Aalborg – 100% Fremmed?

Læs mere om portrætterne fra Aalborg

100pctfremmed — Fri, 21 Sep 2018 09:22:18 +0000

Aalborg

I Aalborg er alle portrætter skabt ved spritfabrikkerne. Aalborg er en driftig industriby hvor industriens skala, farver og funktionelle arkitektur har sat sit præg på byen og efterladt mange fremtidsmuligheder. Spritfabrikkerne er ikke blot et varemærke for Aalborg, men det største fredede industrikompleks i Danmark. Fabrikkerne var verdens største eksportør af Akvavit indtil produktionen rykkede til Norge i 2015. Her følger Akvavit og Gammel Dansk i fodsporene på mange andre danske produkter hvor ejerforhold og /eller, produktion er flyttet udenfor landets grænser. De lokale deltagere er fotograferet på fabriksområdet midt i transformationsfasen fra industri til kulturelt oplevelsescenter. Da det ikke var muligt at fotografere på størstedelen af området, er deltagerne gået på opdagelse i periferien af kulturarven. Med forhåndenværende byggeredskaber, flyttes de ind i scenen og trodser vejr og vind som standhaftige modeller på et omskifteligt filmsæt. Projektet er blevet til i Aalborg gennem samarbejde med Aalborg Kommunes Sundheds- og Kulturforvaltning, Aalborg Bibliotekerne og Box Town.

Indlægget Læs mere om portrætterne fra Aalborg blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Jeg vil være med i 100% Fremmed? for at få andre til at se mig som 100% dansk. Jeg har boet i Aalborg i 30 år, og jeg ELSKER byen. Aalborg er min by, og jeg er en meget aktiv medborger.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 13:44:12 +0000

Jeg vil være med i 100% Fremmed? for at få andre til at se mig som 100% dansk. Jeg har boet i Aalborg i 30 år, og jeg ELSKER byen. Aalborg er min by, og jeg er en meget aktiv medborger.

Jeg vil være med i 100% Fremmed? for at få andre til at se mig som 100% dansk. Jeg har boet i Aalborg i 30 år, og jeg ELSKER byen. Aalborg er min by, og jeg er en meget aktiv medborger.

Alligevel hører jeg ofte andre referere til os, der ikke er født her, som flygtninge eller som fremmede. De gør det til et spørgsmål om os og dem. Det gør mig frustreret og ked af det, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at I skal se mig som en af jer. Jeg er 100% integreret, men integration går begge veje. Hvornår vil samfundet acceptere mig 100%?

Teheran er min fødeby, men jeg flygtede med min storebror, da jeg var 16 år. I Iran kunne man ikke sige sin mening eller have en holdning. Man kunne heller ikke samles i foreninger. Konsekvenserne for at gøre det alligevel mærkede min far, for han kom i fængsel og blev tortureret. Mine minder om det har fået mig til at engagere mig i det danske samfund. Jeg fik som 22-årig konstateret sklerose, og i begyndelsen føltes diagnosen som et tungt mørke. Men så kom jeg med i den lokale skleroseforening, og siden har jeg siddet med i blandt andet Handicaprådet og Tilgængelighedsudvalget i Aalborg og flere andre bestyrelser. Jeg elsker bestyrelsesarbejdet, fordi det giver mig indflydelse, en stemme og ansvar. Det har givet mit liv fokus og mening. Sygdommen stoppede nemlig min drøm om at gå på universitetet og læse administration, men med mit frivillige arbejde kan jeg stadig være noget i og for det danske samfund.

Asghar Azizi / 46 år / mand / i et forhold / frivillig og førtidspensionist / Aalborg / fra Iran / kom til Danmark i 1990 / opholdstilladelse i 1990

Indlægget Jeg vil være med i 100% Fremmed? for at få andre til at se mig som 100% dansk. Jeg har boet i Aalborg i 30 år, og jeg ELSKER byen. Aalborg er min by, og jeg er en meget aktiv medborger. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Lige siden jeg var teenager, har jeg villet være vegetar. Fordi jeg holder så meget af dyr. Min far vil gerne, at jeg i det mindste spiser fisk. Men nu er jeg veganer og min mor vegetar.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 13:36:11 +0000

Lige siden jeg var teenager, har jeg villet være vegetar. Fordi jeg holder så meget af dyr. Min far vil gerne, at jeg i det mindste spiser fisk. Men nu er jeg veganer og min mor vegetar.

