Jeg prøver, så godt jeg kan, at blive dansker og opføre mig som enhver anden borger i Danmark. Jeg prøver at lære dansk kultur og sprog, men det bliver nok ikke helt 100 procent perfekt. Jeg arbejder og betaler skat, og det er en af de vigtigste faktorer for mig. Jeg har været muslim, men jeg er konverteret til kristendom. Danmark er mit nye hjem, og her har jeg det godt. Jeg savner min familie, men vi mødes, når det er muligt, i et land som ikke jagter mig, tæt på mit fædreland.

Jeg bliver virkelig ked af det, når man ydmyger mig. Jeg har oplevet, at folk tror, at jeg er bekvemmelighedsflygtning, og har valgt Danmark bevidst, fordi jeg ville nasse på samfundet. Men jeg kendte ikke Danmark. Jeg vidste, at landet fandtes, men ikke hvordan her er.

Som kurder i Iran er man nødt til at gå i persisk skole, tale som en perser, og opføre sig som en perser. Når man er i et land som Danmark, skal man også helst opføre sig som en dansker, men Danmark og Iran er vidt forskellige. For i Danmark har jeg de samme pligter og rettigheder som danskerne. Det havde jeg ikke i Iran.

I starten troede jeg aldrig, at jeg kunne lære dansk, men jeg er blevet ret god nu. Min danske kæreste griner stadig af mig, når jeg for eksempel siger “humokolse” i stedet for “hukommelse”. Vi har lidt vores egen form for dansk herhjemme.

Jeg har arbejdet i et år nu, og mit dansk er nok gået en smule tilbage, siden jeg stoppede på sprogskole. Til gengæld er jeg gået meget frem i slang og fagsprog, og jeg har tilmed lært noget, min kæreste kalder for håndværkerhumor. Humor er også meget vigtigt for at kunne fungerer godt socialt.

29 år / mand / har en dansk kæreste / arbejdsmand / Rønne / kurder fra Iran / kom til Danmark i 2015 / fik opholdstilladelse i 2017