Kunstprojekt Herning - Kunst i Herning om tidligere flygtninge i Danmark

I Herning kan jeg godt lide den kirke, der ligger tæt ved svømmehallen. Den er fra 1889, og den er ikke gået i stykker. Jeg har ikke været i den, for jeg er ikke kristen, men hvis en af mine venner spørger, om vi skal gå derned, vil jeg gerne det.

Jeg har altid tænkt over, når folk tager i sommerhus. Hvad laver de der? Hvorfor betale penge for at blive hjemme? Men sidste år sagde jeg til min mand: Jeg vil i sommerhus i stedet for at tage til udlandet.

Hvis jeg har været på ferie og kommer tilbage på job, så får jeg store krammere. ”Åh, jeg har savnet dig”, siger de. Det er ikke en glæde, man får, ved at sidde foran en computer i otte timer.

De kan drømme. Det kan jeg ikke, for måske er jeg her ikke om to år. Det har betydning for mit samvær med dem. Når de taler om fremtiden, prøver jeg at undgå den snak.

Man kan have bedre kompetencer – være bedre til sit arbejde, mere aktiv i samfundet. Man kan sammenligne på aktivitet, men ikke på farve eller nationalitet. Det, jeg savner mest i mit liv, er, at jeg ikke hele tiden skal bevise, at jeg er et godt menneske.

Jeg er bange for at blive gammel. Gamle danskere kommer på plejehjem. Ingen besøger dem. Pludselig får du en seng i et værelse og ligger og kigger op i loftet. Det giver mig ondt i maven.

Vi har forståelse for, at man ikke er så god til dansk. Men man skal ikke sidde i omklædningsrummet og tale sit eget sprog. Der kan opstå mange misforståelser. Hvad taler de om? Hvad griner de af? Vi siger: vil I godt tale dansk eller fortælle, hvad I snakker om?

Jeg ved godt, det ikke er nemt at komme til et nyt land og starte forfra. Det vil jeg gerne skrive en bog om engang. For jeg kan se, det er det samme i dag, som da jeg kom hertil.