København

Alle 100 portrætter fra Storkøbenhavn udgør den turnerende hovedudstilling, og er skabt i Tivoli. Forlystelsesparken er et sted, der om noget sted sætter hverdagen til side og opfordrer til lej med ”det nationale” for en stund. Kultur og formsprog fra hele verden både karikeres og ophæves til den ultimative ramme for menneskeligt samvær og lej.

Formsproget i Tivoli er inspireret af forskellige verdensdele og balancerer i sin karikatur på grænsen til det politisk ukorrekte. Men først og fremmest hyldes ”det fremmede” som noget smukt, ophøjet, forførende – En let spiselig minimodel for at forstå sig selv i verden, hvor historien om ”de fremmede” sættes i scene som en positiv fortælling. En tilgang der desværre er for nedadgående i verden udenfor. 

Jeg er både dansk og afghansk, men ikke fremmed. Vi var nogle af de første udlændinge i Nørre Nebel. Folk var søde, hilste på os i byen, og nogle inviterede os hjem. Hvis man kender hinandens måde at leve på, kan man godt leve side om side, selvom man er forskellige.

Når der er noget, jeg gerne vil opnå, sætter jeg alt ind på at få det til at lykkes. Jeg træner, øver, læser og drømmer om det om natten. Sådan var det med fodboldtricks, da jeg var yngre, og sådan var det, da jeg for et års tid siden søgte ind på Politiskolen. Jeg er stædig og har en stærk retfærdighedssans. Jeg mener godt, at man kan hæve straffen på grov kriminalitet i Danmark og udvise udlændinge, som har begået voldtægt eller mord. Hvis man koster Danmark mere, end man gavner, kan man lige så godt tage hjem. Mine venner synes, jeg er hård på det punkt, men så længe proportionerne er i orden, må systemet gerne være kontant, for det skaber tryghed i resten af samfundet. Da jeg blev optaget på Politiskolen, var det en drengedrøm, der gik i opfyldelse, for det er første skridt mod at blive en af dem, der går efter ”the bad guys”. Hvis jeg en dag bliver efterforskningsleder, forestiller jeg mig, at jeg bliver sådan en John McClane fra Die Hard-type, som hverken sover eller ser familien, når en vigtig sag skal opklares.

Haseeb Amiri / 26 år / mand / i forhold / studerende på Politiskolen / Brøndby fra Afghanistan / kom til Danmark via familiesammenføring i 2000 

Jeg er 100% dansker og vil aldrig tilbage til Bangladesh. Mit liv startede, da jeg kom til Nordvest. I Bangladesh følte jeg mig aldrig rigtigt sikker, så jeg udviklede mig ikke. Her ejer jeg min egen restaurant, Den Sorte Gryde, som jeg købte fem år efter, jeg kom til Danmark. Vi laver hovedsageligt dansk mad, men også indiske retter. Min yndlingsret er gullasch.

Som formand for oppositionspartiet Bangladeshs Nationalistiske Parti i Danmark kæmper jeg på afstand mod et korrupt styre. Vi arbejder på at afskaffe en regering, der ser gennem fingre med folkedrab og krænkelser af menneskerettighederne. Vi har arrangeret mange demonstrationer foran Bangladeshs ambassade i København, men vi kan ikke få ambassadøren i tale. Jeg er i dag ved at arrangere et møde med en socialdemokratisk EU-parlamentariker, Jeppe Kofod, i Bruxelles. Jeg foreslår et fuldstændigt stop af Danmarks bistand til Bangladesh. Pengene bruges ikke i folkets interesse, men på at fodre et bundkorrupt system. Som skatteydende borger vil jeg ikke have, at mine penge går til at støtte en regering, hvis værdier står i direkte modsætning til de danske. En regering, der minder om den, jeg flygtede fra, og som jeg bruger al min fritid på at bekæmpe. Når jeg kan, rejser jeg efter Bangladeshs statsminister og protesterer. Sidste uge var jeg for eksempel i London.

Gazi Monir Ahmed / 48 år / mand / i et forhold / børn / restauratør / København NV fra Bangladesh / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse samme år

Hvis du kan sproget og gør en indsats, kan du føle dig tilpas. Da mine børn var små, kom jeg i en mødregruppe i en kristen kirke, så de og jeg kunne blive bekendt med den del af den danske kultur. Jeg har forsøgt at motivere dem til at gå til sport og til at blive del af så mange fællesskaber og netværk som muligt, så de ikke skulle føle sig fremmede i Danmark.

