.

Først når man begraver et familiemedlem i landet, slår man for alvor rødder

Jeg føler mig 50% fremmed. Jeg ved, at jeg er lidt anderledes, men det er ikke nødvendigvis fordi, jeg kommer fra et andet land. Det kan lige så godt handle om mine holdninger eller om, at jeg ikke er så høj. Da jeg mistede mine forældre, fik jeg den tanke, at man kan bo i et land et helt liv, men først når man begraver et familiemedlem i landet, slår man for alvor rødder.

Min mand og jeg taler af og til om, at vi tilhører den lykkeligste generation. Vi blev født efter 2. verdenskrig i en tid præget af optimisme. Ligestilling, ligeløn og uddannelse var på dagsordenen, og børn kunne se frem til en mere privilegeret tilværelse end deres forældre. Den udvikling ser ikke ud til at fortsætte. Boligmarkedet i København er præget af spekulation. Uligheden vokser, og København risikerer at ende som en ghetto for rige mennesker. Også på ligestillingsområdet er der stadig meget at kæmpe for. F.eks. bliver man som borger nødt til at være aktiv, hvis man vil sikre reel ligestilling på retsområdet. I april sidste år blev tre unge mænd frikendt for voldtægt af en 16-årig pige ved retten i Roskilde, og først da sagen gik om i Østre Landsret, blev de dømt efter store demonstrationer og folkeligt pres. Udfaldet af retssagen i Roskilde er for mig at se et eksempel på dårlig domstolspraksis, hvor kulturelt betingede forestillinger om køn og seksualitet kommer til at præge den måde, loven udmøntes på. Loven er lige for alle, men ikke alle er lige for loven.

Katia Forbert Petersen / 67 år / kvinde / i et forhold / børn / filminstruktør og -fotograf / København Ø fra Polen / kom til DK i 1969 / opholdstilladelse samme år. 

Keyword

Kontakt

Metropolis
c/o Københavns Internationale Teater

Refshalevej 163 A, 1
DK-1432 København K
Mail: projekt@kit.dk

Links

Kunstprojekt
Tidligere flygtninge
Kunstprojekt København

Nordea Fonden
Følg udstillingen på de sociale medier