Jeg kan ikke huske et liv før Danmark. Alligevel føler jeg mig mere som dansk-bosnisk verdensborger end ”bare” dansk.

Jeg har en bosnisk familie, som jeg ser de fleste somre, og så er der Leo Tolstoy. Han er en forældreløs killing, som jeg tog med tilbage til Danmark efter et besøg i Bosnien for nogle år siden. I starten var han så blid og mild, deraf navnet, men i dag er han lidt af en djævel. Men jeg elsker dyr. Det har jeg altid gjort.

Lige siden jeg var teenager, har jeg villet være vegetar. Fordi jeg holder så meget af dyr. Min far vil gerne, at jeg i det mindste spiser fisk. Men nu er jeg veganer og min mor vegetar. Jeg tager med min familie til Bosnien en gang om året, og nu føler jeg mig godt tilpas. Men som teenager følte jeg mig fremmed. Jeg talte ikke som de unge dernede, klædte mig ikke som dem, var ikke som dem.

I dag føler jeg mig som sagt som verdensborger – eller europæer. Jeg har familie i Sverige, Østrig, Slovenien, Tyskland og Norge, men jeg hører hjemme i Danmark. Min familie kom til Aalborg, da jeg var 14 måneder, så jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder. Det gik for alvor op for mig, da der var kludder med min permanente opholdstilladelse i forbindelse med, at jeg fyldte 18 år. Jeg var bange for at blive smidt ud, for hvor skulle jeg så tage hen? Jeg holder meget af Bosnien, og jeg har haft Leo Tolstoy med derned et par gange, men vi tager altid tilbage til Danmark igen.

Mirela Demo / 26 år / kvinde / single / ledig / Aalborg / fra Bosnien / kom til Danmark i 1994 / opholdstilladelse i 1996

Indlægget Lige siden jeg var teenager, har jeg villet være vegetar. Fordi jeg holder så meget af dyr. Min far vil gerne, at jeg i det mindste spiser fisk. Men nu er jeg veganer og min mor vegetar. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Jeg kan se på min hudfarve, at jeg er derfra, men jeg selv og min familie føler os mere hjemme i Danmark end i mit hjemland. Vi føler os mere sikre her.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 13:28:56 +0000

Jeg kan se på min hudfarve, at jeg er derfra, men jeg selv og min familie føler os mere hjemme i Danmark end i mit hjemland. Vi føler os mere sikre her.

Jeg har været i Danmark i 32 år nu. Det er mere end halvdelen af mit liv. Jeg kun har været tilbage på Sri Lanka én gang, siden jeg flygtede. Og jeg kommer der aldrig mere. Jeg kan se på min hudfarve, at jeg er derfra, men jeg selv og min familie føler os mere hjemme i Danmark end i mit hjemland. Vi føler os mere sikre her.

Jeg er buschauffør, og det har jeg været i 21 år. Jeg kører på linje 73 og 56 lige nu fra Aalborg til Frederikshavn og ud mod Mou. Jeg kan godt lide mit arbejde, og jeg går meget op i at overholde tidsplanen. Hvis jeg tit er forsinket, kan folk miste deres arbejde. Der var engang en pige, som skulle fra Sæby til Nørresundby hver dag for at gå i gymnasiet. Hun blev skældt ud for at komme for sent. Men hun sagde til mig, at når jeg kørte, så kom hun altid til tiden.