Mit liv og min skæbne er vævet sammen med det kurdiske folks kamp for et selvstændigt Kurdistan. Mine forældre var partisaner, og selvom det fyldte min barndom med frygt og savn, når de var borte, gav deres kamp mening til mit liv. Min far skrev sange og beskrev de menneskelige omkostninger ved at være partisan, samtidig med at han satte ord på vigtigheden af at blive ved med at kæmpe. Jeg var stolt over at være datter af et menneske, der utrætteligt satte sig selv og sit eget liv til side i kampen for fremtiden. Det gjorde mig stærk, og jeg troede, at jeg kunne modstå alt, men da jeg for nogle år siden mistede ham, mistede jeg mit liv. Jeg følte mig som et barn, der er blevet forladt. Jeg havde levet gennem min far, de ting han gjorde og den kamp, han kæmpede, og pludselig virkede min tilværelse meningsløs og banal. Det har taget mig lang tid at finde tilbage til livet. Jeg kan ikke være min far, for han var så stærk, men jeg kan være en lille del af ham. Med mit studie forsøger jeg at skabe ny mening i livet. Måske kan jeg fortsætte hans kamp på min egen måde ved at tage tilbage til Kurdistan og undervise i pædagogik.

Banaz Heme Jezza / 44 år / kvinde / i et forhold / børn / pædagogstuderende / Herlev / fra Irak / kurdisk baggrund / kom til Danmark i 1990 / opholdstilladelse i 1991

Jeg føler mig ikke fremmed. Jeg kendte til Danmark, inden jeg kom hertil. Jeg vidste, at her er mange vindmøller og tænkte derfor, at jobmulighederne nok var rimelige. Jeg vidste, at det danske samfund er et velfærdssamfund, og så kendte jeg og kunne lide historien om vikingerne. Pludselig var de over det hele. Stærke mennesker med stor energi, som fik ting til at ske!

Jeg er 100% hurtig til alting. Jeg har mange tanker og mange bekymringer. Mine hænder ryster. Jeg handler mere, end jeg taler. I marts 2014 var jeg i Grækenland og skulle krydse grænsen til Makedonien, men det var svært. I halvanden måned sov jeg i skoven med intet andet end det tøj, jeg havde på. De sidste to dage regnede det nærmest uafbrudt. Min fætter holdt bryllup i Syrien, og tanken om, at jeg hverken var der eller på vej noget sted hen, gjorde mig vred og frustreret, så jeg blev ved med at prøve. I løbet af to dage havde jeg 38 mislykkede forsøg på at krydse grænsen, som alle endte med, at jeg blev sendt tilbage. Det var dumt og irrationelt at blive ved, men jeg kunne ikke lade være, og i 39. forsøg lykkedes det. Senere lykkedes det mig at komme til Danmark, men jeg har stadig en rastløshed i mig. Jeg tager afsted tidligt om morgenen og kommer sent hjem. Jeg drømmer om at komme ind på ingeniøruddannelsen i mekatronik på Syddansk Universitet i Sønderborg, så jeg kan komme til at arbejde med mit fag. Det betyder ikke noget, om jeg får merit. Jeg vil bare i gang.

Eyad Dahbour / 23 år / mand / enlig / uddannet mekatroniktekniker / værkstedsassistent / Frederiksberg fra Syrien / palæstinensisk baggrund / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse samme år

Føler jeg mig fremmed? Ja og nej. Jeg har oplevet racisme nogle få gange, men overordnet set føler jeg mig ikke fremmed, for jeg bor i et demokratisk land, som er præget af de værdier, jeg altid har kæmpet for. I Sudan blev jeg fængslet som 17-årig på grund af mit engagement på venstrefløjen, og under fængslingen mistede jeg synet som følge af tortur.

