Jeg føler mig noget fremmed, fordi jeg ikke taler sproget så godt. Jeg flygtede, fordi der ingen frihed var i Eritrea. Som kvinde forventedes jeg at underordne mig en mand og føde børn til ham. Jeg ville gerne have en uddannelse. I mit område kunne jeg kun gå i skole til 7. klasse. For at fortsætte skulle jeg til en større by. Men det er kun muligt hvis man har brødre eller familie i byen, da en kvinde alene er sårbar og risikerer at blive voldtaget på vejen.

Vi flygtede gennem Saharaørkenen i en åben bil. Vi var heldige, at turen kun tog syv dage. Vi var 25 i en almindelig personbil plus tre dunke benzin. Ryger man af bilen, er der ingen, der samler dig op.

Af og til sidder bilen fast. Så skal man ud og skubbe den fri i den stegende hede. Folk, der dør under turen, begraves i sandet, men nogle gange blæser sandet væk, og så kan man se ligene.

Jeg kom på højskole som det første og lærte dansk. Da de andre tog på klassetur til Norge, blev jeg hjemme på grund af fasteperioden. Jeg er ortodoks kristen og spiser hverken gris eller kylling. Kun grøntsager. Min drøm er at blive SOSU-assistent og tage mig af de ældre. Men senere vil jeg gerne uddannes til læge. Jeg arbejder to gange om ugen på et plejehjem og holder meget af de ældre.

Jeg savner min familie, som er spredt rundt omkring i Eritrea, Israel og Tyskland. Men jeg vil gerne blive i Danmark. Her har vi frihed, oplysning og uddannelse. Min mentor Anne er en af de vigtigste personer i mit liv. Hun har hjulpet mig med at lære Danmark at kende og finde rundt i tingene.

Natsenet Teklu / 27 år / kvinde / ugift / elev på VUC / Roskilde / fra Eritrea / kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse i 2015

Jeg føler mig 75% fremmed. Jeg kan ikke vende ryggen til min religion, min kultur og mit sprog. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil integreres. Jeg er fuldstændig fokuseret på at lære dansk. Jeg skal ikke være afhængig af hverken mine børn eller andre. Derfor har vi heller ikke arabiske tv-kanaler. Og vi bestræber os på at få danske venner. Men jeg savner at tale med andre, der taler arabisk, og som kender mit hjemland og min kultur.

Når jeg besøger min familie i Sverige, giver jeg mig selv et frikvarter og bliver fuldblodsaraber igen for en stund. Jeg ser arabiske tv-serier og taler arabisk nonstop. Og jeg skal ikke sidde og undskylde mig selv eller tage afstand fra alt muligt, der ikke har med mig at gøre. Det er så dejligt.

I bussen undrede jeg mig over, at den samme danske kvinde altid smilede til mig. En dag sagde hun: ”Kender du nogen, der kan passe mit barn? Han er handikappet, og kommunen giver mig 12 timer om ugen til hjælp”. Jeg sagde ja med det samme, selvom jeg ikke taler godt dansk. Jeg vil gerne være selvstændig. Jeg får ikke mere end kontanthjælpen for det, men nu slipper jeg for kommunen.

Jeg elskede at være lærer. I Syrien er lærerne højtrespekterede, ikke som her. Men jeg er ikke i stand til at arbejde med børn længere. Krigen har forandret mig. Jeg bliver hurtigere træt, har svært ved at koncentrere mig i længere tid.

Jeg sammenligner mig med mine børn. De taler virkelig godt dansk. Min ældste er færdig med 10. klasse og skal nu på Teknisk Skole og være tømrer. Selvom jeg er 45 år og har dårlige oplevelser med mig, bliver jeg ved. Jeg har stadig store drømme.

Taghrid Ismail / 45 år / kvinde / gift / børn / studerende på VUC/ palæstinensisk flygtning / Roskilde, Ågerup / fra Syrien / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse 2014

Jeg har planer om at blive 100 procent dansk. Jeg vil gerne bidrage og være her med min familie. Og endda være aktiv i Socialdemokratiet. Det parlamentariske system her er en kæmpe inspiration. Men nu er mine tanker negative, fordi det ikke er sikkert, at jeg kan blive. Jeg er en af de 1200 somaliere, som har fået frataget opholdstilladelsen og risikerer at blive sendt tilbage til Somalia, hvor jeg ikke kan få min hjertemedicin, og hvor mit liv er i fare.

Det er fænomenalt at komme fra kaos og krig til Roskilde. Fra et land uden regering til bystyre og lokaldemokrati. Selv hvis myndighederne ikke giver mig min opholdstilladelse tilbage, vil jeg være politiker.

Da krigen begyndte, studerede jeg økonomi, men måtte flygte over grænsen til nabolandet Uganda. Her genoptog jeg mine studier, men blev fanget af Al Shabab, da jeg ville besøge mine forældre og søskende i Somalia. Det lykkedes mig at flygte. Det var i 2013, og jeg var 45 år.

