Jeg var nysgerrig pga. titlen.

Jeg føler mig 100 % mig selv. Jeg kan ikke tage mig af, hvad andre folk mener om mig. Jeg ved godt, der er nogle ting, som nogle mennesker stadig holder fast i, der deler os. Det er ikke noget, der påvirker mig.

Når det kommer til indvandrerpolitik, så er det i mine øjne underklassespolitik.

Indvandrerpolitik går ud på, at samfundet ikke vil have noget at gøre med folk, som er på kontanthjælp osv. Det er ikke noget med at “alle, der er mørke i huden, dem giver vi ikke noget arbejde”. Men de får det til at virke sådan.

De, der vælger dem, er jo også folk, som er underklassen. Det er en falsk opstilling; de, der bidrager, og de, der ikke gør.

Men når de laver en lov, så går det ud over dem selv (vælgerne). Vi er jo på vej væk fra velfærdssamfundet. Man tror, man ødelægger det for andre, men man ender med at ødelægge det for sig selv.

Problemet er, hvis du forsvarer noget, du går ind for, så går du imod noget, en anden person går ind for. Folk skal have deres holdninger og meninger, men man skal være i stand til at rumme hinanden.

Når medierne snakker om os, så er det indvandrere. Men når du er derude i boligblokkene, så bor der så forskellige nationaliteter, at når vi er derinde, så holder vi os til vores egne. Når andre kigger på os, så er det bare “indvandrere”.

Jeg synes ikke, at når vi er ude (for at holde oplæg om 100% Fremmed?, red.), at vi kommer så meget ind i politik-snak. Det er bare vores historie. Det er bare mennesker, der møder mennesker. Altså der er ikke nogen anden stemning i det. De stiller spørgsmål. De er nysgerrige. Længere er den ikke.

Jeg har personligt ikke noget imod, hvis jeg kommer ud, og der er folk, som har bestemte holdninger imod mig. Jeg kan godt acceptere det. Lad os bare snakke sammen. Fortæl mig, hvad du går ind for, og lad mig fortælle dig, hvad jeg går ind for. Så man går fra hinanden med smil.

Samfundet, politikerne og medierne har tegnet et billede af os, så nu bliver vi nødt til at tegne vores eget billede af os selv.

I 100 % Fremmed? giver vi vores egen historie, vi giver noget af os selv. Det er der meget brug for i denne tid.

Indlægget “Vi bliver nødt til at tegne et billede af os selv” blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Indlægget Kassettebånd, kærlighed og Kurdistan blev først udgivet på 100% Fremmed?.

I Sønderborg er billederne taget ved Dybbøl Banke, i Skagen ved havnen, i Randers Regnskov, i Roskilde ved Vikingemuseet, i Aalborg ved spritfabrikkerne.
Det er alle steder, som er med til at definere, hvem vi er. Steder, der er historiske eller har at gøre med Danmarks relation til omverdenen. Steder, der er væsentlige for sammenhængskraften.

Hvorfor er disse steder betydningsfulde? Med en fælles referenceramme kan man få bekræftet, at man har nogenlunde det samme værdimæssige fundament som sine medmennesker. At man har tillid til mennesker, som man ikke kender, fordi man deler noget med dem – noget, som ikke blot er territoriet. Hvis indbyggerne i et land ikke føler sig gensidigt forbundne til en vis grad, eksisterer der ikke noget kollektiv at være en del af.

En national identitet involverer et bredt delt minde om en fælles fortid for mennesker, som aldrig har set eller talt med hinanden i virkeligheden.

Man kan sige, at denne følelse af at tilhøre et fællesskab afhænger ligeså meget af at glemme som af at huske; ved at rekonstruere fortiden giver man en retning til nutiden for at garantere en fælles fremtid.

Nationalismeforskeren Benedict Anderson betegner alle fællesskaber, der er større end dem, hvor deltagerne kan have ansigt-til-ansigt-interaktion, er forestillede. En nation er et forestillet fællesskab, men det betyder ikke, at et land som Danmark kun er noget, der findes i hovedet på danskerne.
Nationale historier, monumenter (fx statuer af krigshelte), mærkedage (årsdage for skelsættende begivenheder, eksempelvis manifesteret gennem flagning eller parader og oppyntning), steder med institutionaliserede minder (museer, biblioteker og andre arkiver) og repræsentative landskaber er blandt de vigtigste midler til at strukturere den nationale fortid. De giver den nationale identitet en materialitet, som den ellers ville mangle. De her elementer gør det muligt at ’se nationen for sig’ i næsten bogstavelig forstand.