Jeg kommer fra Sri Lanka og havde det store kørekort med derfra. Jeg flygtede, før jeg kunne nå at bruge det. Jeg var 23 år og var blevet taget med af militæret nogle gange. En gang sad vi på en række – vi var 4-5 stykker – ved siden af et hul, de havde gravet. Der lå mennesker deri. Nogle trak stadig vejret. Selv i dag har jeg det svært med soldater. Når jeg kører forbi kasernen i Nørresundby, og soldaterne stiger på bussen, får jeg flashbacks. Jeg bliver nervøs og bange, selv om jeg ved, at de ikke gør mig noget.

Kantharooban Natarasa / 55 år / mand / gift og har tre børn / buschauffør / Aalborg / fra Sri Lanka / kom til Danmark i 1986 / opholdstilladelse i 1986

Indlægget Jeg kan se på min hudfarve, at jeg er derfra, men jeg selv og min familie føler os mere hjemme i Danmark end i mit hjemland. Vi føler os mere sikre her. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Da vores søn blev født, forandrede min verden sig på mange måder. Jeg gik fra at være flygtning, der måske tog tilbage engang, til at se Danmark som mit hjemland. Vores søn kommer til at vokse op her som dansker, og igennem ham er jeg blevet mere dansk.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 13:24:26 +0000

Da vores søn blev født, forandrede min verden sig på mange måder. Jeg gik fra at være flygtning, der måske tog tilbage engang, til at se Danmark som mit hjemland. Vores søn kommer til at vokse op her som dansker, og igennem ham er jeg blevet mere dansk.

For to år siden blev jeg far. Min kæreste og jeg fik en dreng, og da hun lå på hospitalet, kom der en sygeplejerske og spurgte, hvad han skulle hedde. Vi sagde noget, som hun forstod som Mathias. Hun skrev navnet på dansk på papirerne, og sådan kom vores søn til at hedde Mathias. Jeg kan godt lide navnet, for det bruges i både Danmark og Eritrea.

Da vores søn blev født, forandrede min verden sig på mange måder. Jeg gik fra at være flygtning, der måske tog tilbage engang, til at se Danmark som mit hjemland. Vores søn kommer til at vokse op her som dansker, og igennem ham er jeg blevet mere dansk.

Jeg gør meget ud af at lære det danske system at kende og skabe en tilværelse for min kæreste, Mathias og mig selv her i Aalborg. Alligevel føler jeg, at der inde i vores lejlighed er et lille stykke Eritrea, mens det udenfor er Danmark. Jeg bygger broer mellem de to verdener ved at søge viden om samfundet fra tv, gå i skole og arbejde. Jeg er lige startet på elektrikeruddannelsen på Tech College. Jeg mangler en praktikplads, hvis I kender til nogen? Derudover arbejder jeg på et vaskeri, så jeg har travlt fra kl. 8 morgen til 8 aften hver dag. Det er lidt hårdt ind imellem. Alligevel prøver jeg at få det til at passe, så jeg kan aflevere Mathias i dagpleje på vej i skole de fleste dage. I Eritrea var jeg antropolog. Antropologien har givet mig en stor interesse for samfund og mennesker, og den nysgerrighed har hjulpet mig med hurtigere at lære Danmark at kende.

Tesfamariam Yohannes / 33 år / mand / i et forhold / studerende / Aalborg / fra Eritrea / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse i 2015

Indlægget Da vores søn blev født, forandrede min verden sig på mange måder. Jeg gik fra at være flygtning, der måske tog tilbage engang, til at se Danmark som mit hjemland. Vores søn kommer til at vokse op her som dansker, og igennem ham er jeg blevet mere dansk. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Jeg begyndte at løbe langt, efter jeg havde læst en bog på biblioteket. Den beskrev, hvordan man kunne træne sig op til at løbe et maraton på 36 uger. Det gjorde jeg så. Det første løb var 23. april 1990. I dag har jeg løbet 172 maratonløb, mange halvmaratoner og en del ultraløb.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 13:21:57 +0000

Jeg begyndte at løbe langt, efter jeg havde læst en bog på biblioteket. Den beskrev, hvordan man kunne træne sig op til at løbe et maraton på 36 uger. Det gjorde jeg så. Det første løb var 23. april 1990. I dag har jeg løbet 172 maratonløb, mange halvmaratoner og en del ultraløb.

