Jeg har taget det bedste fra begge kulturer og har det godt i både danske og bosniske miljøer. Flygtningedebatten i øjeblikket berører mig. Beslutningstagerne glemmer, at mange flygtninge lider af posttraumatisk stress og har svært ved at klare en almindelig hverdag med job, uanset hvor gerne de ville. Det problem løser man ikke ved at skære i deres ydelser eller ved hele tiden at fremstille dem negativt i medierne.
Da jeg som 10-årig boede på asylcenter, fik personalet mig i gang med at dyrke handicapsport, og det har jeg gjort siden. Jeg har set verden med bordtennislandsholdet og følt mig som en del af et stort fællesskab. Gennem sporten er jeg blevet klogere på, hvad der er muligt for mig fysisk, og jeg har lært at kæmpe både på og uden for bordtennisbanen.
Under krigen i Bosnien blev jeg ramt af en granatsplint, mens jeg var ude at lege. Den satte sig fast i min ryg og er årsag til, at jeg i dag sidder i kørestol. Da jeg var teenager, gik det op for mig, at jeg måske ikke kommer til at gå igen. Jeg frygtede, at jeg aldrig ville få en kæreste, en familie eller et job. Men bekymringerne holdt gradvist op i takt med, at jeg overkom den første fest, den første scoring, den første date, osv. I dag har jeg job og familie, så selvom kørestolen begrænser mig i nogle henseender, afholder den mig ikke fra at opnå og opleve, hvad jeg betragter som de væsentligste ting i livet.
32 år / mand / i et forhold / barn / lønkonsulent / København N / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1994 / opholdstilladelse i 1997