Landskabet har derfor stor betydning for en befolknings selvopfattelse, for den nationale identitet. Vi er formet af vores omgivelser, så hvad karakteriserer territoriet, der karakteriserer os?
Det giver meget god mening, at de fleste lande enten er opkaldt efter geografi eller folk, fordi det er helt overordnet for en nation, at vi ved noget om, hvad der kendetegner den. Det her territorium tilhører de her mennesker, den her natur tilhører den her kultur.

Repræsentationer af landskabet er konstruktioner, og ligeledes er Danmark en konstruktion, ideen om Danmark er menneskeskabt. Når vi skal kommunikere i få billeder eller ord, hvad der definerer enten nationen eller territoriet Danmark, er det kun naturligt, og i første omgang uundgåeligt, at bruge de mest rendyrkede, formfuldendte udtryk. De indkapsler essensen ved at afbilde det arketypiske. Det er lettere at forstå budskabet med utvetydige tegn. Vi indrammer alt det, som passer med det gængse billede, og ignorerer det, som falder uden for.

Et skoleeksempel derpå er Guldalderen, hvor det er gennem landskabet, at malere og digtere udtrykker Danmarks storhed og særegenhed. Der er et yndigt land (i modsætning til alle de andre?)

Hvis vi holder os til de visuelle kunster, stræbte malerne ikke nødvendigvis efter en realistisk gengivelse, men ønskede nærmere at anspore til påskønnelse af fædrelandet. Billederne bibeholdt en grad af kunstnerisk komposition, eftersom de skildrede skove, marker og bakker, der oftest var manipuleret og sammensat af motiver fra forskellige steder. Således kunne de indfange det mest typiske og forstærke det, fremhæve det, i en idealiseret skildring.

Én af årsagerne til, at Guldalderen netop er Guldalderen, skyldes ikke bare det høje kunstneriske niveau, men også dens til stadighed konsoliderende effekt. Det er håndgribelig kulturarv, som er umiskendeligt dansk. Historien om landskabsbillederne spejler således historien om at indføre ideen om bestemte nationale identiteter i det moderne Europa i midten af 1800-tallet. Hele danskhedsbegrebet opstår her. Guldalderens idyl er nostalgi, det er prototypen. Der er en konstant tilbagevenden til Guldalderens billeder, fordi de er blevet eviggyldige eksempler på en tid fuld af harmoni. En tid, der egentlig aldrig har eksisteret. Billederne fungerer som en drøm om noget oprindeligt, “simplere tider”, en hyggelig, landlig stemning, som kan skabe beroligende, nostalgiske følelser, der kan fungere som en slags modvægt til en fast-paced, post-industriel virkelighed. Det er også derfor, at billederne undertiden bruges til politisk propaganda for at illustrere forhåbningen om at vende tilbage til et samfund, der angiveligt er trygt, tilregneligt og hjemligt; “Alting var bedre i gamle dage”.

Men det er selvfølgelig ligeså meget en illusion, som det altid har været. Danmark er ikke statisk, tiderne skifter, folk ændrer sig, kulturen udvikler sig. Det er i hvert fald naivt at tro, at det kan undgås.

Et af de områder, hvor der er en billedkultur, som er en anelse mere omskiftelig, i forhold til at udtrykke en national identitet, er på vores pengesedler.
Landbruget har for eksempel betydet meget for Danmark, og “en plovmand” kan stadig referere til 500-kronesedlen, selvom der ikke har været et billede af en pløjende mand på den siden 1974.
Og det giver mening, at plovmanden blev pensioneret netop på det tidspunkt, da det ikke var længe forinden, i 1962, at den danske industrieksport omsider oversteg eksporten fra landbruget.

Motiverne på pengesedler er med til at symbolisere et lands selvforståelse. Når man går fra at være et bondesamfund til at være en del af en globaliseret verden, er det indlysende, at det ikke alene økonomisk, men også kulturelt har store konsekvenser. Men det er ikke alle, som har lige let ved at acceptere det faktum, for eksempel blev motivvalget på de nyeste pengesedler, som er fra 2009, kritiseret af Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti allerede to år før, de udkom, fordi han syntes, at valget af danske broer som udsmykning mindede for meget om eurosedlerne, og pludselig er hele Danmarks uafhængighed og suverænitet på spil.

