.

Jeg glemmer aldrig den dag, jeg kom til Danmark. Det var snestorm, og jeg havde kun det tøj, jeg gik og stod i. Der stod jeg så som enlig mor med to små børn.

Når jeg er glad, synger jeg meget. Mest burmesiske sange, men jeg synger også “Danse i måneskin”. Den er god. Mine børn er 100% danske. De har kun danske venner, og de taler ikke burmesisk. 

Min far havde været aktiv i studenterbevægelsen i 1988 og måtte flygte for at redde sit liv. Senere flygtede min mor med os børn ud i junglen. Min familie blev splittet. Mine forældre kom til USA, mens jeg kom til Danmark. Jeg har ikke set dem siden, for jeg må ikke rejse til USA, når jeg ikke har dansk pas. Min far ringede til mig tre dage før, han døde. Men jeg måtte ikke komme til hans begravelse.

Jeg har mødt Aung San Suu Kyi to gange. Jeg havde taget hele familien fri i en uge for at få muligheden for at se hende, da hun skulle besøge Norge. Vi var mange, der stod foran hotellet og ventede, da hun kom fra lufthavnen. Hun tog sig tid til at tale med os, og jeg gav hende en broche med en påfugl.

Jeg er bange for mørke. Derfor er jeg mest hjemme om aftenen. Jeg går ikke engang ud for at handle, hvis det er mørkt. Jeg føler mig måske halvt dansk. De gode ting tager jeg til mig. Det danske samfund passer til mig, men jeg mærker stadig en skepsis. Når jeg går i butikker, er jeg meget opmærksom på kun at røre ved ting, jeg har tænkt mig at købe.

Ngu War /  42 år / kvinde / samlevende / børn / jobsøgende / kontoruddannet / Bjerringbro / fra Myanmar / FN-flygtning i 2002 / permanent opholdstilladelse