Jeg føler mig ikke fremmed i Danmark. Jeg har tre børn, som går i skole, jeg arbejder som grafisk trykker og kommer hjem og dyrker det nære liv med familien.

Der var krig dengang i 1980erne mellem De Tamilske Tigre og regeringen. Tamilerne blev diskrimineret og forfulgt, og min fætter sagde til mig: ”Selvam – du må ud af landet.” Jeg var 19 år.

Min fætter arrangerede det hele. Flybilletter, en varm jakke, en taske til at bære det hele i. Men jeg vidste ikke engang, at det var Danmark, jeg skulle til.

På den ene side ville jeg bare gerne overleve. På den anden side bar jeg på en stor sorg over at rejse fra familie og venner. Og så var der angsten. Jeg kunne ikke sove om natten i lang tid efter min ankomst til Danmark.

Mit første indtryk var: her er godt nok koldt. Jeg tog en taxa fra lufthavnen ind til Hovedbanegården. Jeg kan huske, at taxachaufføren sagde til mig på engelsk: ”Du kan hverken stole på vejret eller kvinderne i Danmark.”

På Hovedbanen gik jeg hen til politiet, og de sendte mig til Sandholmlejren. Det var lidt af et kulturchok, at stå i kø for at få et brød. Men i dag lever jeg et godt liv her, og jeg er heldig at have fået lov til at bo i Danmark. Livet er en gave, og jeg prøver at fokusere på alt det gode: Jeg er gift. Børnene går i skole. Jeg står og snakker med en trykkemaskine hele dagen, så jeg elsker at komme hjem og snakke menneskesprog med min familie.

Selvam Sambantham / 52 år / mand /gift / tre børn / grafisk trykker / Aabenraa / fra Sri Lanka / kom til Danmark i 1987 / opholdstilladelse 1988 / statsborgerskab 1995

Jeg er ud af en stor søskendeflok. Allerede som barn var jeg meget målrettet omkring min skole, og jeg har altid knoklet for at nå de mål, jeg satte mig.

Da jeg fortalte min mor, at jeg ville rejse fra Iran, fordi mit liv ikke skulle spildes med tre års værnepligt og krig, begyndte hun at græde. ”Men prøv at se,” sagde jeg, ”du har ni børn, og af dem er jeg nummer syv.” ”Ja, min søn,” svarede hun, ”men en dag vil du forstå, at hver eneste blomst har sin egen duft.” I dag har jeg min egen familie her. Og ja, jeg forstår den kærlighed.

Jeg satte mig det mål, at jeg ville være apoteker inden for fem år. Jeg søgte en ledig bevilling i København, men der var flere ansøgere end bevillinger. I 2010 kom der en ledig bevilling i Aabenraa. Jeg kendte ikke et eneste menneske i byen dengang.

For mig er apotekergerningen særlig. Apotekeren har mange forskellige opgaver inden for sundhedssektoren. Det handler om patienternes helbred og kundernes sundhed. Så for mig er det vigtigt at behandle hver eneste kunde med respekt. Jeg nyder at stå i skranken og bruge min faglighed til at hjælpe de mennesker, som jeg møder i hverdagen.

Jeg føler mig ikke fremmed, men fremmedhed kommer altid an på, hvem man møder. Af og til kan jeg møde den fordom, at én med min baggrund ikke kan nå det, som jeg har nået. Men min erfaring er, at uanset hvor man kommer fra, så handler det om det, som kommer inde fra én selv. Er man et givende menneske, får man altid noget tilbage.

Shahpour Sobhani / 54 år / mand / gift / børn / apoteker / Aabenraa / Kurder fra Iran / kom til Danmark i slutningen af 1985 / opholdstilladelse 1986

Sproget er dybt som et hav. Man skal dykke ned igen og igen for at forstå det.

Jeg rejste ud af Syrien efter gymnasiet. Kom til Grækenland og arbejdede sommeren over på Kreta, med børn i et legeland. Så en morgen skulle vi afsted. Jeg pakkede en mørkebrun kuffert med det mest basale: tøj og make-up – og tog ud til lufthavnen. Mange af mine ting blev tilbage på Kreta.

Jeg kom afsted. Med flyet til Hamborg. Sammen med min mand rejste jeg mod en bedre fremtid.

I begyndelsen kunne jeg ikke et ord dansk. Engang ved lægen var det ved at gå galt, fordi tolken oversatte forkert. Heldigvis forstod jeg nok til at kunne rette misforståelsen. Fra den dag besluttede jeg, at jeg aldrig mere ville bruge tolk.