“100% Fremmed?” bestræber sig på at bidrage til den billedkultur, som udspiller i og om Danmark, ved at fremhæve nogle af de sider, nogle af de mennesker, som også er med til at gøre Danmark til det, det er i dag.

Der er mange aspekter til at være borger i Danmark. Landet ikke er så homogent, som det har været, men til gengæld rigt og varieret. Man bør derfor ikke insistere på at måle det ud fra et statisk billede af en mytisk fortid, men i stedet se på virkeligheden og det aktuelle fællesskab.

Indlægget Landskabet og national identitet blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Men selvom Tivoli i over 150 år har været kendt som et sted, hvor man kan komme og glemme sine problemer, er det ikke uden problematikker. Forlystelsesparken har altid været garant for det spektakulære, det usædvanlige, og siden begyndelsen har Tivoli dyrket ideen om det eksotiske, især Østens mystik.

I århundredet før Tivoli åbnede, blev eventyrsamlingen Tusind og én nat for første gang oversat til et europæisk sprog, til fransk, og fortællingerne om Aladdin og alle de andre karakterer blev hurtigt populære i hele verden. Eventyrene har i høj grad været med til at forbinde “Østen” med ekstravagance, mystik og fantasi, og derfor blev det selvfølgelig spændende for europæerne at imitere formsproget for at sætte krydderi på tilværelsen.

I Tivoli ses det mange steder, lige fra det mauriske palads, hvor Nimb har hjemme, til det japanske tårn – der pudsigt nok førhen hed det kinesiske tårn, men skiftede navn sidste år, da Letz Sushi åbnede der. Dette navneskift kan vi godt se som et symptom på, at der hersker, eller i hvert fald har hersket, en unuanceret forestilling om Orienten.

En berømt analyse af denne tendens findes i bogen Orientalisme, hvor forfatteren Edward Said diskuterer, hvordan Vesten repræsenterer Østen (Asien, Nordafrika og Mellemøsten) på måder, som forenkler disse samfund og mennesker på nedladende vis. Når man opstiller et verdensbillede med overdrevne forskelle, hvor man ignorerer overlap, skærper man opdelingen mellem Øst og Vest. Ved at skildre den ene side som statisk, primitiv og uudviklet, er det underforstået, at den anden side opfattes som progressiv, civiliseret og overlegen.

En sådan kritik preller dog stort set af i forhold til Tivoli, fordi de besøgende som regel enten ikke har været bevidst om det eller anset det som problematisk. Tivoli er nemlig ikke tiltænkt at være et politisk rum eller et rum for kritisk tænkning i det hele taget. Da grundlæggeren, George Carstensen, ville åbne Tivoli i sin tid, var det politiske miljø i Danmark uroligt; der havde været flere kriser, og de liberale stemmer ønskede mere magt til folket. Carstensen gik til kong Christian 8. og bad om tilladelse til at opføre en forlystelsespark på voldterrænet i København med argumentet: “Når folket morer sig, politiserer det ikke”.

Præsentationen af det eksotiske i Tivoli har ikke kun været forbeholdt arkitektur og indretning. Det har også været på mode at udstille rigtige, levende mennesker. Fra slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet var der i Danmark omkring 50 udstillinger med mennesker fra fjerne lande.
Det er ingen hemmelighed, at forestillingen om et hierarki mellem racer var udbredt på dette tidspunkt, og i disse udstillinger af fremmede folk manifesterer man virkelig ideen om europæisk, civiliseret overlegenhed. Afrikanerne og de australske aboriginere blev anset som éndimensionelle og simple, mens kineserne ikke var helt ligeså barbariske; de befandt sig forholdsvis højere i racehierarkiet. Aboriginerne blev derfor udstillet i bure som vilde dyr, mens kineserne og japanerne blev placeret i en kulisse med rekvisitter og små huse og fik løn for deres optræden.

Med sådanne kendsgerninger har vi et meget håndgribeligt eksempel på, at man efterstræber at fastholde det fremmede i dets fremmedhed for at tilfredsstille sine egne ideer om, hvad det er. Det stereotype imødekommes og næres.

Men at betragte mennesker, der ikke tilhører ens egen gruppe, som homogene – som ikke værende individer, men som havende en klart afgrænset, uniform kultur – er ikke overstået. Det findes stadigvæk den dag i dag.

