I Colombia levede vi i konstant frygt og turde næsten ikke lægge os til at sove. Vi vidste aldrig, hvad der kunne ske i løbet af natten. Om der kom nogen, som ville slå os ihjel. Da jeg var 21, blev min mand dræbt af oprørsgrupper i den over 50 år lange væbnede konflikt mellem Colombias svage regering og stærke, narkotikafinansierede militser. Jeg flygtede med min halvandet år gamle søn Edinson til nabolandet Ecuador. Men det er et land, hvor menneskerettigheder dagligt bliver overtrådt, og vi søgte derfor om at få asyl i et fredeligt land, mens vi opholdt os midlertidigt hos en bekendt. En dag fik jeg brev om, at FN’s kvotesystem havde bestemt, at familiens fremtid skulle være i Danmark. Efter et kort ophold i Aalborg fik vi tildelt en bolig i Skagen.

I Skagen er vi fuldstændigt trygge. Når jeg tænker tilbage på livet før flugten, har jeg svært ved at huske noget godt. Der var altid krig og utryghed. Det eneste gode var vejret. Altid varmt og solrigt, selv om vinteren. I Skagen nyder jeg til gengæld roen og stilheden. Til hverdag er der ikke tid til så meget. Skoledagen på VUC inklusiv transport er 10 timer, og så er der lektier. Efter to år på sprogskole i Frederikshavn taler jeg så godt dansk, at jeg er startet på VUC, og mit mål er at læse til sygeplejerske. Edinson, som nu er otte år, går i skole i Skagen, og vi trives begge i den lille by, hvor vi har fået flere lokale bekendte, bl.a. gennem kirken.

28 år / kvinde / enke / barn / VUC / Skagen / fra Colombia / kom til Danmark i 2004 / opholdstilladelse samme år