Jeg synes, at vi fylder voldsomt meget i medierne. Det er hele tiden udlændinge, flygtninge, fremmede. Er der virkelig ikke større udfordringer i Danmark? Jeg arbejder i Vestjylland, og mange af mine kollegaer har ofte stemt blåt. Ved sidste valg sagde flere af dem, at de ville stemme anderledes, fordi de har lært mig at kende. Det gør mig glad. De oplever, at jeg vil dem og Danmark. Jeg arbejder nogle gange fra klokken 8.00 til 23.00, og det er mig, der har nøglen til feriecentrets pengeskab.

Min fremtid var i Syrien. Jeg havde kone, familie, job, hus, men systemet skulle hele tiden have flere og flere af vores penge. Vi ville ikke finde os i det og demonstrerede mod al-Assad-regimet. Kort efter blev jeg af retten erklæret som en person, der skulle slås ihjel, fordi jeg havde demonstreret.

Efter tre år på flugt endte jeg i Sandholmlejren, og senere kom jeg til Esbjerg. Efter et halvt år fik jeg lov til familiesammenføring.

Mine to små døtre græd hele vejen fra lufthavnen til Esbjerg, fordi de ikke vidste, hvem den mand var, som hentede dem. Jeg er deres far, men for dem var jeg en fremmed. Det var ubeskriveligt hårdt for mig.

Jeg forsøger at være et godt eksempel for mine piger og arbejder stenhårdt for at skabe et liv for min familie. Jeg er stolt over at være avanceret fra kok til souschef i køkkenet, men min store drøm er at åbne min egen restaurant, hvor jeg laver dansk og arabisk mad. Jeg elsker at tage til Paradissøerne og fiske. Eller sidde for mig selv og nyde et glas single malt whisky. Efter alt hvad jeg har oplevet, holder jeg af fred og ro i min fritid.

Ammar Sio / 38 år/ mand / gift / børn / souschef i køkkenet på Ho Feriecenter / Esbjerg / fra Syrien / kom til Danmark i 2014 / fik opholdstilladelse samme år

Jeg føler mig 50 procent som somalier og 50 procent som dansker. Jeg savner sommetider Somalia, men jeg er lykkelig i Danmark. Jeg føler mig også meget heldig, for jeg har blandt andet fået en ny nyre, og det ville have været svært for mig at leve med min nyresygdom i Afrika. Der er mange ting, jeg godt kan lide i Danmark. For eksempel rugbrød med ost.

Jeg synes, medierne fokuserer for meget på grupper i stedet for enkeltindivider. Tonen er også blevet hårdere, synes jeg. Da jeg kom til Danmark, var der også racister, men hvis man sagde det til folk, så sagde de: ”nej nej, det er jeg ikke”. I dag er der mange, som næsten er stolte over at være racister. Det er meget skræmmende, synes jeg. Det minder mig om det, vi så i Tyskland under 2. Verdenskrig. Dem med magt, regeringen og medierne, de har et stort ansvar for, at tonen er blevet så rå, synes jeg.

Jeg kan godt lide at spille skak, fordi man skal bruge sin hjerne. Der er meget strategi, og man skal hele tiden kunne se flere træk frem. Jeg elsker, når det bliver virkelig svært, for så er det udfordrende for mig.

Jeg kommer også i Somalisk Forening, hvor vi har et godt kammeratskab, spiller bordfodbold og cykler sammen. Jeg har ni børn og mange børnebørn. De beriger min kones og mit liv, og jeg er glad for at se, at det går dem godt. I det hele taget prøver jeg på at være glad, det får man det bedste liv ud af, tror jeg. I Somalia er mennesker generelt meget glade og prøver hele tiden at se lyst på tingene. Det gør jeg også. Jeg synes ikke, man skal tage tingene så alvorligt.

