I min kultur hjælper man de gamle, som min kusine i dag hjælper min mor i Mogadishu. Min drøm er at hjælpe ældre mennesker her i landet. Heldigvis har man i Danmark ingen alder. Jeg er 52, mit yngste barn er 10 år og godt på vej. Døren er åbnet. Nu vil jeg gå ud og gå videre i min drøm om at få en uddannelse. Jennum Parken i Randers er min oase. Det er mine børns hjemstavn. Stedet de savner, når de er ude. Her har jeg i de seneste 24 år født og opfostret vores otte børn med et afbræk på tre år i Egypten. Jeg var træt og slidt af de mange fødsler og små børn, og med hjælp fra min mand og bror i Canada tog jeg børnene med til Egypten, hvor min mor og søster fra London hjalp mig med at komme ovenpå.

Ikke kun familien, men også en pædagog, som har passet mine børn, indgød mig mod. Hun åbnede mine øjne for, at jeg selv kunne tage hånd om og styre mit liv. Det har givet mig overskud til at hjælpe andre og være aktiv i lokale projekter såsom Bydelsmødre i vores kvarter. Mange gode mennesker har hjulpet mig. Sygeplejersken, som fik mig indlagt og behandlet, da jeg syg, underernæret og gravid kom til Danmark. Det er jeg dybt taknemmelig for. Barnet, jeg ventede, min første søn, kom sund og rask til verden. I dag studerer han biologi på universitetet i Aarhus. Min ældste datter læser til sygeplejerske, og mit tredje barn studerer økonomi på CBS. De er alle godt på vej og kan bidrage til samfundet. Og jeg er på vej.

Hawa / 52 år / kvinde / gift / børn / går på VUC / Randers / fra Somalia / kom til Danmark i 1993/ opholdstilladelse i 1994

Jeg er lige begyndt i praktik som pædagogmedhjælper. I de tre år, jeg har været i Danmark, har jeg været i flere praktikjobs. I og for sig en god løsning, som med årene dog kan virke meningsløst.

Når du ikke har et rigtigt job, føler du, at du er intet. Jeg har en kandidatgrad i journalistik, har løst opgaver i USA og England, de sidste to år i Syrien med en chefstilling i Miljøministeriet. Jeg taler engelsk, rumænsk, arabisk og er efterhånden blevet habil til dansk.

Min taknemmelighed er stor. At jeg har fået lov at komme til Danmark, og at jeg her har mulighed for at give min datter en tryg og sikker fremtid, betyder alt. Som journalist kunne jeg ikke længere forsvare at blive i Syrien. Det blev livsfarligt for mig. Her i Danmark har man frihed. Det er en gave, jeg påskønner. Friheden er imidlertid ikke uden bund, f.eks. bliver min uddannelse ikke anerkendt, jeg skal have en dansk bachelor, og da jeg fik en diskusprolaps og en længere sygemelding, oplevede jeg at blive mistænkeliggjort og i en periode få frataget min integrationsydelse.

Min drøm er at samle min familie i Danmark. Jeg er alenefar, da den danske stat ikke anerkender mit ægteskab. På trods af at jeg har måttet slippe alt, min kandidatgrad, mit lederjob, min kone, mit land, giver Danmark mig mulighed for at give min datter et godt liv. Og det betyder alt for mig. Randers er rolig. Når jeg går ved Gudenåen med min datter, leger og laver sport, får jeg håb og tro på fremtiden. Måske jeg en dag kan vende hjem til Damaskus med hende og min kone og genoptage det liv, jeg forlod?

Ayman Ahmad / 39 år / mand / ugift / barn / kanditatgrad i journalistik / Randers / fra Syrien / kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse i 2015

Kvinden fra vores kontaktfamilie stod med et lille barn på armen. Vi kunne tydeligt se, at barnet stammede fra Sri Lanka. Familien blev senere nogle af vores bedste venner. Fra Sandholm gik turen til Hellerup og videre til Juelsminde. Vi kendte ikke til Danmark, og da vi skulle vælge et sted at bo, vidste vi, at det skulle være i Randers, hvor de kom fra. I 30 år har jeg arbejdet som modersmålslærer. Det er jeg utroligt stolt af. Denne form for undervisning hjælper de tosprogede børn godt på vej i skole og socialt. Og når jeg ser de bøger, vi sammen har lavet, bliver jeg varm om hjertet.

Som helt ung i Sri Lanka drømte jeg om enten at blive sygeplejerske eller skolelærer. Begge fagområder har jeg fået lov til at beskæftige mig med i Danmark. I dag er jeg udekørende social- og sundhedshjælper. H.C. Andersens mange eventyr har været inspiration for teaterforestillinger, jeg har skabt sammen med børnene på dansk og tamilsk. Fra min allerførste tid i Danmark tog jeg børnene i hænderne på sprogskolen, i kirken eller hvor vi var og dansede, sang, spillede musik og teater med dem. Det var i sådan en sammenhæng, at en kvinde for skoleforvaltningen prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive modersmålslærer. Det er jeg i dag meget taknemmelig for.

I 2003 tog vi vores to børn med tilbage til Sri Lanka, men det var meget trist og sørgeligt. Vores landsby var ikke den samme som dengang. Det var derfor svært for os at give vores børn et præcist indblik i vores egn, og hvor vi var vokset op. På det tidspunkt gik det op for os, at Danmark er vores fremtid.

