Jeg kom til Danmark i et par bukser, en T-shirt og intet andet. Jeg troede, jeg stadig var i Tyskland, da jeg blev taget af politiet i et tog. Men en tolk i Sandholmlejren forklarede mig, at det var et andet land. Jeg havde aldrig hørt om Danmark inden da.

Min mor døde af sygdom. Min far blev slået ihjel af Taleban. Jeg var omkring 16 år, da min onkel tog min søster, mine to brødre og mig med til Pakistan. Vi kom fra hinanden. Jeg ved ikke, om de stadig er i live. Røde Kors har ledt efter dem.

Jeg har set så mange døde og altid krig. Det gør mig ondt for mine søskende, og jeg har det rigtig skidt indeni, så jeg har svært ved at sige, at jeg er lykkelig. I starten ville jeg ikke leve mere. Men jeg er glad for at være i Danmark, hvor jeg har mange gode venner, der har hjulpet mig rigtig meget, og som jeg føler er min familie. Så på den måde er jeg lykkelig.

I Sandholmlejren kom jeg ikke ret meget ud. Men en eftermiddag fik vi besøg af en kvinde. Hun havde en rød næse på og krammede folk. Det havde jeg aldrig oplevet før.
Jeg kunne ikke forstå hende, men hun begyndte at danse. Det var sådan en helt anden kultur, og jeg fik lyst til at finde ud af, hvad det var for noget. Jeg har meget stor respekt for Danmark og dem, der har hjulpet mig. Nu føler jeg, at jeg måske en dag kan hjælpe andre. Måske kan jeg engang gøre noget for Danmark.

22 år / mand / single / læser 9. klasse på VUC / Horsens / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse i 2016