Mohamud Hirad Suleiman Hassan / 58 år / mand / gift / børn / førtidspensionist / Esbjerg / fra Somalia / kom til Danmark i 1994 / opholdstilladelse i 1996

Jeg føler mig stadig 100 procent fremmed i Danmark, for sproget er meget svært. Da jeg kom til Danmark, fik vi tildelt et sted at bo i Gislev på Fyn. Det var underligt og ensomt, for der var nærmest ingen mennesker på gaden eller i supermarkederne. Det var som om, vi var de eneste i byen.

Der er mange ting, som er anderledes i Danmark. Jeg kan stadig huske den første gang, jeg oplevede sne. Det var virkelig specielt, for jeg havde aldrig set det i mit hjemland, så selvom jeg var en voksen mand, så skyndte jeg mig ud for at lege i det.

Jeg er en del af Karén-folket, og vi blev lovet selvstændighed af England efter 2. Verdenskrig. Det løfte er ikke blevet holdt, og derfor er der konflikt i mit hjemland. Hvis jeg ikke var flygtet, så tror jeg ikke, jeg ville være i live i dag. I Danmark må man være den, man er. Det kan jeg godt lide. Jeg havde svært ved at finde arbejde på Fyn og besluttede mig for at tage til Esbjerg, hvor jeg kendte andre burmesere. Det er et rart sted at bo, og jeg er også glad for mit arbejde. Men jeg drømmer om at blive selvstændig, så jeg kan tjene lidt flere penge.

Min første kone, som var gravid, da vi flygtede, døde af lungekræft, da vores søn var to år. Jeg har senere mødt en ny kone, som jeg har fået en datter med. Vi er lykkelige. I det hele taget føler jeg mig lykkelig, og jeg synes, danskere er utrolig hjælpsomme. Jeg har blandt andet mødt Rita gennem Børns Voksenvenner Esbjerg, og hun er også voksenven for min søn. Hun har hjulpet min familie og mig utrolig meget, så jeg er meget taknemmelig for hende.

Saw Maung lwin Low / 29 år / mand / gift / børn / lagermedhjælper hos Red Office / Esbjerg / fra Burma / kom til Danmark i 2011 / opholdstilladelse samme år

Jeg er meget glad for mit liv i Danmark. Da jeg lige kom til landet, følte jeg mig hundrede procent fremmed, men i dag er det fifty-fifty. Vi holder fast i nogle traditioner og fejrer for eksempel vietnamesisk nytår. Men jeg elsker også den danske julefrokost.

Efter 10 døgn på havet i den lille båd var vi snart alle 65 ombord døde. Motoren havde kun fungeret i to dage, der var hul i skroget, vi var blevet bordet af pirater og levede af kogt havvand og snegle, som vi fandt i båden. Så skete miraklet. En flyvemaskine fra Amerika så os, og 24 timer senere kom et stort skib og samlede os op. Skibet hed Anna Mærsk, og det var derfor, jeg kom til Danmark.

Jeg blev taget rigtig godt imod i Esbjerg, men var meget ensom, så jeg kom ofte i den katolske kirke. Her følte jeg mig tryg og elskede at synge sammen med de andre. Efter to år fik jeg min kone og tre børn herop via familiesammenføring. Jeg uddannede mig til teknisk designer og arbejdede i 32 år hos Babcock & Wilcox Vølund. Jeg var utrolig glad for mit arbejde og mine kollegaer, og det var en af de største dage i mit liv, da firmaet fejrede mit 25-års jubilæum.

Mine børn bor i København, og de spørger indimellem min kone og jeg, om vi ikke kan flytte derover. Men jeg siger nej tak. Esbjerg er det sted, hvor jeg kom først og elsker at være. Jeg kan godt lide, at det er stille og roligt i Esbjerg.

Jeg er meget lykkelig. Vi har mange venner, mine børn er godt uddannet, jeg har skønne børnebørn og er frivillig i Mosaikken. Jeg kan desværre ikke synge mere på grund af en blodprop, men jeg kommer stadig i kirken hver søndag.

