Jeg kan være for bosnisk for danskere, og for dansk for bosniere – og det er jeg virkelig træt af. Jeg er hverken det ene eller andet, men både og.

Da 11. september skete, boede jeg i USA, sådan er jeg heldig at være til stede, hvor det sker. Da jeg rejste hjem til Danmark, sagde min ven til mig “Farvel min dejlige bosniske-dansker.” Da gik det op for mig: Det er dét, jeg er.

For en amerikaner er det helt naturligt at være african-american eller chinese-american, og det er ikke modstridende at spise kinesisk mad, og deltage i det amerikanske samfund. Hvorfor har vi det så svært med det i Danmark? Vi spiste frikadeller i gamle dage, men nu spiser vi kebab: Hvorfor er det et problem?

Jeg vil kaldes bosnisk-dansker. Det er den mest præcise beskrivelse, og det har stor betydning. Sprog former virkeligheden. I Jugoslavien elskede vi at grine af hinandens dialekter, ligesom vi her i Danmark kan grine af en sønderjyde eller en nordjyde, men vi holdt af hinanden, og vi var hinandens venner, naboer og familie. Så startede sproget lige så stille med at ændre sig i medierne. Så kom krigen. Og så kom koncentrationslejrene.

Da vi fik børn var min mand og jeg ikke i tvivl om, at de skulle have bosniske navne. Havde jeg haft danske rødder, ville mine børn sikkert hedde Freja, Valdemar og Thor. Jeg elsker de nordiske navne, men da både min mand og jeg er af bosnisk ophav, ville det være for underligt. Jeg ville føle det som om, jeg havde stjålet en andens barn.

Min mellemste datter hedder Esma, og en af hendes veninder har fået en kanin, som hun kalder for Esma. Det er min hemmelige plan. At det ikke skal være unormalt at hedde Esma i Danmark.

Amira Saric / 40 år / kvinde / gift / børn / erhvervs- og udviklingskonsulent ved Sprogcenter Vejle / Vejle / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1993 / asyl i 1997

Det danske sprog er en nøgle, som kan åbne mange forskellige døre. Jeg siger ofte, at jeg først kom til Danmark, da jeg begyndte at lære dansk. Hver gang jeg hører et nyt ord, slår jeg det op i den danske ordbog. Vidste du at fand’me ikke længere er et bandeord? Det kan jeg godt lide at sige: Det er fand’me godt!

Jeg er vild med store maskiner. I Syrien kørte jeg blandt andet lastbil og arbejdede på et værksted ved en togstation i byen Homs, hvor jeg reparerede lokomotiver. Derfor skaffede kommunen mig en praktikplads hos DB Cargo i Taulov, og da jeg var færdig med min praktik, blev jeg ansat der. Jeg elsker mit arbejde, hvor jeg kører de store maskiner, som lodser containere på godstogene.

De tre maskiner, som jeg kører på, hedder Egon, Benny og Kjeld. Jeg har fået Olsen Banden-filmene i gave fra mine kolleger. Jeg kan rigtig godt lide Olsen Banden, og jeg kan især godt lide Egon. For eksempel når han siger til Benny og Kjeld “Nej, vi skal ikke hjem! Vi skal videre!”Jeg har også set Matador, og mange andre gamle danske film, og det har lært mig meget om det danske sprog og de danske traditioner.

Jeg er også glad for dyr, og har tidligere haft både hund, kat og fugle. Nu har jeg 7 fugle: 5 stillidser og 2 kanariefugle. I øjeblikket er jeg ved at varme den ældste han og den ældste hun op til at skulle have unger. Hvis man træner ungerne fra en tidlig alder, kan man få dem til at blive tamme. I Syrien havde jeg en stillids, som fløj efter mig, når jeg gik rundt, og satte sig på min finger, så snart jeg stak den i vejret.

