.

Man glemmer aldrig. Mine første seks måneder i Danmark var rigtig træls, fordi tankerne kørte hele tiden. Hvis man tænker for meget, kan man ikke fortsætte et normalt liv her.

Jeg kommer fra en muslimsk baggrund, men min far var kommunist. Han troede ganske vist på Gud, men jeg tror ikke. Og mine søstre går ikke med tørklæde. Vi har travlt i hverdagen. Min datter skal i skole, og ud over vores skole og arbejde forsøger vi at hjælpe andre. Det kan være i Røde Kors eller med at arrangere fællesspisning.

Dansk er et svært sprog, men det er arabisk også. Når jeg taler arabisk, kan folk godt høre på min accent, at jeg er kurder. Mens jeg gik på sprogskole, besøgte jeg en lokal maler og spurgte, om jeg kunne få en praktikplads. Det fik jeg. Og han var glad for mit arbejde, så efter tre måneder fik jeg fast arbejde.

Jeg kan godt lide det danske samfund. Da jeg kom hertil, var det ikke så svært at være flygtning. Nu er det hver dag, der er negative kommentarer. Jeg hører ikke efter. Og heldigvis møder jeg flere søde mennesker end dårlige. Jeg har fundet ud af, at det kan være godt at drikke en øl sammen. Så får man talt ud om forskellene på os. Jeg vil ikke diskutere, hvorfor jeg er her – men vi kan godt dele en øl.

Min kone vil gerne hjem til Syrien, men der er fortsat krig i mit hjemland. Det tager jeg tungt. Mine forældre og tre søskende er stadig i Syrien. Hvis vi skal blive i Danmark, vil jeg ikke lære min datter for meget om vores kultur.

Jihad Hamo (Codi) / 38 år / mand / gift / barn / bygningsmaler, uddannet elektriker og folkeskolelærer / Bjerringbro / kurdisk syrer / kom til Danmark 2014 / opholdstilladelse 2014

Kontakt

Metropolis
c/o Københavns Internationale Teater

Refshalevej 163 A, 1
DK-1432 København K
Mail: projekt@kit.dk

Links

Kunstprojekt
Tidligere flygtninge
Kunstprojekt København

Nordea Fonden
Følg udstillingen på de sociale medier