Randa Radwan

Jeg føler mig fremmed i Danmark, for jeg er hverken helt dansk eller helt arabisk. Jeg drikker ikke alkohol eller har kærester, og jeg går med tørklæde. Men jeg er heller ikke typisk arabisk. Jeg snakker med mænd og laver sjov med dem. Jeg taler åbent om alting og siger min mening.

Da jeg var 18 år, blev jeg gift med min fætter i Palæstina. Jeg havde været forelsket i ham, siden jeg var lille. Jeg ville også gerne se Palæstina. Men jeg følte mig ikke hjemme der, for jeg var mere dansk, end jeg var klar over. Jeg ville selv bestemme, det kunne min mand og svigermor ikke acceptere. Så jeg flygtede. Min mand ringede til grænsen og sagde, jeg ikke måtte rejse. Så viste jeg mit danske pas og truede vagten med at ringe til ambassaden. Der mærkede jeg, hvilken styrke jeg har indeni.

Jeg var gravid, og i min kultur synes mange, det er en skam at få et barn, når man er skilt. Men jeg ville have barnet og min mor støttede mig. Hun har støttet mig, hver gang livet har været hårdt, og jeg er faldet i et sort hul. Jeg skylder hende alt.

Ali, som jeg er gift med nu, støtter mig også. Han er halvt libaneser, halvt palæstinenser. Vi blev gift, fordi han havde brug for et ægteskab for at få ophold i Danmark. Vi var forlovet i tre år, og han var den kærligste far for min datter. Derfor valgte jeg ham.

Mine børn er hverken danskere eller arabere. De fire yngste er født i Aarhus, det er nok derfor, jeg er så knyttet til Aarhus. Jeg føler mig 100% som aarhusianer. Folk kender mig, fordi jeg har lavet meget frivilligt arbejde. Når jeg er ude at rejse, savner jeg altid Aarhus.

Randa Radwan / 39 år / kvinde / gift / børn / uddannet socialrådgiver, tolk og projektansat / Aarhus / palæstinenser fra Dubai / kom til Danmark i 1990, asyl samme år