Alt efter situationen føler jeg mig fra 0 til 100% fremmed. Hvis folk generaliserer irakere i Danmark, er jeg 100% iraker. Hvis jeg hører danskere blive generaliseret i Irak, er jeg 100% dansker. Generaliseringer provokerer mig.

Jeg kom til Danmark i 1985. Dengang røg jeg 60 cigaretter om dagen. I 1989 mødte jeg min kone. Hun løb. Jeg besluttede mig for at holde op med at ryge og begynde at løbe. I starten kunne jeg løbe 1 km ad gangen.

Jeg begyndte at løbe langt, efter jeg havde læst en bog på biblioteket. Den beskrev, hvordan man kunne træne sig op til at løbe et maraton på 36 uger. Det gjorde jeg så. Det første løb var 23. april 1990. I dag har jeg løbet 172 maratonløb,

mange halvmaratoner og en del ultraløb. Ultraløb er alt over 42,195 km. Det længste, jeg har løbet, er 169 km på 24 timer. Det var i Norge.

Det, løb giver mig, er fred. Det er en form for terapi, og det gør mig træt, så jeg kan sove om natten. Når jeg løber, kan jeg flytte problemerne fra hovedet til kroppen. Det er godt for mig, for hovedet kan ikke klare alle problemerne alene, men det kan hele kroppen. Løb er så vigtigt for mig, at jeg hellere vil dø under et løb end fredeligt i min seng. Løb har givet mig livet tilbage efter krigen, flugten og smøgerne, og når jeg løber, er jeg 100% stolt af, hvad min krop kan.

Karim Abbas Hassan / 67 år / mand / gift / børn / pensionist / Aalborg / fra Irak / kom til Danmark i 1985 / opholdstilladelse i 1985

Indlægget Jeg begyndte at løbe langt, efter jeg havde læst en bog på biblioteket. Den beskrev, hvordan man kunne træne sig op til at løbe et maraton på 36 uger. Det gjorde jeg så. Det første løb var 23. april 1990. I dag har jeg løbet 172 maratonløb, mange halvmaratoner og en del ultraløb. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag – herhjemme.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 13:13:45 +0000

Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag - herhjemme.

Jeg har to sten i mit skab i mit soveværelse. En lille og en lidt større. For andre ser de nok ikke ud af noget, men for mig betyder de alt. Den lille står for det, jeg gerne vil være. Den store for håb. De er begge fra Palæstina, et land jeg er fra, men som jeg aldrig før i år har sat fod i, og som mine forældre ikke kan huske noget fra. Mine bedsteforældre flygtede nemlig i 1948, så før min familie kom til Danmark for snart 30 år siden, boede min mor og far i Forenede Arabiske Emirater.

Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag – herhjemme.

Mine forældre er lidt bekymrede for mit engagement, men det er der ingen grund til. Efter rejsen føler jeg mig nemlig endnu mere hjemme i Danmark. Her hører jeg til, og her har jeg frihed til at være aktivist.

Netop aktivismen er, hvad de to sten i mit soveværelse symboliserer. Den lille har jeg samlet op uden for Ahed Tamimis hus i Nabi Salih. Jeg beundrer Aheds mod. Hun er halvt så gammel som mig, men dobbelt så modig. Den anden større sten har jeg samlet op i mit land. Den symboliserer håb – håb om en bedre fremtid for Palæstina. De to sten ligger i mit hjem, i min by og i mit land. De betyder alt for mig og er med til at bygge bro mellem mine to kulturer.

Rasha Khalife / 33 år / kvinde / single / arkitekt / Aalborg / fra Palæstina/Forenede Arabiske Emirater / kom til Danmark i 1988 / opholdstilladelse i 1988

Indlægget Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag – herhjemme. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Jeg kan ind imellem godt blive det, jeg kalder “menneskebims”. Som barn blev jeg mobbet meget i skolen. Det var i Aarhus, og jeg var den eneste udlænding i klassen i mange år.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 13:09:01 +0000

Jeg kan ind imellem godt blive det, jeg kalder “menneskebims”. Som barn blev jeg mobbet meget i skolen. Det var i Aarhus, og jeg var den eneste udlænding i klassen i mange år.

