Manilla Vestergaard

Jeg er meget glad for Danmark og taknemmelig for at blive budt velkommen her. Der findes mange danskere med store hjerter. Jeg bærer på en stor historisk sorg over at være et forfulgt menneske pga. min religion. Min slægt er ældgammel. Min mor er armenier og min far er kaldærer. Vi stammer fra de oprindelige kristne.

Vi kom til Syrien fordi mine forældre måtte flygte fra Tyrkiet. I den kaldæisk-katolske menighed i Aarhus synger jeg i koret, og læser tekster op på kaldæisk. Der forkyndes på dansk, arabisk og kaldæisk i en skøn pærevælling, og det gør mig glad.

Jeg troede jeg kom til et frit land, men selv i Danmark støder jeg på de gamle konflikter mellem kristendom og islam. Det er så ærgerligt. Vi skal tilgive og behandle hinanden ordentligt. Vi kan ikke tage noget med os, når vi tager herfra, livet er for kort til had og misundelse.

Jeg er 60% fremmed i forhold til min generation, der kom til Danmark i 1987. Af angst for det nye, trak de fleste sig sammen i et snævert netværk med fordomme overfor det danske. Mit første ægteskab var arrangeret. Jeg fik 3 børn med en iransk mand, men hans familie bestemte alt, og da jeg ville skilles, blev jeg udstødt. Jeg fik stor støtte af danskerne, og kunne endelig begynde at åbne op og blive del af samfundet.

Jeg tror 100% på ærlighed og kærlighed, men det er som om vi ikke er, som vi er, mere. Vi skjuler os bag masker. Mange bor alene, har alt, undtagen kærlighed, omsorg og glæde ved at være noget for andre. Jeg gad godt være sygeplejerske og hjælpe de gamle. De har knoklet hele livet, for at vi kan leve i den velstand vi har i dag.

Manila Vestergaard / 53 / børn / gift / Tilst / skrædder, tolk og underviser / fra Syrien / kom til Danmark med familiesammenføring i 1987