Esbjerg Arkiv - 100% Fremmed?

Portfolio Category : Esbjerg

Det var den bedste dag i mit liv. Jeg sagde til min far, at nu var min mor og søskende igen hans ansvar, og så gik jeg ud fra lufthavnen og tog en dyb indånding. Jeg kan stadig, den dag i dag, genkalde, hvor ren luften var. Jeg var fri.

Mine to små døtre græd hele vejen fra lufthavnen til Esbjerg, fordi de ikke vidste, hvem den mand var, som hentede dem. Jeg er deres far, men for dem var jeg en fremmed. Det var ubeskriveligt hårdt for mig.

Jeg kan godt lide at spille skak, fordi man skal bruge sin hjerne. Der er meget strategi, og man skal hele tiden kunne se flere træk frem. Jeg elsker, når det bliver virkelig svært, for så er det udfordrende for mig.

Jeg drømmer om at blive mekaniker og få tre eller fire børn. Min farfar var mekaniker, og jeg har altid haft en stor interesse for at rode med biler. Hvis penge ikke var et problem, så kunne jeg virkelig godt tænke mig en Ferrari. Der er noget helt særligt over den bil.

Hvis man selv vil lære, selv opsøger praktikpladser og arbejde, selv er positivt indstillet, så er det ikke svært at være fremmed i Danmark. Men jeg mener, man selv skal gøre en indsats for at integrere sig. Og respektere at det er os, der er kommet til et andet land.

Der er mange ting, som er anderledes i Danmark. Jeg kan stadig huske den første gang, jeg oplevede sne. Det var virkelig specielt, for jeg havde aldrig set det i mit hjemland, så selvom jeg var en voksen mand, så skyndte jeg mig ud for at lege i det.

Mine børn bor i København, og de spørger indimellem min kone og jeg, om vi ikke kan flytte derover. Men jeg siger nej tak. Esbjerg er det sted, hvor jeg kom først og elsker at være. Jeg kan godt lide, at det er stille og roligt i Esbjerg.

Jeg ville ikke have, at mine døtre skulle have arabiske navne. Det er ikke fordi jeg skammer mig over at komme fra Libanon, men jeg synes ikke der var nogen grund til at gøre livet sværere for dem.

Når mine forældre og søster har fødselsdag eller dødsdag, sætter jeg blomster på min søsters gravsted i Esbjerg. Men jeg savner den følelse af fred i sjælen, jeg får, når jeg står ved mine forældres rigtige gravsted i Bosnien-Hercegovina.

Jeg går en del op i klimaet, og mine børn ved, at jeg ikke vil have, at de smider skrald på gaden eller i naturen. Vi skal passe på jordkloden, så der også er et sted at leve for dem, der kommer efter os.