Nematollah Osmani

Jeg føler hele tiden, at jeg skal bevise mit værd for at blive accepteret. Og det er udelukkende fordi, jeg er udlænding. Jeg skal hele tiden være lidt bedre end de andre, smile lidt mere og arbejde lidt hårdere. Hver morgen føles det som om, at jeg tager en maske på, som jeg først kan tage af, når jeg kommer hjem.

Da jeg gik i 9. klasse, tog min far min søster og mig med på ferie til Iran. Men det var ikke en ferie. Han sendte os til Pakistan, hvor vi skulle bo hos hans familie. Min far havde fuld forældremyndighed over os, så min mor kunne intet stille op. Han mente, at vi var blevet for danske, og han nægtede at lade os vende tilbage. Min mor havde tidligere boet i Pakistan og var i kontakt med en familie i landet. De gik med til at hjælpe os hen til den danske ambassade. Så en nat stak min søster og jeg af. Vi havde ikke vores pas, fordi min far havde det, så vi var bange for at blive taget af politiet. Men vi havde vores sygesikringsbevis og håbede, at det var nok. Den danske ambassade tog rigtig godt imod os, og da min mor fortalte, at vi var blevet bortført, kom vi tilbage til Danmark. Men her ramte vi ind i et nyt problem. Da min far havde fuld forældremyndighed, fik vi ikke lov til at bo hos min mor. Derfor blev vi placeret på en institution i Jylland, indtil hun fik forældremyndigheden nogle måneder senere. Det tog mig et stykke tid at komme over mine turbulente teenageår, men jeg føler langt om længe, at jeg har fået ro. Nu fokuserer jeg på mit job og har valgt at se positivt på livet og på min fremtid.

27 år / mand / enlig / salgsleder i Netto / København S / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2002 / opholdstilladelse samme år