Tivoli

Vores hovedudstilling, 100% Fremmed? København fra 2016, består af 100 portrætter, som alle er taget i Tivoli. Og hvorfor så lige Tivoli? Det er et sted, som de fleste forbinder med fest og farver, sjov og ballade, underholdning ud over det sædvanlige. Med sine forlystelser, boder, restauranter osv. har Tivoli sit eget økosystem – sit helt eget univers, føles det næsten som om.

Men selvom Tivoli i over 150 år har været kendt som et sted, hvor man kan komme og glemme sine problemer, er det ikke uden problematikker. Forlystelsesparken har altid været garant for det spektakulære, det usædvanlige, og siden begyndelsen har Tivoli dyrket ideen om det eksotiske, især Østens mystik.

I århundredet før Tivoli åbnede, blev eventyrsamlingen Tusind og én nat for første gang oversat til et europæisk sprog, til fransk, og fortællingerne om Aladdin og alle de andre karakterer blev hurtigt populære i hele verden. Eventyrene har i høj grad været med til at forbinde “Østen” med ekstravagance, mystik og fantasi, og derfor blev det selvfølgelig spændende for europæerne at imitere formsproget for at sætte krydderi på tilværelsen.

I Tivoli ses det mange steder, lige fra det mauriske palads, hvor Nimb har hjemme, til det japanske tårn – der pudsigt nok førhen hed det kinesiske tårn, men skiftede navn sidste år, da Letz Sushi åbnede der. Dette navneskift kan vi godt se som et symptom på, at der hersker, eller i hvert fald har hersket, en unuanceret forestilling om Orienten.

En berømt analyse af denne tendens findes i bogen Orientalisme, hvor forfatteren Edward Said diskuterer, hvordan Vesten repræsenterer Østen (Asien, Nordafrika og Mellemøsten) på måder, som forenkler disse samfund og mennesker på nedladende vis. Når man opstiller et verdensbillede med overdrevne forskelle, hvor man ignorerer overlap, skærper man opdelingen mellem Øst og Vest. Ved at skildre den ene side som statisk, primitiv og uudviklet, er det underforstået, at den anden side opfattes som progressiv, civiliseret og overlegen.

En sådan kritik preller dog stort set af i forhold til Tivoli, fordi de besøgende som regel enten ikke har været bevidst om det eller anset det som problematisk. Tivoli er nemlig ikke tiltænkt at være et politisk rum eller et rum for kritisk tænkning i det hele taget. Da grundlæggeren, George Carstensen, ville åbne Tivoli i sin tid, var det politiske miljø i Danmark uroligt; der havde været flere kriser, og de liberale stemmer ønskede mere magt til folket. Carstensen gik til kong Christian 8. og bad om tilladelse til at opføre en forlystelsespark på voldterrænet i København med argumentet: “Når folket morer sig, politiserer det ikke”.

Præsentationen af det eksotiske i Tivoli har ikke kun været forbeholdt arkitektur og indretning. Det har også været på mode at udstille rigtige, levende mennesker. Fra slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet var der i Danmark omkring 50 udstillinger med mennesker fra fjerne lande.
Det er ingen hemmelighed, at forestillingen om et hierarki mellem racer var udbredt på dette tidspunkt, og i disse udstillinger af fremmede folk manifesterer man virkelig ideen om europæisk, civiliseret overlegenhed. Afrikanerne og de australske aboriginere blev anset som éndimensionelle og simple, mens kineserne ikke var helt ligeså barbariske; de befandt sig forholdsvis højere i racehierarkiet. Aboriginerne blev derfor udstillet i bure som vilde dyr, mens kineserne og japanerne blev placeret i en kulisse med rekvisitter og små huse og fik løn for deres optræden.

Med sådanne kendsgerninger har vi et meget håndgribeligt eksempel på, at man efterstræber at fastholde det fremmede i dets fremmedhed for at tilfredsstille sine egne ideer om, hvad det er. Det stereotype imødekommes og næres.

Men at betragte mennesker, der ikke tilhører ens egen gruppe, som homogene – som ikke værende individer, men som havende en klart afgrænset, uniform kultur – er ikke overstået. Det findes stadigvæk den dag i dag.

Og derfor er det netop én af grundstenene for 100% Fremmed? at bekæmpe ensartede tanker om mennesker, som er vidt forskellige: flygtninge.
For det er problematisk, når politikere eller andre debattører skærer mennesker over én kam. Der laves utallige generaliseringer om, hvad det er for nogle mennesker, som flygter, og om hvorfor de gør det.

Selvom vi taler om mennesker, der har det tilfælles, at de netop tilhører den samme “gruppe”, så har denne “gruppe” jo ingen kerne, ingen agenda, ingen mentalitet. Menneskene hver især har sine historier og ambitioner.

I forhold til 1800-tallets fornøjelige forestillinger er det i den aktuelle samfundsdebat typisk en mindre legesyg og mere frygtsom karikatur, der tegnes; “de fremmede” er ikke længere præget af en forførende mystik som i Tivolis kontrollerede miljø.
Nu, hvor det “fremmede” ikke er begrænset og afgrænset til et rum, der er et valgfrit supplement til hverdagen, men i stedet er en fast del af samfundet, er karakteren for nogle mennesker skiftet fra at være charmerende til mistænkelig. Fællesnævneren er, at det stadig er den “civiliserede europæer”, der fælder dommen over den Anden.

Derfor er det interessant i 100% Fremmed? København at give “de fremmede” magten over et rum, som førhen har doseret fremmedhed i spiselige mængder til danskerne. Og samtidig at give de her mennesker magten over deres egen fremmedhed. Deltagerne vælger selv, hvordan de vil fremstå, og hvad de vil fortælle. Kunstprojektet er blot en platform. Og en platform for individer virker som den rigtige metode, når resten af debatten foregår i generelle udsagn.

Facebook
Google+
Twitter
LinkedIn
Kontakt

Metropolis
c/o Københavns Internationale Teater

Refshalevej 163 A, 1
DK-1432 København K
Mail: projekt@kit.dk

Links

Kunstprojekt
Tidligere flygtninge
Kunstprojekt København

Nordea Fonden
Følg udstillingen på de sociale medier