Da jeg flygtede fra Afghanistan, blev jeg skilt fra min mor og mine fire søskende, på grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Der var kaos, og vi kom i hver sin bil. Siden har jeg ikke set dem. Jeg kom som 15-årig alene til Danmark og kom i skole og siden på efterskole. Det var svært de første år, men nu har jeg været her i 10 år. Jeg føler mig ikke som en fremmed. Det har jeg aldrig gjort, det er slet ikke noget, jeg har tænkt over. Jeg har taget min treårige gartneruddannelse, og jeg har mit arbejde. Jeg er blevet gift, og vi bor godt i Silkeborg.

Men hvem er jeg? Hvad er min kultur? Jeg har taget nogle beslutninger. Jeg kom til Danmark som muslim, men jeg har konverteret til kristendommen, efter at jeg blev aktiv i partiet Kristendemokraterne.

Hvorfor? Fordi jeg her mødte nogle af de holdninger til næstekærlighed, jeg deler. Det passer meget godt med den opdragelse, jeg har fået. Min far var politiofficer i Kabul, men blev dræbt af en selvmordsbombe, på grund af sine holdninger og kamp mod korruption. Han var en god mand, og jeg er blevet opdraget til at hjælpe andre og vise næstekærlighed. Det er det, jeg står for: tryghed og kærlighed. Hvis du afviser, bliver du selv afvist. Hvis du viser respekt, får du selv respekt.

Det er dét, jeg har taget med fra min kultur og gerne vil give videre i mit politiske arbejde, og i de foredrag om mit liv jeg holder. Jeg har fået så meget hjælp, siden jeg kom til Danmark. Nu kan jeg stå på egne ben og vil gerne give tilbage. Og så håber jeg, at det en dag lykkes Røde Kors at finde min mor og mine søskende, så vi kan gense hinanden.

Malthe Broe / 24 år / mand / gift / ingen børn / butiksmedhjælper / Silkeborg / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2009 / opholdstilladelse i 2010

I Eritrea var jeg husmor og arbejdede på familiens landbrug. I dag er mit liv i Danmark helt anderledes. Men det er her, jeg gerne vil være, og det er her, jeg ønsker, at mine børn skal vokse op. Jeg vil, at de skal vokse op i et land med fred og muligheder.

I dag går jeg på sprogskole, for det er vigtigt for mig at lære sproget. Jeg er på barsel, for jeg har født mit fjerde barn. Men når min barsel er overstået, vil jeg gerne tilbage til det, der er blevet min hverdag i Danmark. Jeg vil blive bedre til dansk, og jeg vil arbejde. Jeg har arbejdet med rengøring, og det gør jeg gerne igen. Jeg vil også gerne arbejde i et køkken, og måske kan jeg komme til at arbejde i en vuggestue eller børnehave med rengøring eller madlavning? Eller måske arbejde med ældre? Jeg vil gerne arbejde med mennesker.

Jeg holder af mennesker og vil gerne have nye kontakter. Men jeg har også drømme. Jeg har nogle ønsker for fremtiden. De er enkle, og mon ikke jeg deler dem med de fleste? For mig er mit håb og min drøm for fremtiden, at mine børn kan vokse op i trygge rammer. At de kan klare sig godt i skolen, få en uddannelse og bagefter et arbejde, de har det godt med. Det er det gode liv, jeg ønsker for dem. At de må have det godt.

Det er enkle ønsker, jeg har til min tilværelse, men de betyder meget for mig. At jeg kan arbejde med mennesker, og at mine børn kan få en tryg opvækst i et land med fred. Det er mine drømme for fremtiden i Danmark. En fremtid, jeg tror på.

Hansu Haile /  30 år / kvinde / kæreste / børn / på barsel / Silkeborg / fra Eritrea / kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse samme år

Jeg synes, jeg har været heldig. Jeg er omgivet af gode mennesker, og nu er jeg gået i gang på HF i Silkeborg for at tage en gymnasial uddannelse. Så jeg har været heldig, men hver dag tænker jeg på min familie. Den har jeg helt mistet kontakten til.

Jeg kom til Danmark i 2016 og fik asyl året efter, men jeg føler mig stadig som en fremmed her i landet, for det er en helt anden verden, end den jeg kom fra i Kabul i Afghanistan. En helt anden kultur. Men jeg kan godt lide, at de danskere jeg møder, er som de er. Der er ikke noget skuespil der. Og så er de hjælpsomme. Jeg har nærmest fået en ny familie. Jeg var på efterskole i Silkeborg, og nu bor jeg hos min lærer og hendes familie. Hun er nærmest en mor for mig. Sådan vil jeg også gerne være: åben og hjælpsom. Det er vigtige værdier.

I mit liv er ’udvikling’ et vigtigt ord. Jeg vil nødigt stå stille. Det gør tiden jo heller ikke. Da jeg kom til Danmark, havde jeg aldrig siddet ved en computer. Det måtte jeg lære, for her foregår meget af undervisningen ved en computer.

På asylcentret gik jeg i gang med at lære dansk. Jeg knoklede selv med det. Brugte blandt andet videoer på YouTube. Jeg ville lære sproget, det var vigtigt for mig. Jeg ville udvikle mig. Det er også derfor, jeg vil have en uddannelse. At uddanne sig er at udvikle sig.

Så når jeg er blevet student, fortsætter jeg. Jeg vil videreuddanne mig, der må ikke være stilstand. Og en dag vil jeg genfinde min familie. Jeg mistede min far, da jeg var seks år. Men jeg vil gense min mor og søskende. En dag skal det lykkes.

