Fag og forløb til grundskolen
Forløbene beskrevet på denne side henvender sig til grundskolens mellemtrin og udskoling: folkeskoler, friskoler, privatskoler og efterskoler.
Takket være et tilskud fra Nordea-fonden kan vi nu tilbyde gratis workshops, samt møde med én af de portrætterede deltagere fra udstillingen til grundskoler i de samarbejdskommuner/værtsbyer, hvor 100% Fremmed? vises i 2018 og 2019.
Workshop eller rundvisning – en unik oplevelse for hele klassen
Vores workshop har fokus på den gode, lærerige og refleksive oplevelse i og med udstillingen, i et fagligt afsæt indenfor samfundsfag, dansk og billedkunst.
Vores workshops spænder bredt i både tekstkreerende, analyserende, visuelle og refleksive øvelser, hvor eleverne får mulighed for at udvikle sig fagligt samt reflektere over spørgsmål som ”danskhed og fremmedhed”, identitet, livsfortællinger, stereotyper, kultur, nationalitet, etnicitet, ligheder og forskelle, flygtninge, integration, m.m.
Der er således mulighed for skræddersyede faglige forløb, hvor workshops tilpasses din klasses niveau og ønsker, hvilket giver mulighed for en helt unik oplevelse og faglig kombination til undervisningen i klasselokalet.
Vi oplever gang på gang, hvordan eleverne bliver utrolig betagede og nysgerrige omkring de emner udstillingen omhandler og særligt er dét at møde en af de portrætterede deltagere fra udstillingen, en stor oplevelse for eleverne. Når eleverne kan stille spørgsmål, og gå i dialog med et af menneske bag tallene, opstår et enestående møde, hvor nysgerrighed, eventuelle fordomme og undren kan blive iitalesat og nye aspekter og refleksioner opstår.
Vores største fokus i vores workshops, er at give eleverne en god oplevelse med hjem, og vi kan derfor ikke garantere at kompetenceområder bliver dækket ved deltagelse i workshops, men alle øvelser er målrettet de færdigheds- og vidensmål, som indgår i kompetenceområderne, og vil derfor som oftest blive dækket. Vi henviser til undervisningsmaterialet, hvor kompetenceområderne kan blive dækket og står beskrevet.
Undervisningsmateriale – til brug hjemme på skolen
Vores tilbud om undervisningsforløb ifb. Med udstillingen, samt det nærværende undervisningsmateriale er henvendt til henholdsvis mellemtrinnet og udskolingen, og er udviklet til brug i fagene billedkunst, dansk, historie og samfundsfag. Historiefaget udbydes dog kun som en del af undervisningsmaterialet og ikke som workshopforløb.
Undervisningsmaterialet består af en række øvelser, som alle kan laves både før og efter, I har set udstillingen og uafhængigt af hinanden. Vores erfaring er, at besøget i udstillingen fungerer som et godt oplæg til at arbejde med udstillingens temaer fremadrettet i undervisningen, med brug af undervisningsmaterialet. Vi anbefaler dog at du kort introducerer udstillingen og dens temaer til eleverne, inden I kommer og besøger udstillingen, så de er forberedte på, hvad de skal deltage i.






