.

Nogen havde givet mig en chance. Det var ikke Allah, og det var ikke Jesus

Jeg føler mig ikke fremmed. Diskussioner om integration er ofte paradoksale, for hvad er det, man skal integreres i, og hvad vil det sige at være dansk? Jeg har oplevet ét Danmark på landet i Jylland og et andet i København. Danmark er lige som danskhed en mangfoldig størrelse.

Da jeg var 15, så jeg min far blive banket af en flok serbiske soldater, og jeg besluttede at gå i krig. De følgende år levede jeg med krigen på nærmeste hold og med en bevidsthed om, at livet kunne slutte når som helst, så da en læge, efter jeg var blevet skudt i armen, undersøgte mig og konstaterede, at jeg havde kræft og kun havde en måned tilbage af mit liv, rørte det mig ikke. Jeg havde vænnet mig til tanken om døden, og livet havde ikke længere værdi. Jeg overvejede at tage tilbage og bruge min sidste tid på at kæmpe, men søgte alligevel om behandling i udlandet og endte i Danmark. To år senere fortalte en læge på Rigshospitalet mig, at jeg var rask, og jeg tog en ny beslutning. Jeg ville give noget tilbage. Nogen havde givet mig en chance. Det var ikke Allah, og det var ikke Jesus. Det var Rigshospitalet. Det var det danske velfærdssamfund. Jeg vil hellere betale en høj skat end at have råd til en fed bil, for jeg tror på fællesskabet, den danske model og velfærdssamfundet. Desværre udvikler samfundet sig i en mindre solidarisk retning, hvor de svageste får skylden for alle samfundets problemer.

Dzevad Ramić / 40 år / mand / i et forhold / børn / faglig sekretær / København S / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1994 / opholdstilladelse i 1997

Keyword

Kontakt

Metropolis
c/o Københavns Internationale Teater

Refshalevej 163 A, 1
DK-1432 København K
Mail: projekt@kit.dk

Links

Kunstprojekt
Tidligere flygtninge
Kunstprojekt København

Nordea Fonden
Følg udstillingen på de sociale medier