Jeg søger tilflugt i bøger. Litteratur giver mig identitet, plads til at tænke frit og nye forståelser af mig selv og verden. Jeg er vokset op med en far, der læste alt, hvad han kunne få fat på, og som lærte mig, at hvis man kun læser det, man har lov til at læse, bliver man dum. Da jeg var ni år gammel, satte det hemmelige politi ild til vores bogreol, men min far fortsatte med at skaffe bøger. For min far var det at læse f.eks. sovjetisk litteratur en trodshandling mod regimet. I Danmark forbinder jeg bøger med frihed. Jeg er fri til at læse, hvad jeg vil, og dermed fri til at udvide min horisont i alle mulige retninger. Når jeg f.eks. læser Hans Kirks beskrivelser af det indremissionske miljø i Fiskerne, bliver jeg på én gang klogere på en specifik del af Danmark, som det så ud engang, samtidig med at jeg får indblik i nogle mere almene mekanismer, der gør sig gældende i religiøse fællesskaber overalt i verden. Den frihed til at tilegne sig viden burde alle mennesker have. Samtidig giver lydbogsformatet mig en form for frihed, som jeg ellers kan savne som blind, nemlig frihed til at klare mig selv og være uafhængig af andres hjælp.

Magd Ibrahim / 33 år / mand / enlig / massør og underviser på massøruddannelsen for blinde / Frederiksberg
fra Sudan / kom til Danmark som kvoteflygtning i 2001

Før jeg blev gift, boede jeg sammen med min familie på Lolland, og der følte jeg mig faktisk hjemme. Nu bor jeg i København med min mand, og selvom jeg føler mig hjemme hos ham, så kan jeg godt være lidt ensom.

Min far er skrædder, og i Syrien er det et hårdt arbejde med lav status. Så han har altid insisteret på, at hans børn skulle have en god uddannelse. Min drøm er at blive læge. Derfor valgte jeg i en tidlig alder, at jeg ikke ville giftes, før jeg var færdig med min uddannelse. Som kurder i Syrien forventes det, at jeg er gravid et år efter, at ægteskabet er indgået, og derefter er min rolle at passe børnene. Men tingene ændrede sig, da jeg kom til Danmark. Her kan man stadig studere, selvom man er gift og har familie. Så da jeg mødte min mand som 18-årig, valgte jeg at gifte mig med ham. Før vi blev gift, lovede min mand, at han ville støtte mig i mit ønske om at få en god uddannelse. Vi valgte at vente med at få børn, indtil jeg var halvvejs igennem min uddannelse. Men nu er jeg gravid. Jeg er glad, for jeg vil rigtig gerne have en familie, men jeg er også lidt nervøs for, hvilken betydning det kommer til at have for mine studier. Jeg er en stærk kvinde, og jeg tror, at min vilje vil tage mig langt. Det hjælper også, at hele min familie støtter mig. Selvom jeg elsker min familie, har jeg altid godt kunnet lide at være alene. Jeg elsker at læse, især romaner med stærke kvinder. Deres historier inspirerer og motiverer mig til at gøre det bedre.     

Souline Ahmed / 19 år / kvinde / i et forhold / går på sprogskole / Gentofte / fra Syrien / kurdisk baggrund / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse samme år

Jeg føler mig sikker. Mens man flygter, tænker man ikke på andet end at komme i sikkerhed. Man når slet ikke at tænke på, hvad man har efterladt. Det er først, når man endelig er i sikkerhed, at det går op for en. Det ramte mig cirka to måneder efter, at jeg var kommet til Danmark. Den første nat i min nye lejlighed følte jeg, at jeg endelig var nået i mål, men så ramte følelserne mig. Jeg følte mig som en plante, der var skåret af ved rødderne. Og nu kæmper jeg for at lade dem gro ud igen.

I Syrien arbejdede jeg for en hjælpeorganisation som fotograf. Jeg tog billeder af deres arbejde, men også af krigens ofre. Det hjalp mig til at se krigen fra forskellige perspektiver. Jeg er meget kunstnerisk og elsker at tegne, male og skrive. Jeg skriver poesi og er begyndt at skrive en historie om, hvorfor man flygter, og hvordan man har det efter, at man er flygtet. Jeg tror, at det hjælper mig med at bearbejde alt det, jeg har oplevet undervejs. Min stedfar synes, at jeg svigter mit land, fordi jeg ikke blev i Syrien og kæmpede. Men efter min mening har Syrien ikke brug for flere, der skyder. De har brug for uddannede folk, som kan hjælpe med at bygge landet op igen. Da jeg først kom hertil, virkede alt så håbløst. Alt var nyt og kompliceret. Men nu føler jeg igen håb. Jeg ser mange muligheder her. Jeg kunne godt tænke mig at læse fysik, ligesom jeg gjorde i Syrien. For mig er fysik ikke kun logik. Det er mere en følelse. Man skal fornemme det. Men jeg ved jo ikke, hvad fremtiden byder, så jeg tager tingene, som de kommer.