Sumathy Thiruravichandran / 53 år / kvinde / gift / børn / SOSU-hjælper og modersmålslærer / Randers / fra Sri Lanka / kom til Danmark i 1986 / opholdstilladelse i 1986

Jeg er ikke dansker, og jeg er ikke afghaner. Måske derfor har jeg stor udlængsel og drømmer om at rejse. Jeg vil gøre noget, jeg vil være nogen. Når jeg er sammen med danskere, spørger de: ”Hvor kommer du fra?” Jeg svarer: ”Bjerregrav”. Er jeg sammen med afghanere, kan jeg få kommentarer om min påklædning. ”Hvorfor går du i bukser og ikke kjole?”

”Tortilla Flat” af John Steinbeck, en engelsk roman, fik jeg som den eneste i klassen af min engelsklærer i 3. klasse. Hun havde set, at jeg var god til engelsk. Jeg var stolt og brugte hele weekenden på at stave mig igennem, men fik faktisk først helt fat i historien, da jeg som 18-årig genlæste den. Hun er nok den direkte årsag til, at jeg i dag læser engelsk på universitetet.

God integration kommer ikke af at påpege, hvor forskellige vi er. Vi skal være mere tålmodige, prøve at række ud og forstå hinanden. Man kan ikke være enig med alle, men vi kan gøre en indsats for at sætte os i den andens sted. Vi skal være værter for fremmede, for hinanden. Det vil gøre en stor forskel i indsatsen for at forbinde forskellige mennesker og skabe nye relationer. Tålmodighed er en del af pakken. Min egen far elsker for eksempel at købe gamle ting og sætte dem i stand. Ofte trækker projekterne ud, fordi han er ret perfektionistisk. Og så er det, at jeg tager fat i hammer og værktøj og tålmodigt hjælper ham i mål. Nogle gange skal man give sig god tid og ro til at hjælpe andre.

Min drøm er at komme til Korea. En drøm, jeg deler med min fire år ældre søster, måske fordi den koreanske kultur har mange ligheder med den afghanske, f.eks. respekt for ældre, tiltaleformer og begreber.

Zulaika Popal / 22 år / kvinde / enlig / studerer engelsk med antropologi / Randers / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2001 / opholdstilladelse i 2001

En ghetto i Aalborg blev det første hjem for min 11-årige datter, 7-årige søn og mig. Det var utrygt, og jeg bad dem om at gå på Salling Efterskole, hvor jeg hentede dem, når jeg var færdig på sprogcentret. Det var min egen beslutning at flytte til Løgstør. Også selv om det kostede 840 kr. om måneden i buskort. En god beslutning, for vi var de eneste fremmede i byen, og hurtigt lærte de lokale både mig og mine børn at kende.

Jeg var 44 år, uddannet jurist og havde hele livet været vant til at klare mig selv. Sproget var svært, og også kulturen brugte jeg mange kræfter på at afkode. Blandt andet blev jeg temmelig fornærmet, da min bankrådgiver tilrådede mig at oprette en budgetkonto for at huske terminen hver tredje måned. Hvad troede han om mig? At jeg ikke havde styr på min egen økonomi? En anden gang troppede jeg op i fint tøj og høje hæle, da den lokale VVSmand holdt ’Åbent Hus – alle er velkomne’ – til stor overraskelse og morskab for de andre gæster, der jo rent faktisk kendte manden.

Fru Simonsen fra Løgstør var min første nære ven i Danmark. Hun tog mig med i husmoderforeningen. Jeg forstod ikke et ord, men inden jeg nåede at blinke, var jeg suppleant, og siden blev jeg også bestyrelsesformand. Jeg har vasket trapper, haft egen iskiosk, job i Skat, på postkontor og meget andet. Jeg har arbejdet som tolk, og det gør jeg stadig. Rejser, når jeg kan, og mødes med kolleger fra Iran i Italien, Frankrig, Tyskland og England. Mit liv er godt, men når det svære presser sig igennem sprækkerne, vandrer jeg langs digerne til Fladbro eller sætter mig i Sct. Clemens Kirke med et fantastisk udsyn oven over alt. Det giver ro.

Mali Ahsani / 70 år / kvinde / fraskilt / børn / uddannet jurist / Randers / fra Iran / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1992

Ni km på cykel kørte jeg 18 år gammel fra Ranum ind til Løgstør, hvor jeg mødtes med andre unge. Forinden havde jeg i Birkerød (Sandholmlejren), Kalundborg og Holbæk først lært at sige goddag på dansk og hurtigt derefter farvel. Heldigvis har jeg altid været god til at skabe relationer med nye mennesker. Gæstfrihed og hjælpsomhed er grundlæggende for albanere. Værdier, der stikker dybt i den albanske kultur. De er kernen i Besa, vores code of honour, som vi i min familie er rundet af. Det er vigtigt for mig at bringe videre til mine døtre og efterleve i mit erhverv inden for socialpsykiatrien.

Danmark er det bedste land i verden. Her er man fri og beskyttet. Ud fra min vilje til at kæmpe og bevæge mig fremad har jeg skabt et godt liv. Ringen er ved at være sluttet. Jeg er blevet gift med kvinden, jeg elsker. Sammen har vi tre døtre. Og jeg har fået et job, hvor jeg har mulighed for at gøre en forskel for andre. Det er mit håb, at min indsats kan bidrage til, at det enkelte menneske med ondt i livet får mod på at leve frem for at overleve. 

Duften af harpiks sender mig tilbage til min hjemby, Pejë, der er omkranset af skovklædte bjerge. Det var i disse bjerge, jeg tilbragte somrene med min farfar og farmor. I Fussingø uden for Randers genfinder jeg de ressourcer og noget af den ro, som kun denne type natur kan tilføre.

Luan Haskaj / 45 år / mand / gift / børn /socialpædagog, chok-traume- og psykoterapeut/ Gimming, Randers