Og derfor er det netop én af grundstenene for 100% Fremmed? at bekæmpe ensartede tanker om mennesker, som er vidt forskellige: flygtninge.
For det er problematisk, når politikere eller andre debattører skærer mennesker over én kam. Der laves utallige generaliseringer om, hvad det er for nogle mennesker, som flygter, og om hvorfor de gør det.

Selvom vi taler om mennesker, der har det tilfælles, at de netop tilhører den samme “gruppe”, så har denne “gruppe” jo ingen kerne, ingen agenda, ingen mentalitet. Menneskene hver især har sine historier og ambitioner.

I forhold til 1800-tallets fornøjelige forestillinger er det i den aktuelle samfundsdebat typisk en mindre legesyg og mere frygtsom karikatur, der tegnes; “de fremmede” er ikke længere præget af en forførende mystik som i Tivolis kontrollerede miljø.
Nu, hvor det “fremmede” ikke er begrænset og afgrænset til et rum, der er et valgfrit supplement til hverdagen, men i stedet er en fast del af samfundet, er karakteren for nogle mennesker skiftet fra at være charmerende til mistænkelig. Fællesnævneren er, at det stadig er den “civiliserede europæer”, der fælder dommen over den Anden.

Derfor er det interessant i 100% Fremmed? København at give “de fremmede” magten over et rum, som førhen har doseret fremmedhed i spiselige mængder til danskerne. Og samtidig at give de her mennesker magten over deres egen fremmedhed. Deltagerne vælger selv, hvordan de vil fremstå, og hvad de vil fortælle. Kunstprojektet er blot en platform. Og en platform for individer virker som den rigtige metode, når resten af debatten foregår i generelle udsagn.

Indlægget Tivoli blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Og der kommer til at ske ting og sager i 2019. Vi skal rundt i hele landet og møde nye mennesker, der forhåbentlig har nogle spændende historier – mon ikke!

Som en platform for mennesker i Danmark med flygtningebaggrund kommer vi til at besøge 10 steder over hele landet, lige fra det brusende Vesterhav ved Esbjerg til Østersøens perle Bornholm. I øjeblikket er vi i fuld gang med at finde folk, der har lyst til at være med. Der kommer til at være fart over feltet, og vi har lagt ud i Horsens, hvor interviewene netop er gået i gang. Under punktet ‘Danmarksrejsen’ kan du finde ud af, hvornår vi kommer til en by nær dig!

Et andet nyt påfund til det nye år har du allerede fundet – vores nye blog!

Her vil du fremover kunne finde ekstramateriale om “100 % Fremmed?” i form af essays og interviews. På turen rundt i landet fortæller vi om, hvordan projektet udvikler sig – blandt andet vil vi tage jer behind the scenes, så I kan få et lidt anderledes indblik i, hvordan der ser ud bag kulissen. Både med hvilke overvejelser der ligger bag, og hvordan vi helt konkret arbejder på denne Danmarksrejse.

Derfor kan vi passende fortælle, hvem vi egentlig er:

Maja Nydal (yderst til højre) er fotograf og kurator. Hun har arbejdet med udstillingen siden 2015.

Louisa Blindbæk (anden fra højre) er projektkoordinator og undervisningsansvarlig, hvor hun står for workshops blandt andet.

Manilla Ghafuri (yderst til venstre) er tidligere deltager, som nu er oplægsholder og SoMe-ansvarlig. Hun er flygtet fra Afghanistan og er også aktiv for Rapolitics.

Anders Bille (anden fra venstre) er kommunikationsmedarbejder og er den seneste tilføjelse til teamet.

Derudover er Trevor Davies projektansvarlig og stifter af Københavns Internationale Teater.

Vi ser alle frem til at skrive et nyt kapitel sammen med jer i det nye år!

I 2019 håber vi på at bringe en ny dimension til samfundsdebatten ved at fremhæve nogle af de mennesker i Danmark, som har en baggrund, der er anderledes end de flestes.

Det er modige mennesker, som er klar til at stille op; som ønsker at dele deres refleksioner – og ikke længere blot være et tal i en statistik. Mennesker, som taler, så vi undgår, at de bare bliver nogle, som politikerne og debattørerne taler om.

I næste uge kigger vi tilbage på Hovedudstillingen og fortæller om, hvorfor netop Tivoli blev valgt som omgivelser til de københavnske portrætter. Hav det godt indtil da!

Indlægget Godt nytår! blev først udgivet på 100% Fremmed?.