I dag er jeg selv tolk. Jeg har det princip, at jeg aldrig oversætter et ord forkert. Så hellere spørge en gang mere. På den måde lærer jeg nyt hver dag. For noget tid siden tolkede jeg i et svejsefirma for en mand, der talte virkelig hurtigt – på sønderjysk! Det satte mine evner på prøve. Men jeg lærte noget nyt. Og i pauserne slog jeg nye ord op i ordbogen, skrev dem ned og huskede dem.

Hvert nyt ord, jeg lærer, er som en skinnende perle på bunden af havet.

Jeg føler mig både kurdisk og dansk. Men jeg kan ikke leve på kurdisk i Danmark. Integration er at kende reglerne, at acceptere dem, at have gode kolleger – at tillade sig selv de grundlæggende rettigheder i Danmark, også kvindens rettigheder! Integration har intet med tøj og tørklæder at gøre. Det er ikke tørklædet, der bestemmer om man er en god muslim. Det er hjertet.

Solin Abdo / 28 år / kvinde / gift / børn / tolk og støttekontaktperson / Aabenraa / fra Syrien / kom til Danmark i 2010 / opholdstilladelse 2012

Jeg er både fremmed og ikke fremmed i Danmark. Jeg kender begge følelser. Jeg har været her i mere end 10 år, men nogle gange er det som om, jeg ikke eksisterer.

Jeg havde kørt i bil i 10-12 timer og blev sat af ved en stor togstation. Der stod to drenge på hjørnet og røg cigaretter, jeg hørte de talte Farsi. Jeg gik hen til dem, og mine første ord var: ”Her er godt nok dejligt i Canada!” ”Canada? Hvad mener du?”, sagde de. “Det her er Danmark! Nej, vi mener det. Det her er København. Danmark. Du er i Danmark nu.” Danmark. For mig er det København – Sandholm – Jelling – Padborg – Aabenraa.

Men før det var jeg rejst flere gange fra Afghanistan. Til Iran. Jeg arbejdede som murer, byggede huse. Tog pengene med tilbage til Afghanistan og blev handelsmand. Købte dyr fra landbrugene i provinsen, solgte til mellemmænd, der solgte videre til slagterierne i Kabul. Kvæg, heste, lam. Valutaen var penge, nogle gange Kalasjnikovs og pistoler.

Det har aldrig været et problem at være fattig. Jeg spiser et halvt brød i stedet for et helt. Men at sove med en Kalasjnikov på hver side af sengen, det er et problem. At være bange for, om børnene kommer hjem, det er et problem.

Jeg er glad for at være i Danmark. Her sover jeg roligt, børnene går i skole. Men nogle gange har jeg det som om, jeg næsten ikke eksisterer. Jeg har arbejdet siden jeg var en dreng på syv, men her i Danmark har jeg aldrig haft arbejde, for jeg har ikke lært sproget godt nok.

Yahya Aman Zamani / 68 år / mand / gift / børn / folkepensionist / Aabenraa / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2008 / opholdstilladelse 2009

Jeg blev 2 år lige efter krigen startede, og jeg var kommet til Danmark med mine forældre. De var fra hver deres befolkningsgruppe, så det var tre ekstra hårde år på asylcentre rundt omkring i landet.

Det som krigen bragte frem i folk, var helt uventet og forskelligt, fra det gode liv vi havde haft i Bosnien. Derfor undlod mine forældre at dyrke nationalismen hjemme hos os. Det er jeg taknemmelig for, men jeg føler mig helt historieløs og utilstrækkelig, når jeg er sammen med andre fra Bosnien.

Min barndom kan jeg næsten ikke huske. Jeg tror, jeg lagde meget energi i at lære dansk og gøre mig ubemærket, derfor har mit modersmål ikke fået plads til at udvikle sig siden. Mine forældre har altid sagt, at bare jeg fik en uddannelse og et værdigt job, skulle de nok støtte op omkring de andre ting. Jeg har udviklet mig enormt meget siden dengang, og har i dag et fantastisk arbejde, men det var ikke nemt at nå hertil.

Det er hårdt at følge med i nyheder og debat og høre på hyggeracismen uden at blive påvirket af den fjendtlighed, der er over for indvandrere og flygtninge. Når jeg i et svagt øjeblik kommer til at sige, at jeg ikke er dansker, er forargelsen tydelig hos mine venner og kæreste. Jeg hører til i Danmark, men jeg forstår ikke danskerne, på samme måde som jeg ikke forstår dem fra Bosnien.

Nu, hvor jeg er blevet mor, tænker jeg over, hvordan jeg dog skal bære mig ad med at give mit barn en meningsfuld relation til sin mors familie og fødeland, når jeg ikke kan stå ved min egen.

Maja Mijatovic / 29 år / kvinde / i et forhold / barn / bibliotekar / Aabenraa / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse 1995 / statsborgerskab 2000