Ehsan Soltani / 18 år / mand / single / ingen børn / under uddannelse / Silkeborg / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2016 / opholdstilladelse i 2017

Da vi måtte flygte fra Bosnien, var jeg gravid, så begge vores børn er født på sygehuset i Silkeborg. Det var en svær situation, og vi var sårbare. Vi kunne ikke forstå, hvad der skete i vores land. Og hvad med fremtiden? Ville afslag på asyl betyde, at vi ville blive sendt tilbage? Der var krig, og vi havde små børn. Men vi fik asyl og blev danske statsborgere.

Danmark har støttet os fra starten, og det er vi taknemmelige for. Vi er danskere og ikke fremmede. Og vores børn er blevet voksne, og er med deres opvækst i Danmark pæredanske. Men de søger viden om den kultur, der er deres baggrund. Det er dejligt, og de kan både læse og skrive bosnisk. Det ændrer ikke på, at vi er en dansk familie. Det er vores identitet i dag.

Jeg er uddannet ekspedient, men har aldrig arbejdet indenfor dette fag. Jeg kom først til at arbejde som pædagogmedhjælper og senere rengøring og klargøring af biler i autobranchen. Men jeg tænkte: “Jeg vil have en uddannelse i Danmark”. Så uddannede jeg mig som social- og sundhedshjælper. Det udviklede mig fagligt og personligt, nu har jeg arbejdet på Funder Plejecenter i 14 år. De er som en familie for mig på plejecentret. Når jeg kommer tilbage efter ferien, bliver jeg mødt med et “Vi har savnet dig.” Det er en hel særlig varm og dejlig følelse.

De første usikre år ligger langt tilbage. Nu har vi det gode liv her i Danmark. Jeg har både danske og bosniske veninder. Det gør livet rigt. Og i min fritid maler jeg, som jeg gjorde dengang i Bosnien. Det giver mig en særlig ro. Så er jeg helt mig selv.

Dzana Islamagic /  52 år / kvinde / gift / børn / social- og sundhedsassistent / Silkeborg / fra Bosnien / kom til Danmark i 1991 / opholdstilladelse i 1995

Vores to børn er født i Danmark, og vores familie er en ganske almindelig dansk familie. Vores datter bor i et rækkehus med sin danske kæreste og venter barn. Så vi får snart vores første barnebarn. Vores liv er som andres: vi arbejder, har hjemmeliv, køber ind, tager på ferie og har projekter med huset. Som alle andre familier.

Jeg er ikke en fremmed, jeg er dansker med dansk pas. Min kone og jeg har boet flere år af vores liv i Danmark end i Bosnien. Så når der på min arbejdsplads diskuteres danske forhold, har jeg al ret til at snakke med, for det her er også mit land. Det interesserer mig, hvad der sker. Jeg følger med, for det er her, jeg bor, og her, jeg har mit liv. Og det er vigtigt for mig at yde mit til samfundsøkonomien. Jeg arbejder, og har gjort det alle årene.

Vi boede de første år på asylcenter med andre bosniske familier, der blev vores venner, og som stadig er det. Vi har også gode danske venner. Man skal være opsøgende og selv gøre en indsats for at blive en del af lokalsamfundet. I stedet for at isolere sig, skal man gå ud og opsøge mennesker.

En dag gik jeg ud og så det lokale oldboyshold træne fodbold. Da de var færdige, gik jeg hen til træneren: “Jeg hedder Damir, og jeg vil gerne spille fodbold.” Det var i 1995, og så begyndte jeg at spille.

De så mig an i et års tid, for mange danskere har en mur, som det tager lidt tid at komme igennem. Så var jeg accepteret, og jeg spillede i omkring 18 år og fik venner. I dag kender jeg rigtig mange her i Funder.

Damir Islamagic / 52 år / mand / gift / børn / klejnsmed / Silkeborg / fra Bosnien / kom til Danmark i 1991 / opholdstilladelse i 1995

Jeg har aldrig følt mig som en fremmed i Danmark. Jo, måske lige da vi var kommet hertil fra Irak, efter først fire år i Jordan. En måned efter skulle jeg begynde i skole i en lille sjællandsk by. Vi var de eneste indvandrere. Der kunne jeg godt se, at jeg var anderledes.

Men ellers nej, jeg føler mig ikke som en fremmed. Danmark er mit hjemland, og har været det i 20 år. Vi er assyrere og dermed kristne i en katolsk retning. Vi er et af de allerførste folkeslag, der valgte kristendommen, så det går rigtig langt tilbage. Hver jul mødes vi hele familien hos min mormor i Norge for at fejre julen efter vores skikke. Så er vi op mod 30 mennesker fra mange lande, og det er fantastisk. I mormors hjem er der masser af billeder af Jesus og Jomfru Maria.

Jeg har en dansk kæreste og er dansk statsborger, og jeg har uddannet mig inden for marketing i Danmark og USA. Mit liv er her i Danmark, men mit hjemlands kultur betyder også meget for mig. Når vi får børn, skal de lære arabisk. De skal være stolte af den gamle kultur, der er en del af deres baggrund.

Samtidig er jeg en mønsterbryder. Jeg bor sammen med min kæreste, selv om vi ikke er gift. Det er ikke normalt i vores kultur. Ingen andre i min familie har taget det skridt. For mig er det naturligt, for sådan er det jo i Danmark. Alligevel tog jeg en god snak med min mor og mormor om det, før vi flyttede sammen. Jeg gjorde det ikke bare, og jeg vil ikke have børn uden for ægteskab. Det ville være for stort et skridt at tage i forhold til min kultur. Vi skal giftes først.

Eva Karyo / 29 år / kvinde / samlevende / ingen børn / personalekonsulent / fra Irak / kom til Danmark i 1999 / opholdstilladelse i 2002