Jeg føler mig fremmed i Danmark, mere end 100%. Når regeringen konstant strammer reglerne på udlændingeområdet i stedet for at lave regler, som fremmer integrationen, er det svært at føle sig hjemme.

Mit mellemnavn Mzee betyder ‘vis mand’ på Swahili. Min far havde en drøm om, at jeg skulle blive en stor mand i verden. Da jeg var 16 år, døde han. Jeg kunne lige så godt være havnet på gaden, men var heldig at komme på universitetet. I Danmark sagde min sagsbehandler, at udenlandske uddannelser ikke tæller, og at Danmark ikke mangler veluddannede mennesker, men ufaglært arbejdskraft. Det er en legaliseret form for diskrimination, og det ramte mig hårdt, for min far plejede at sige, at hans eneste formål i livet var min uddannelse. Mit efternavn Murhula betyder ‘fred’, men først da jeg mødte min danske mor Else Marie, fandt jeg en smule fred i Danmark. I perioden 2005 til 2007 fungerede hun som min personlige integrationsminister. Hun betalte det adgangsgivende kursus til RUC og depositummet til mit kollegieværelse. I dag har jeg en kandidatgrad, men det er svært at finde arbejde. Jeg har været medlem af Venstre i mange år, men partiet brugte mig bare til at fremstå mangfoldigt, og jeg blev aldrig opstillet. Det danske Folketing er som det sydafrikanske rugbylandshold før apartheid. Vi nye danskere, som er født syd for Sahara, er ikke en del af Folketinget, og derfor føler vi os heller ikke som en del af samfundet. Nu har jeg meldt mig ind i Alternativet. Så må vi se, hvad der sker

Julien Kalimira Mzee Murhul / 42 år / mand / i et forhold / børn / cand.scient.adm. / selvstændig / København N / fra DR Congo / kom til Danmark som kvoteflygtning i 2002

Da jeg første gang vendte tilbage til Kina, kunne jeg ikke genkende min hjemby Shanghai. Alt havde ændret sig på de år, jeg havde været væk. Det eneste, jeg genkendte, var mit eget spejlbillede. Det var der, jeg fandt ud af, at Odense nok er min rigtige hjemby. Det var i Odense, at jeg voksede op. Så selvom mange danskere stadig tror, at jeg er turist, så føler jeg mig dansk.

Efter min mening er ytringsfriheden ukrænkelig, men det er æstetisk uskønt, når den bruges til at mobbe andre, som danskerne gjorde det under karikaturkrisen med Muhammed-tegningerne. I stedet burde den bruges til at kritisere vores magtsystem og uligheden i samfundet. Grunden til, at jeg i tidernes morgen flygtede fra Kina, var, at jeg nægtede at lade mig undertrykke. Som undergrundsdigter brugte jeg mine digte til at sætte spørgsmålstegn ved de uretfærdigheder og samfundsstrukturer, der forhindrede folket i at udfolde sig frit. Her i Danmark bruger jeg mine teaterstykker til at udtrykke mine tanker og holdninger. Jeg synes faktisk, at kunst er en bedre måde at formidle kritik på end politik, hvor tonen ofte bliver meget grim. Jeg føler f.eks., at det er forkert at bruge vores ytringsfrihed som en slags undskyldning for at træde på andre. DFs politik gør mig ked af det, fordi den undergraver tolerancen og humanismen her i landet. Men de unge indvandreres kriminalitet gør mig også ked af det, fordi den viser samme mangel på tolerance og humanisme. Jeg synes, at DF og de unge kriminelle indvandrere forstærker hinanden. Det er en tragisk udvikling, og jeg frygter slutresultatet.

Jung Feng / 52 / mand /  i et forhold / kunstner / København / fra Kina, kom til Danmark i 1992 /  fik opholdstilladelse samme år

Jeg har det godt i Danmark og føler mig ikke fremmed. Jeg savner mine søskende og den måde, vi plejer at være sammen på. Vi driller hinanden, laver sjov og er tætte. Efterhånden har jeg også fået gode venner i Danmark, som er her for mig, og det glæder mig, at de skal være en del af min søns liv.