Jeg kan godt lide at se livet igennem en linse. At tage billeder. Lige nu tager jeg mange billeder af naturen. Den natur, der er lige uden for mit vindue. Jeg er lige flyttet til en lille landsby lidt syd for Aalborg og bor foran en sø. Der er et svanepar på søen, og en af deres unger har hvide vinger, men en brunspættet krop. Den er imellem to faser i livet og smuk på sin egen måde. Jeg kan godt lide søen, fordi jeg kan gå hele vejen rundt om den. Det giver mig ro at iagttage naturen.

Jeg kan ind imellem godt blive det, jeg kalder “menneskebims”. Som barn blev jeg mobbet meget i skolen. Det var i Aarhus, og jeg var den eneste udlænding i klassen i mange år.

Mobningen sidder stadig i mig, selv om jeg er flyttet og blevet voksen. Det gør, at jeg kan have svært ved at finde ud af mennesker og har brug for at mærke roen i mig selv. Det har jeg ikke været god til tidligere, men med alderen er jeg blevet bedre til at finde fokus. Som i et fotografi handler det om at sortere alt det fra, der ikke har relevans.

Jeg har boet 12 år inde i Aalborg, men det er først nu, jeg har erkendt, at jeg har brug for roen fra naturen. Måske jeg ligesom svaneungen befinder mig mellem to faser i livet? Fra en fremmed for mig selv til en fremmed i samfundet. Danmark er under forandring, men i naturen finder jeg roen og uforanderligheden.

Samira Taba / 36 år / kvinde / i et forhold / sociologisk konsulent og kulturformidler / Aalborg / fra Iran / kom til Danmark i 1985 / opholdstilladelse i 1986

Indlægget Jeg kan ind imellem godt blive det, jeg kalder “menneskebims”. Som barn blev jeg mobbet meget i skolen. Det var i Aarhus, og jeg var den eneste udlænding i klassen i mange år. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Alligevel vil jeg altid føle mig mest dansk og høre hjemme i Aalborg. Her bor jeg med min familie, her arbejder jeg som tjener og har jeg mine venner.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 12:01:23 +0000

Alligevel vil jeg altid føle mig mest dansk og høre hjemme i Aalborg. Her bor jeg med min familie, her arbejder jeg som tjener og har jeg mine venner.

Jeg kom til Danmark, da jeg var syv år gammel. Jeg er vokset op her og ser Danmark som mit hjem. Som ung følte jeg mig mere som dansker, men som jeg har besøgt Vietnam flere gange, er jeg blevet bevidst om den anden del af mig. I dag er jeg meget glad for den kulturelle gave, mine forældre har givet mig. Vi har altid hørt meget vietnamesisk musik hjemme, og det betyder, at jeg også kender den del af Vietnam i dag.

Alligevel vil jeg altid føle mig mest dansk og høre hjemme i Aalborg. Her bor jeg med min familie. Her arbejder jeg som tjener, og her har jeg mine venner.

Det er barndomsvenner, jeg har, og de betyder rigtig meget for mig. Vi spiller sammen. Jeg samler på Magic-kort, og jeg har en helt unik samling. Jeg fik en af mine bekendte til at lave en fin trækasse – en ”Cube” – til kortene. Jeg har 1000 af de mest specielle foil-kort deri, og de er alle sammen forskellige. Jeg er meget glad for mine kort, for de giver mig lov til at lege.

Hele min barndom drømte jeg om at lege, men vi havde ikke ret mange penge, så der var ikke overskud til legetøj. Jeg tror, det er derfor, jeg stadig er et stort legebarn. Når vi har vietnamesiske højtider og fester, står jeg altid for at underholde børnene. Nu skal jeg selv være far, og det glæder jeg mig meget til. Jeg blev gift i Vietnam tidligere i år, og det var fantastisk at kunne invitere mine danske venner med derover til bryllup.

