og jeg mener, at alkohol er usundt for både hjernen og hjertet. Jeg er religiøs, fordi min religion giver mig en tryghed, og jeg er meget ked af, at der er nogle, der misbruger islam for at føre krig. For eksempel Taleban, som fordrev min familie og jeg fra Afghanistan.

Jeg har aldrig modtaget en krone i understøttelse, jeg vil klare mig selv. Jeg drev min egen grillbar i Skolegade i 11 år om natten, mens jeg læste en HG om dagen. I 2016 blev det for stressende, og jeg besluttede at sælge min forretning, for at få mere tid med mine fire børn. Men jeg kan godt savne friheden ved at være selvstændig, og jeg er sikker på, at jeg igen en dag får min egen forretning. Måske sådan et minimarked.

Jeg går en del op i klimaet, og mine børn ved, at jeg ikke vil have, at de smider skrald på gaden eller i naturen. Vi skal passe på jordkloden, så der også er et sted at leve for dem, der kommer efter os.

Ali Husain / 31 år / mand / gift / børn / arbejder som vikar / Esbjerg / fra Afghanistan / kom til Danmark via familiesammenføring i 2002 / opholdstilladelse samme år