Tri Thuc Nguyen / 74 år / mand / kone / børn / pensionist / Esbjerg / fra Vietnam / kom til Danmark i 1979 / fik opholdstilladelse i 1979

Jeg føler mig ikke som udlænding eller fremmed i Danmark, men som menneske. Jeg tænker ofte på noget min far sagde; ”Man skal bare skifte kassetten i sit hoved”. Man skal være som en kamæleon. At integrere sig er ikke bare at bestå en indfødsretprøve, klæde sig anderledes, eller tale flydende dansk.

Der er mange ting, man kommer til at savne, når man tvinges til at forlade sit hjemland. Jeg savner rigtig blå Mostar-regn, og den duft, der kommer, når de store regndråber rammer de 500 år gamle sten. Den duft forbliver i én.

Når mine forældre og søster har fødselsdag eller dødsdag, sætter jeg blomster på min søsters gravsted i Esbjerg. Men jeg savner den følelse af fred i sjælen, jeg får, når jeg står ved mine forældres rigtige gravsted i Bosnien-Hercegovina.

Jeg synes, jeg er kommet godt igennem livet på trods af borgerkrigen, men den vil altid være en del af mig. For nogle år siden skulle jeg, via mit arbejde, ud og hjælpe nogle personer, fordi deres hjem

var brændt. Kort efter vi var kommet ind i bygningen, spurgte mine kollegaer, om jeg var okay. De sagde, at jeg var helt hvid i hovedet, og jeg kunne mærke, at mit hjerte bankede vildt. Det endte med, at de måtte bære mig ud af bygningen. Det var lugten fra branden, der, uden jeg mærkede det, udløste en reaktion i min krop.

Jeg elsker mit liv her i Esbjerg med mine børn, hvor vi sammen lærer nyt hver dag. Jeg elsker også små børn, og selvom jeg endnu ikke har mine egne børnebørn, så føler jeg, at jeg har mange andre ’børnebørn’ via mit arbejde som frivillig i foreninger. Her har jeg mange venner, der har små børn. Arabere, somaliere, danskere, alle mulige små unger. De lader mine batterier op.

Ozana Pehlic / 54 år / kvinde / separeret / børn / uddannet agronom med speciale i frugt- og vinavl samt laborant, men arbejder i dag som bydelsmedarbejder / Esbjerg / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1993 / fik opholdstilladelse samme år

Da jeg i 2015 fik mit danske pas på Rådhuset i Esbjerg, var jeg virkelig stolt, og vi inviterede hele familien til en stor middag. Det var også stort for mig at stemme ved Folketingsvalget for første gang. Men selvom jeg i dag er dansk statsborger, så føler jeg mig kun 70 procent dansk. Jeg har jo stadig mine afghanske rødder og familie, men det er i Danmark, at jeg føler mig mest hjemme. Esbjerg er et trygt og godt sted for min familie og jeg.

Jeg er shia muslim, og det betyder meget for mig. Jeg beder og læser i Koranen dagligt, og jeg forsøger at holde mig sund. Jeg dyrker en masse sport, for et sundt legeme er vigtigt. Jeg ryger heller ikke, og jeg mener, at alkohol er usundt for både hjernen og hjertet. Jeg er religiøs, fordi min religion giver mig en tryghed, og jeg er meget ked af, at der er nogle, der misbruger islam for at føre krig. For eksempel Taleban, som fordrev min familie og jeg fra Afghanistan.

Jeg har aldrig modtaget en krone i understøttelse, jeg vil klare mig selv. Jeg drev min egen grillbar i Skolegade i 11 år om natten, mens jeg læste en HG om dagen. I 2016 blev det for stressende, og jeg besluttede at sælge min forretning, for at få mere tid med mine fire børn. Men jeg kan godt savne friheden ved at være selvstændig, og jeg er sikker på, at jeg igen en dag får min egen forretning. Måske sådan et minimarked.

Jeg går en del op i klimaet, og mine børn ved, at jeg ikke vil have, at de smider skrald på gaden eller i naturen. Vi skal passe på jordkloden, så der også er et sted at leve for dem, der kommer efter os.

Ali Husain / 31 år / mand / gift / børn / arbejder som vikar / Esbjerg / fra Afghanistan / kom til Danmark via familiesammenføring i 2002 / opholdstilladelse samme år