Tay Van Doan / 33 år / mand / gift / barn / tjener / Aalborg / fra Vietnam / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1992

Indlægget Alligevel vil jeg altid føle mig mest dansk og høre hjemme i Aalborg. Her bor jeg med min familie, her arbejder jeg som tjener og har jeg mine venner. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

For mig er arbejdet som læge et kald. Kulturelt er det en pligt for mig at gøre en forskel for fællesskabet, og deri, føler jeg, at min indstilling er forskellig fra mine danske kolleger.

100pctfremmed — Wed, 19 Sep 2018 12:37:49 +0000

For mig er arbejdet som læge et kald. Kulturelt er det en pligt for mig at gøre en forskel for fællesskabet, og deri, føler jeg, at min indstilling er forskellig fra mine danske kolleger.

Keyword

Mit arbejde har gjort, at jeg føler mig helt hjemme i Aalborg. Da jeg kom til Danmark i 1982, var jeg allerede uddannet og havde arbejdet som læge i Vietnam. Men jeg fik at vide, at jeg ikke skulle regne med at arbejde med medicin i Danmark. Det var næsten umuligt at få autorisation som udlænding, men jeg arbejdede hårdt for at lære sproget og med at få mine kvalifikationer godkendt i Danmark. Efter fem år begyndte jeg som vikar på Odense Universitetshospital. I løbet af de næste år arbejdede jeg på mange af landets hospitaler, og det har givet mig et godt ry og netværk. I dag er jeg overlæge i radiologi på Aalborg Universitetshospital. Jeg er stolt af at have kæmpet for at arbejde med mit fag, og i dag hjælper jeg andre udlændinge med at gøre det samme.

For mig er arbejdet som læge et kald. Kulturelt er det en pligt for mig at gøre en forskel for fællesskabet, og deri, føler jeg, at min indstilling er forskellig fra mine danske kolleger.

I starten, da jeg var i Danmark, var jeg meget optaget af at komme til at arbejde med mit fag igen. Men efterhånden som jeg er blevet etableret, har jeg følt et behov for også at engagere mig i det kulturelle liv. Derfor har jeg siden 2012 arbejdet med den Vietnamesiske Kulturforening i Aalborg. Jeg synes, det er vigtigt, at den unge generation, som er født og opvokset i Danmark, også kender deres vietnamesiske baggrund. Derfor rækker vi ud til dem og deres børn med blandt andet arrangementer og sprogundervisning. Hvis vi skal være hele mennesker, skal vi kende vores fulde baggrund, ellers kan vi ikke yde vores bedste.

Quangluong Ho / 63 år / mand / gift / barn / overlæge / Aalborg / fra Vietnam / kom til Danmark i 1982 / opholdstilladelse i 1982

Indlægget For mig er arbejdet som læge et kald. Kulturelt er det en pligt for mig at gøre en forskel for fællesskabet, og deri, føler jeg, at min indstilling er forskellig fra mine danske kolleger. blev først udgivet på 100% Fremmed?.

Aalborg – 100% Fremmed?

Læs mere om portrætterne fra Aalborg

Aalborg

Jeg vil være med i 100% Fremmed? for at få andre til at se mig som 100% dansk. Jeg har boet i Aalborg i 30 år, og jeg ELSKER byen. Aalborg er min by, og jeg er en meget aktiv medborger.

Jeg vil være med i 100% Fremmed? for at få andre til at se mig som 100% dansk. Jeg har boet i Aalborg i 30 år, og jeg ELSKER byen. Aalborg er min by, og jeg er en meget aktiv medborger.

Lige siden jeg var teenager, har jeg villet være vegetar. Fordi jeg holder så meget af dyr. Min far vil gerne, at jeg i det mindste spiser fisk. Men nu er jeg veganer og min mor vegetar.