Malek Tokaj / 29 år / mand / enlig / terminalmedarbejder / Vejle / fra Syrien / kom til Danmark i 2015 / asyl samme år

Da vi flyttede til Vejle, boede vi de første 16 år side om side med mine forældre. De boede i Skolegade nummer 2, og vi boede i nummer 4. I Bosnien er der tradition for stor omsorg for familien på tværs af generationer. Så længe jeg lever, vil mine børn altid være mine børn, og mine forældre vil altid være mine forældre.

Mine forældres største frygt var at havne på plejehjem. To gange var jeg med dem på et dansk plejehjem, hvor de besøgte en bosnisk bekendt, hvis kone var død, og som ikke længere havde nogen til at tage sig af ham. Begge gange græd min mor som pisket.

I slutningen af 2017 flyttede mine forældre tilbage til Bosnien til den samme by, som min lillebror bor i. De er gamle nu, og vil gerne begraves i Bosnien, og de ved godt, at det ikke er omkostningsfrit, hvis de dør i Danmark. Var de blevet boende, var de flyttet ind i underetagen herhjemme hos os, hvor der både er et lille køkken og toilet. Når de ikke ønskede det, ville jeg aldrig lade mine forældre flytte på plejehjem – men jeg er også fra en anden generation.

Selv er jeg ikke bange for at bo på et plejehjem. Jeg skal bare have billeder på væggen af min familie, og de børnebørn, jeg forhåbentlig har til den tid.

Min mand og jeg arbejder stadigvæk, og vi har betalt vores skat, så vi har fortjent, at vi kan komme på plejehjem, hvis der bliver behov for det. Hvis vores børn besøger os, er det fint. Men det eneste jeg forventer er, at de tænker på os, og sender os masser af kærlighed – og det må gerne være online.

Azra Hasanbegovic / 60 år / kvinde / gift / børn / har sit eget konsulentfirma og sidder i byrådet / Vejle / fra Bosnien / kom til Danmark i 1992 / fik asyl i 1995

Jeg savner ingenting fra Afghanistan. Nogle gange når jeg sover, vender jeg tilbage dertil i mine drømme, og hver gang jeg vågner, glæder jeg mig over, at det kun var en drøm.

Jeg kan godt lide at dyrke motion. Min mand og jeg plejer at tage i fitnesscentret fem aftener om ugen, men lige nu er jeg ved at tage kørekort, og køretimerne ligger om aftenen, så jeg kommer ikke lige så ofte afsted. Når jeg er i fitnesscentret, bruger jeg alle de forskellige maskiner, både løbebånd og vægte. Dengang jeg boede i Afghanistan, var der ikke mange muligheder for kvinder for at dyrke motion.

Det er helt umuligt at sammenligne Danmark og Afghanistan. Især mine børn havde mange drømme om, hvad de skulle blive til i fremtiden, men i Afghanistan kunne de aldrig få deres drømme opfyldt, men det har de fået chancen for her i Danmark.

Selv drømmer jeg om at kunne nyde mit liv, og bidrage til det danske samfund – og så vil jeg meget gerne se, at mine børns drømme går i opfyldelse. Når mine børn er glade, bliver jeg selv glad.

Mine døtre er begyndt at give mig opskrifter på danske madretter, fordi de synes, jeg bruger alt for lang tid i køkkenet. Mange afghanske retter tager lang tid at lave, så går det hurtigere med de danske retter. Når vi får gæster, holder jeg dog stadig fast i, at servere afghansk mad, og gøre lidt ekstra ud af det.

De første gange jeg fik rugbrød, brød jeg mig slet ikke om det. Men fordi jeg har problemer med maven, må jeg ikke spise hvidt brød, så nu spiser jeg næsten kun rugbrød. Man kan sige at jeg har vænnet mig til det.

Sediqa Sediqi / 55 år / kvinde / gift / børn / går på sprogskole, og er i praktik i en børnehave / Vejle / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2011 / asyl i 2017