Kunstprojekt Bornholm - Kunst på Bornholm om tidligere flygtninge i Danmark

Fremtiden er noget, der svæver i luften. Jeg kan ikke se mig selv i morgen. Det er noget, der er kommet i Danmark. Før havde jeg drømme om, hvad jeg gerne ville om fem år.

Jeg har stadig min mor og min moster i Bosnien. Det er dét, for min generation er væk. Hvis jeg mødte nogen på gaden i Bosnien, ville vi ikke have noget tilfælles. Hvad skulle jeg tale med dem om?

Når man er i et land som Danmark, skal man også helst opføre sig som en dansker, men Danmark og Iran er vidt forskellige. For i Danmark har jeg de samme pligter og rettigheder som danskerne. Det havde jeg ikke i Iran.

Jeg vil gerne være en del af Danmark. Min drøm er at få et dansk pas. Jeg kan ikke forstå, at det skal være så svært. Jeg er opvokset her. Jeg har gået i skole her. Min datter er født her. Efter 9. klasse tog jeg en uddannelse.

Jeg kan godt lide rytmen, musikken og bevægelsen i folkedans. Jeg oplever også at lære mere om danske traditioner, når jeg danser folkedans. Jeg har ikke en dragt endnu, men jeg glæder mig til at få en.

Vi taler rigtig mange sprog herhjemme: Pigerne taler dansk med hinanden. Jeg taler engelsk med min kone og dansk med den store af pigerne. Med den lille taler jeg Mon, min burmesiske dialekt, og min kone taler nepalesisk med begge pigerne.

Jeg er forældreløs. Min mor forlod min far og mig, da jeg var halvandet år, og da jeg var ni år, mistede jeg min far. Da min farmor fik at vide, at min far var død, døde hun selv, samme dag.

Nogle dage får jeg kun skrevet én sætning. Jeg har skrevet på den i fire år nu, og jeg har skrevet 49 sider. At gå tilbage til tiden på asylcentret, er som at bevæge sig ind i et mørkt rum, som jeg ikke kan opholde mig ret længe i.

Mit arbejde betyder alt for mig, og jeg er dybt, dybt taknemmelig over for min arbejdsgiver. Han gav mig et job, selvom jeg er asylansøger.