.

Jeg kan ind imellem godt blive det, jeg kalder “menneskebims”. Som barn blev jeg mobbet meget i skolen. Det var i Aarhus, og jeg var den eneste udlænding i klassen i mange år.

Jeg kan godt lide at se livet igennem en linse. At tage billeder. Lige nu tager jeg mange billeder af naturen. Den natur, der er lige uden for mit vindue. Jeg er lige flyttet til en lille landsby lidt syd for Aalborg og bor foran en sø. Der er et svanepar på søen, og en af deres unger har hvide vinger, men en brunspættet krop. Den er imellem to faser i livet og smuk på sin egen måde. Jeg kan godt lide søen, fordi jeg kan gå hele vejen rundt om den. Det giver mig ro at iagttage naturen.

Jeg kan ind imellem godt blive det, jeg kalder “menneskebims”. Som barn blev jeg mobbet meget i skolen. Det var i Aarhus, og jeg var den eneste udlænding i klassen i mange år.

Mobningen sidder stadig i mig, selv om jeg er flyttet og blevet voksen. Det gør, at jeg kan have svært ved at finde ud af mennesker og har brug for at mærke roen i mig selv. Det har jeg ikke været god til tidligere, men med alderen er jeg blevet bedre til at finde fokus. Som i et fotografi handler det om at sortere alt det fra, der ikke har relevans.

Jeg har boet 12 år inde i Aalborg, men det er først nu, jeg har erkendt, at jeg har brug for roen fra naturen. Måske jeg ligesom svaneungen befinder mig mellem to faser i livet? Fra en fremmed for mig selv til en fremmed i samfundet. Danmark er under forandring, men i naturen finder jeg roen og uforanderligheden.

Samira Taba / 36 år / kvinde / i et forhold / sociologisk konsulent og kulturformidler / Aalborg / fra Iran / kom til Danmark i 1985 / opholdstilladelse i 1986