Yasser Saied Omar / 25 år / mand / i et forhold / går på sprogskole / Glostrup fra Syrien / palæstinensisk baggrund / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse samme år

Jeg føler mig ikke 100% fremmed, for jeg forstår sproget. På den anden side har jeg ingen danske venner. Så på en måde er det 50/50. Det bekymrer mig til gengæld, at mine børn på otte og ti spørger mig, om de er danskere, for de er jo vokset op her og kender ikke til andet.

Det første kulturchok, jeg fik her i Danmark, var, at man ikke måtte slå børn. I Etiopien er det meget normalt, og derfor kom det bag på mig. Jeg er uddannet revisor, men den danske børneopdragelse interesserede mig så meget, at jeg valgte at læse til pædagog. Det bedste ved Danmark er, at jeg ikke skal bekymre mig for mine børns fremtid. Hvis de bliver syge, kan de få behandling på hospitalet, og de kan også få sig en uddannelse her. Men jeg mangler et solidarisk fællesskab i det danske samfund eller i det mindste hos familiemedlemmer. Da min mand blev syg, stod jeg helt alene med det. Jeg kender mange gennem mit studie og mit arbejde, men da min mand blev syg, var det kun hans familie, der støttede mig. Her hjælper folk kun deres nærmeste og kun, når de har overskud. I Etiopien smider man alt, hvad man har i hænderne, for at hjælpe, uanset om man er bekendt eller arbejdskollega. Folks værdier er anderledes her. Måske er det fordi, vi bor i et rigt land, hvor man ikke længere har brug for hinanden. Der er så stor afstand mellem mennesker. Jeg arbejdede f.eks. et sted i fem måneder, men de sagde aldrig andet end hej til mig. Jeg synes, at mennesket har mistet sin værdi her i Danmark.  

Emiyou Asmamaw / 45 år / kvinde / i et forhold / børn / pædagogstuderende / Fredensborg fra Etiopien / kom til Danmark i 2003 / opholdstilladelse samme år

Jeg føler mig ikke fremmed og bliver ret provokeret over udstillingens titel. Generelt føler jeg mig heller ikke ramt af den politiske diskurs om muslimer, men da Anders Samuelsen i forbindelse med OL lagde et billede på facebook af to beachvolleyspillere – én med tørklæde og langt tøj, én i bikini – og skrev, at billedet var et symbol på tvang kontra frihed, blev jeg vred, for jeg så mig selv på det billede.

Jeg mistede min faster for nylig. Den dag, hun døde, stod jeg op og gik ud. Jeg kunne ikke klare at stå ansigt til ansigt med min mors sorg, for jeg ved, at den er forbundet med en større sorg over, at hun og min far ikke er, hvor de skulle være. Der er fattigt og usikkert i Afghanistan, men man er hos familien. Jeg spekulerer af og til på, hvad mine forældre skal med deres velstand og sikkerhed, når de ikke kan være sammen med de mennesker, som de elsker, og ikke kan tage afsked med dem, når de skal dø. En af grundene til, at min far flygtede, var kvindens rolle i det afghanske samfund. Det fortalte han mig, da jeg var lille. Mine brødre skulle nok klare sig, men mit liv ville afhænge af, at jeg blev gift med en mand, som kunne forsørge mig. Min fars flugt var en kærlighedserklæring. Derfor føler jeg, at det er min pligt at uddanne mig og skabe et fundament for mig selv, for i Danmark har jeg muligheden. Jeg vågner ikke hver morgen og tænker, at nu skal jeg tilbringe endnu en dag på læsesalen, fordi mine forældre har gjort det her for mig, men bevidstheden om det sidder i mig og har indflydelse på de valg, jeg træffer.

Sahar Asif / 24 år / kvinde / enlig / cand.scient.pol. / Skovlunde / fra Afghanistan / kom til Danmark via familiesammenføring i 1999