Jeg føler mig mindre fremmed end før, men stadig meget fremmed. Men ikke på en ubehagelig måde. Hvis du spørger afghanere, vil de sige, jeg er meget dansk. Men blandt danskere, føler jeg mig ikke så dansk. Jeg har en international identitet. Dansk vil altid være et fremmedsprog for mig, og jeg vil være en fremmed – og det er jeg ikke særlig glad for.

Om vinteren er der ikke tid til noget som helst i Danmark. Dagene er så korte, og det er koldt. Jeg bryder mig ikke om den danske vinter. Det er mørkt, når jeg afleverer børnene, og det er mørkt, når jeg henter dem igen. Det bliver også koldt i Afghanistan, men vinteren er længere her. Jeg tænkte meget over det i starten i Danmark: Hvorfor er danskerne så meget hjemme? Men nu kan jeg godt forstå det. Jeg er faktisk bange for, at jeg får en depression, når jeg bliver ældre. Det er virkelig deprimerende. Men så snart der er sol, får man energi og lyst til at lave noget. Når det er lyst og dejligt vejr, er det nemmere. Så kommer danskerne ud.

Jeg har altid tænkt over, når folk tager i sommerhus. Hvad laver de der? Hvorfor betale penge for at blive hjemme? Men sidste år sagde jeg til min mand: Jeg vil i sommerhus i stedet for at tage til udlandet.

Vi lejede et i en hel uge. Det var tæt på vandet, og vi kunne se solopgang og solnedgang, og det var så dejligt. Jeg havde boet her i 18 år og altid tænkt, at det var så kedeligt, men det var en god oplevelse. Man er tættere på sin familie. Nogle gange skal man opleve det for at forstå det.

Jeg er tamiler uanset hvad. Samtidig føler jeg mig meget dansk. Jeg bor i Danmark, og jeg respekterer de danske love og regler.

Jeg er meget hjælpsom. Hvis jeg ser hjemløse, hjælper jeg dem, eller køber hjemløsebladet af dem, og jeg støtter indsamlinger i fjernsynet. For hver gang jeg har givet, har jeg altid modtaget mere. Personligt får jeg overskud af at give. Det er ikke sådan, at jeg får en høj løn. Jeg har en uddannelse, så jeg kunne tage et job i finansverdenen og tjene mere. Men at være socialpædagog, og arbejde med autister, giver mig noget andet.

Hvis jeg har været på ferie og kommer tilbage på job, så får jeg store krammere. ”Åh, jeg har savnet dig”, siger de. Det er ikke en glæde, man får, ved at sidde foran en computer i otte timer.

Det kan også være en generel følelse af at have gjort det godt på mit arbejde. Det er et betydningsfuldt arbejde. Hvis en beboer ikke har det godt, kan jeg gå ind og ændre på deres dag, så de får det godt. Det kan gøre mig glad.

Jeg følte et kæmpe pres fra mine forældre, som ville have, at jeg skulle være læge. Så bliver man lidt rebelsk. Jeg flyttede hjemmefra fuldstændig forvirret, indtil jeg begyndte at arbejde med mennesker og følte den glæde, der er ved det, og en veninde sagde til mig: ”Jey. Du skal arbejde med mennesker”.

Alle – forældre, onkler og tanter var skuffede. Dét vil jeg bryde med min datter. Jeg vil være stolt af hende og hjælpe hende med at finde ud af, hvad hun kan lide. Mine forældre er stolte af, at jeg har købt mit eget hus.

Da jeg kom til Danmark, følte jeg mig kun lidt fremmed, selv om jeg ikke kendte sproget, samfundet eller kulturen. Men nu, efter seks år hvor jeg har arbejdet, lært dansk, og været frivillig, føler jeg mig meget, meget fremmed.

Jeg lavede et forsøg, da jeg kom til Danmark. Den første dag, jeg kom til min lejlighed, købte jeg blomster til mine naboer. Jeg fortalte, hvem jeg var, og at jeg håbede, vi ville blive gode naboer. De var venlige og sagde tak – men der skete ikke mere. Folk er meget hjælpsomme, hvis man beder om hjælp, men det bliver aldrig en relation. Men jeg kan se nu, at danskerne også er sådan overfor hinanden.

Jeg drømmer om, at folk kigger på mig som en individuel person og respekterer, at jeg kommer fra en anden kultur, og at vi kan lære af hinanden. Der skal ikke komme nogen og fortælle, at han er bedre end mig, fordi han er dansker, og jeg er syrer.