Jeg er en bestemt kvinde, der ikke bryder sig om, at andre forsøger at bestemme over mig, og det er i virkeligheden grunden til, at jeg er i Danmark. Jeg boede sammen med min far og mine søskende i Somalia, gik i skole og spillede basket. Men i Somalia kan det give problemer at spille basket som kvinde. Nederdelene, som vi spiller i, dækker ikke anklerne, og det forarger nogle grupper i befolkningen, der opfatter det som haram, syndigt, at kvinder dyrker sport. Min far var bekymret for mig og bad mig stoppe, men jeg var ligeglad. På mit ben har jeg et stort ar. Det fik jeg, fordi jeg blev ved med at spille basket. Jeg blev fanget af Al-Shabaab, der hældte kogende vand ud over mit ben som straf for, hvad de betragtede som min syndige opførsel. På hospitalet mente lægerne først, at benet skulle amputeres, men jeg var heldig. Min far sendte mig ud af landet, for det var for farligt at blive. Jeg tog til Etiopien, hvor min onkel bor, og han hjalp mig videre til Danmark. Her spiller jeg basket i Falkon. Man skal passe på sig selv, men man skal ikke passe så meget på, at man lader andre diktere, hvordan man skal leve sit liv.

Elhan Risaan Abdulahi / 26 år / kvinde / enlig / barn / går på sprogskole / Frederiksberg / fra Somalia / kom til Danmark i 2012 / opholdstilladelse 2013

I min hverdag føler jeg mig ikke fremmed. Mit navn og mit udseende giver folk en naturlig interesse for at finde ud af, hvem jeg er. Det gør mig ikke noget særligt, men jeg føler mig ramt, når politikerne taler i negative vendinger om flygtninge og indvandrere, for så taler de også om mig.

Uretfærdighed gør mig vred. Som barn fik jeg at vide af min lærer til hver eneste forældresamtale, at jeg skulle holde op med at lege politibetjent, men jeg kunne ikke lade være med at blande mig, hvis jeg syntes, at en konflikt blev løst på en dårlig måde. Som voksen er jeg blevet mere diplomatisk, men jeg kan stadig blive indigneret og få lyst til at råbe op, når jeg får øje på sociale skævheder. Det går mig f.eks. på at se, hvor svært nogle familier har det på grund af kontanthjælpsloftet. Jeg tror ikke, at mennesker vælger at sige: Lad mig tage de her penge og blive hjemme i stedet for at stå op og tage på arbejde. Når folk gør det, er det fordi, de ikke har andre muligheder. Jeg tror ikke, at der er mange mennesker, som får mere overskud af at få færre penge. Det virker nok på nogle, men ikke på alle. Hvis det stod til mig, skulle man behandle folk forskelligt og tage stilling til den enkelte sag på baggrund af personens historie. Det ville kræve nogle ressourcer, men det ville være mere retfærdigt.

Kajaledchumy Sabanathan Holmsberg / 32 år / kvinde / i et forhold / psykolog / København NV / fra Sri Lanka / kom til Danmark via familiesammenføring i 1989

”Ti lokale historier, om mennesker som Roskilde har taget godt imod, er nu en vigtig del af udstillingen ”100% Fremmed?”. Disse meget personlige historier handler om at søge og at finde asyl, og samtidig om en by og dens borgere, der viser rummelighed ved at åbne dørene til mennesker i nød. ” – Teaterinstruktør Peter Campbell Bensted og journalist Fadime Turan.

Portrætter
Alle portrætter er skabt i og omkring Roskilde Vikingemuseum  ved Roskilde Fjord. I billedkunsten bruges landskabet traditionelt som visuel kulisse og repræsentant for den danske nationale identitet. 100% FREMMED? lægger sig op ad den tradition ved at portrættere deltagerne i landskabsmotiver karakteristiske for de 20 byer, ofte med kulturhistorisk tyngde og forbindelser mellem det nationale og det globale. På den måde bidrager projektet med en nutidig fortælling om Danmark som supplement til den klassisk nationalromantiske fremstilling.

”Vikingerne repræsenterer mødet med det fremmede – hele Europa, noget af Asien og Nordamerika. Med silke og sølv er ordene ’Allah’ og ’Ali’ vævet ind i stoffet i de dragter, som vikingerne blev begravet i og det har summet af fremmedsprog i byer som Hedeby, Aarhus, Ribe, Roskilde og Randers.”  Samtidig indførte vikingerne kristendommen og grundlagde de skandinaviske lande, vi har i dag.” – Arkæolog Ernst Stidsing.

Projektet er skabt af Metropolis/Københavns Internationale Teater, fotograf og kurator Maja Nydal Eriksen og 100 tidligere flygtninge. 100% FREMMED? er en del af Metropolis, der skaber og præsenterer kunst i, med og for byen og dens borgere. Projektet er blevet til i Roskilde gennem samarbejde med Roskilde Kulturstrøg og World Wide Words.