Nu har jeg fået godkendt min bachelor, så jeg er i gang med min master. Jeg er igen begyndt at vågne om natten med mareridt om ting, jeg har oplevet. Personer, der bliver tortureret. Tiden i fængslet forfølger mig igen, ligesom den gjorde i starten af min tid her, hvor min familie og min søn stadig var dernede. Jeg har set dem henrette kvinder og gamle mennesker for at skræmme folk til at følge dem.

Jeg er meget religiøs. Hvis ikke jeg holder fast i det, mister jeg mit liv. Jeg fortryder ikke, at jeg er flygtning. For jeg tror, at alt er skrevet ned på forhånd – før min skabelse. Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen eller om ti år. Folk planlægger, men de kan ikke vide sig sikre. ”Mennesket planlægger, Gud udfører” er min filosofi.

Mohamed Ali Moalim / 50 år / mand / gift / barn / kandidatstuderende / International Public Administration and Policy / Roskilde / fra Somalia / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse i 2014 

Jeg føler mig 100% dansk. Hudfarve, nationalitet og religion er ligegyldigt for mig, så længe man deltager og bidrager. Lande og landegrænser er menneskeskabte. Når folk spørger mig, hvor jeg er fra, siger jeg, at jeg er verdensborger. Jeg har min afghanske kultur med mig og kan tale flere sprog. Det er så fedt, at jeg kan kommunikere og arbejde med folk fra forskellige steder i verden.

Hjemme sagde min far altid: ”Tag det gode fra begge kulturer. I er i Danmark. Her er oceaner af muligheder. I weekenderne gik vi til farsi. Efter skole gik vi både til ekstra dansk, engelsk og matematik. Og vi gik også på ungdomsskole og havde fototeknik, madlavning og lærte at lave bolsjer. I sommerferien var vi på ekskursioner.

I statistikkerne var min skole stemplet som ghettoskole. Men størstedelen i min klasse var etnisk danske. For mig var det den bedste tid i mit liv. Vi havde det rigtig godt socialt, og lærerne var utroligt engagerede. De tog os i teatret, viste os danske seværdigheder og tog os på rejser til både Tyskland og Færøerne. Det var en befrielse for mig endelig at kunne få lov til at være barn og lege igen.

I min fritid er jeg frivillig livredder på et kvindehold med anden etnisk baggrund. Det er bedre at aktivere folk, end at kvinderne bare holder sig inde og får forhøjet kolesterol og diabetes 2. De fortjener det om nogen. Der er en fantastisk stemning.

Mit største ønske er, at folk, der kommer til Danmark, får en ordentlig behandling. At det bliver præciseret for dem, hvad reglerne og mulighederne er. At de får lov til at bidrage. Mange er fulde af ressourcer, der kan gavne os alle.

Arezu Sadat / 30 år / kvinde / single / farmaceut / Roskilde / fra Afghanistan / kom til Danmark i 1996 / opholdstilladelse i 1996

Jeg er et menneske, som lever et sted, jeg holder af. I mine teenageår tænkte jeg meget over, hvorfor lige mig? Hvorfor har jeg ret til at sidde her i en privilegeret position, og hvorfor ikke resten af familien? Men efterhånden som jeg er blevet ældre, spekulerer jeg på, om der ikke også er et tab i det. I Irak har de hinanden og familien. De samfund, der oplever mest modgang, lader også til at være de samfund, der har stærkest sammenhold og overlever bedst. Selvom det er svært, holder de sammen og får det bedste ud af livet på en anden måde end os. Det var de tætte familiære relationer jeg som teenager manglede.

I 2012 var jeg fire måneder i Jordan som frivillig gennem Røde Kors. Under nogle dages pause tog jeg til Bagdad for at besøge min familie. På vej hjem fra Irak i bussen blev jeg vækket af tumult. Folk var i panik, fordi der var en vejsidebombe lige under vores bus. Chaufføren valgte at træde på speederen. Tre sekunder efter sprang den bag os. Efterfølgende hørte jeg i nyhederne, at der heldigvis ingen tilskadekomne var.

Det var i de øjeblikke efter eksplosionen at jeg tænkte; ligegyldigt hvor man stammer fra, hvis ens land ikke kan yde sikkerhed, så er det ikke et land for mig.

Ikke engang militærfolkene, der bare stod og pegede ned på vejsidebomben, kunne beskytte os. Dér opgav jeg min tro på et fædreland. Jeg har ikke noget fædreland. Og jeg føler ikke, at det er et tab. Jeg ser mig selv som et menneske, der lever et sted, jeg holder af, og så er jeg forpligtet til at bidrage til det sted.

Rabib Razik / 30 år / kvinde / ugift / Farmaceut / Roskilde / Hedehusene / fra Irak / kom til Danmark i 1992 / Opholdstilladelse i 1993