Jeg tror, jeg ligger omkring 50/50. Jeg drikker ikke alkohol, jeg spiser stadig ikke svinekød, men jeg bærer ikke tørklæde, jeg er med til fest, og jeg tager stramt tøj på ligesom de danske piger. Nogle gange bliver jeg selv i tvivl, og meget forvirret over hvor meget jeg tilhører det enkelte samfund, men det har jeg vænnet mig til. Uanset hvor lang tid jeg har boet her, og været involveret i det danske samfund, har jeg stadig noget i min identitet, der tilhører det land, jeg kommer fra.

Når jeg mødes med mine kusiner, der stadig bor i Iran, kan jeg tydeligt se, at der er forskel mellem os. Deres tanker handler om at være hjemme, at kunne lave mad og at passe børn. Jeg er 20 år nu og kan overhovedet ikke lave mad, men jeg kan køre bil, og jeg kan gøre alt andet end at lave mad og passe børn. Jeg kan slet ikke forstå, hvad deres mening med livet er; bare være hjemme og passe børn og lave mad, hvad laver de? Hvad er det for et kedeligt liv de har? Nogle gange tænker jeg også, at det er synd for dem. Jeg har dog også noget tilfælles med dem, for eksempel beder jeg stadigvæk. Jeg synes det er meget vigtigt at de piger der kommer ud af de lande, hvor man ikke har ret til så meget, bruger den ret, de har her. At de tænker anderledes og ser ting fra en anden synsvinkel, end den de har med. Hvis man ikke kæmper for at få en uddannelse, og bare lader andre bestemme over sig, synes jeg, man har tabt livet.

20 år / bliver student i år / Sønderborg / fra Afghanistan/ kom til Danmark i 2009 / opholdstilladelse i 2011