.

Jeg var bange for, jeg aldrig ville få børn. Så jeg var meget glad, da min søn Aziz blev født. Det er min største glæde. Jeg blev gift som 39-årig og gravid efter 10 måneder. I Syrien bliver de fleste kvinder ellers gift, når de er 20-22 år, højst 30. Men jeg er lidt speciel. Jeg var forlovet tre gange, inden jeg blev gift. Jeg bestemte selv, for jeg var jo voksen. I min by og familie bestemmer man selv. Jeg kommer fra Baniyas, en lille og meget gammel by, som ligger mellem havet og bjergene. Hos os plejer vi at sige, at mennesker bliver mere frisindede af at leve tæt på havet.

Jeg var ikke kæreste med mine forlovede. Vi mødtes, drak kaffe og snakkede om fremtiden. Én viste sig at være meget nærig. En anden sagde, at han var skilt, men viste sig at have en kone. Og så var der én, som ønskede, at jeg skulle flytte til Amerika, hvor han boede. Men det ville jeg ikke. Min mor plagede mig om at blive gift, men jeg havde ikke lyst. Så kom Ibrahim. Vi sad sammen en time, så sagde jeg: Hvis vi skal giftes, så gifter vi os i morgen. Han sagde ja. Det var som lotto. Han viste sig at være et meget godt menneske. Det var Guds vilje. Hele min drøm går til min søn – at han får en god uddannelse og et godt liv. Min mor og søster er stadig i Syrien. Jeg savner dem meget og vil gerne tilbage. Her er jeg en fremmed, men jeg gør, hvad der er bedst for min søn. Jeg er, hvor han er.

Mayada Kharbotly / 54 år / kvinde / gift / et barn / læser 9. kl. på VUC / Horsens / fra Syrien / familiesammenført til Danmark i 2016

Kontakt

Metropolis
c/o Københavns Internationale Teater

Refshalevej 163 A, 1
DK-1432 København K
Mail: projekt@kit.dk

Links

Kunstprojekt
Tidligere flygtninge
Kunstprojekt København

Nordea Fonden
Følg udstillingen på de sociale medier