Adnan Axacan

Efter jeg har fået børn i Danmark, er Danmark blevet mit hjemland, og jeg er blevet dansk kurder. Jeg ville ikke have noget imod at være dansk dansker, men jeg kan ikke løsrive mig fra Kurdistan. Min familie er dér sammen med min fortid, min idealisme og mine drømme.

Jeg mistede troen, da jeg studerede teologi i Ankara. I mødet med professorer, som levede af at undervise i islam, men aldrig dukkede op til bøn, begyndte nye spørgsmål at presse sig på. Havde folk ikke valgt teologistudiet pga. deres tro? Hvorfor lugtede en af mine undervisere af alkohol, og hvorfor bad min sidsteårsstuderende sambo ikke? I takt med at jeg konfronterede folk, mistede religionen sin selvfølgelighed, og jeg stillede for første gang mig selv spørgsmålet: Tror jeg overhovedet på religion? Det gjorde jeg ikke, og det gør jeg stadig ikke. I stedet tror jeg på mennesker, og jeg tror på, at det bedste, man kan lære børn, er selvstændighed. Skandinaviens største styrke er, at man opdrager børn til at være selvstændige.

Det danske skolesystem var en øjenåbner for mig, selvom det i starten var forbundet med stor frustration, for hvordan skulle jeg lære noget på et seminarium, hvor alt var til forhandling?
Men jeg lærte noget, nemlig at der ikke findes én, men mange sandheder, og hvis jeg kan argumentere for min sandhed, så kan den være lige så god som din. Den tankegang forsøger jeg at give videre til mine elever. Den er langt vigtigere end deres rangering i en eller anden PISA-måling.

58 år / mand / i et forhold / børn / folkeskolelærer / Brøndby Strand / fra Tyrkiet / kurdisk baggrund / kom til Danmark i 1985 / opholdstilladelse samme år