Lige siden jeg var teenager, har jeg villet være vegetar. Fordi jeg holder så meget af dyr. Min far vil gerne, at jeg i det mindste spiser fisk. Men nu er jeg veganer og min mor vegetar.

Jeg kan se på min hudfarve, at jeg er derfra, men jeg selv og min familie føler os mere hjemme i Danmark end i mit hjemland. Vi føler os mere sikre her.

Jeg kan se på min hudfarve, at jeg er derfra, men jeg selv og min familie føler os mere hjemme i Danmark end i mit hjemland. Vi føler os mere sikre her.

Da vores søn blev født, forandrede min verden sig på mange måder. Jeg gik fra at være flygtning, der måske tog tilbage engang, til at se Danmark som mit hjemland. Vores søn kommer til at vokse op her som dansker, og igennem ham er jeg blevet mere dansk.​

Da vores søn blev født, forandrede min verden sig på mange måder. Jeg gik fra at være flygtning, der måske tog tilbage engang, til at se Danmark som mit hjemland. Vores søn kommer til at vokse op her som dansker, og igennem ham er jeg blevet mere dansk.

Jeg begyndte at løbe langt, efter jeg havde læst en bog på biblioteket. Den beskrev, hvordan man kunne træne sig op til at løbe et maraton på 36 uger. Det gjorde jeg så. Det første løb var 23. april 1990. I dag har jeg løbet 172 maratonløb, mange halvmaratoner og en del ultraløb.​

Jeg begyndte at løbe langt, efter jeg havde læst en bog på biblioteket. Den beskrev, hvordan man kunne træne sig op til at løbe et maraton på 36 uger. Det gjorde jeg så. Det første løb var 23. april 1990. I dag har jeg løbet 172 maratonløb, mange halvmaratoner og en del ultraløb.

Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag – herhjemme.​

Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag - herhjemme.

Jeg kan ind imellem godt blive det, jeg kalder “menneskebims”. Som barn blev jeg mobbet meget i skolen. Det var i Aarhus, og jeg var den eneste udlænding i klassen i mange år.

Jeg kan ind imellem godt blive det, jeg kalder “menneskebims”. Som barn blev jeg mobbet meget i skolen. Det var i Aarhus, og jeg var den eneste udlænding i klassen i mange år.

Alligevel vil jeg altid føle mig mest dansk og høre hjemme i Aalborg. Her bor jeg med min familie, her arbejder jeg som tjener og har jeg mine venner. ​

Alligevel vil jeg altid føle mig mest dansk og høre hjemme i Aalborg. Her bor jeg med min familie, her arbejder jeg som tjener og har jeg mine venner.

For mig er arbejdet som læge et kald. Kulturelt er det en pligt for mig at gøre en forskel for fællesskabet, og deri, føler jeg, at min indstilling er forskellig fra mine danske kolleger.

For mig er arbejdet som læge et kald. Kulturelt er det en pligt for mig at gøre en forskel for fællesskabet, og deri, føler jeg, at min indstilling er forskellig fra mine danske kolleger.

Da vores søn blev født, forandrede min verden sig på mange måder. Jeg gik fra at være flygtning, der måske tog tilbage engang, til at se Danmark som mit hjemland. Vores søn kommer til at vokse op her som dansker, og igennem ham er jeg blevet mere dansk.

Jeg begyndte at løbe langt, efter jeg havde læst en bog på biblioteket. Den beskrev, hvordan man kunne træne sig op til at løbe et maraton på 36 uger. Det gjorde jeg så. Det første løb var 23. april 1990. I dag har jeg løbet 172 maratonløb, mange halvmaratoner og en del ultraløb.

Jeg har altid følt mig 100% hjemme i Danmark, men har været meget interesseret i Palæstina. I år tog jeg endelig mod til mig og tog med på en arrangeret rejse til Vestbredden. Turen fik mig til at engagere mig 100% i den palæstinensiske sag – herhjemme.

Alligevel vil jeg altid føle mig mest dansk og høre hjemme i Aalborg. Her bor jeg med min familie, her arbejder jeg som tjener og har jeg mine venner.