Man kan have bedre kompetencer – være bedre til sit arbejde, mere aktiv i samfundet. Man kan sammenligne på aktivitet, men ikke på farve eller nationalitet. Det, jeg savner mest i mit liv, er, at jeg ikke hele tiden skal bevise, at jeg er et godt menneske.

Jeg er frivillig i Røde Kors og i en it-café på biblioteket, fordi jeg synes, jeg skylder at give noget tilbage til samfundet på grund af de gode ting, samfundet har gjort for mig. I Syrien har vi lært, at man skal hjælpe andre, hvis man kan. I Danmark er det mere organiseret. Her går alt gennem foreninger. Jeg foretrækker den danske model. Hvis jeg foretrak den syriske, skulle jeg ændre hele livsstilen her.

Til daglig føler jeg mig ikke fremmed længere. Men når man hører politikerne, bliver man sat i en kasse igen. Efter 26 år i Danmark. Det gør ondt. Jeg savner virkelig, at nogen med vores baggrund går ind i politik og synliggør den gode integration. Jeg er ret glad for livet og sætter pris på det, jeg har. Jeg kom til Danmark med 50 D-mark på lommen og en sportstaske. Nu har jeg et godt job, et kæmpe netværk, eget hus og lejlighed i Aarhus.

Jeg er fodboldtræner i Herning Fremad, og deltager i klubbens integrationsarbejde for at nedbryde de barrierer, der måtte være. Jeg fortæller børn og forældre om klubben og om regler på og udenfor banen. I Bosnien fik spillerne på de hold, der svarer til foreningshold i Danmark, gratis træning, tøj og støvler stillet til rådighed og lommepenge, så de ikke behøvede et fritidsjob.

Det kan være svært at forstå, at i Danmark koster det penge at gå til fodbold. Man skal skiftes til at vaske tøj, selv købe støvler og man må ikke råbe ad dommerne og knægtene på sidelinjen. Nogle forældre kan ikke betale kontingent. De kan få støtte. Der er også forældre, der kan betale, men som ikke sætter pris på, hvor vigtigt det er for børnene. Også sprogligt.

Vi har forståelse for, at man ikke er så god til dansk. Men man skal ikke sidde i omklædningsrummet og tale sit eget sprog. Der kan opstå mange misforståelser. Hvad taler de om? Hvad griner de af? Vi siger: vil I godt tale dansk eller fortælle, hvad I snakker om?

Det er mega vigtigt for fællesskabet, men også for dem selv at de tør bruge det danske sprog. Jeg beundrer dansk foreningsliv. Dét er måden at være sammen på.

Jeg føler mig ikke fremmed efter så mange år i Danmark. Jeg har venner, bekendte og arbejdskolleger, som er en del af det at føle sig hjemme, og jeg tænker på dansk. Men saltlakrids og leverpostej – det har jeg ikke vænnet mig til endnu.

Jeg kan godt lide at fortælle de positive historier om kvinder, som jeg møder i mit arbejde med ”Bydelsmødre”. Det er kvinder, der knokler hver dag, og som gerne vil bidrage til fællesskabet, som støtter og hjælper andre kvinder. Lige nu kender jeg én, der mangler job. Det gør jeg opmærksom på i mit netværk. Vi ved jo, det er svært. Man tager en uddannelse i Danmark, og alligevel får man ikke job. Det er spild af ressourcer og kompetencer.

Jeg ved godt, det ikke er nemt at komme til et nyt land og starte forfra. Det vil jeg gerne skrive en bog om engang. For jeg kan se, det er det samme i dag, som da jeg kom hertil.

Sidste år holdt jeg oplæg i Bosnien om kvinder i lederstillinger. Jeg talte om, hvordan kvinder kan få et bedre liv. Det giver mening at arbejde på tværs af landegrænser. Og samfundet har brug for de positive historier. Problemstillinger kan ikke løses, hvis du hele tiden har fokus på de negative ting. Jeg er ikke havemenneske, men så købte jeg nogle tomatplanter. Duften sendte mig tilbage til Bosnien. Jeg blev lidt nostalgisk, men også glad for det liv jeg har fået. Man kan have penge og et kæmpe hus – men duften af tomatplanten gjorde mig glad.

Hvis der ikke sker positive ting, så finder man de negative ting frem. Så dufter tomatplanten ikke mere. Den lugter.