Om jeg føler mig fremmed kommer helt an på konteksten. Fremmedhed handler om at føle sig misforstået, og den følelse kan opstå alle steder.

Kroppen fylder meget i mit liv. Jeg har altid danset og overvejede på et tidspunkt at gøre dansen til min karriere, men jeg droppede tanken, fordi jeg ikke havde lyst til at reducere min krop til et redskab. Som professionel danser ville min krop konstant være i konkurrence med andre kroppe. Der ville sjældent være rum til at have en doven dag eller til at drikke et glas rødvin. Jeg ville miste ejerskabet over min krop, og dansen ville miste sin karakter af frirum, og det havde jeg ikke lyst til.

I den improviserede dans er der derimod ingen, som siger, hvad der er rigtigt eller forkert. Man er en krop i rummet, og det er enormt befriende at opleve i et samfund, hvor kroppen ellers er reduceret til et transportsystem for hjernen.

Den syge krop kræver vores opmærksomhed, selvom den ikke fylder meget i medierne, men vi distancerer os fra den raske krop ved at udstille og optimere den, uden at vi giver os tid til at mærke den. Kroppen er blevet så seksualiseret. Den er et objekt, der altid tillægges en betydning, en mening, en funktion. Kroppen er enten en rigtig eller en forkert krop, men aldrig bare en krop. Vi er blevet dårlige til at være nøgne, og det er trist, for nøgenhed er så naturligt som noget. Hvis man er bange for sin egen krop, hvordan skal man så kunne rumme andres kroppe? Hvis man kunne acceptere forskellige kroppe, ville man måske også bedre kunne acceptere forskellighed i bred forstand.

29 år / kvinde / i et forhold / læge / København/Thy / fra Bosnien- Hercegovina / kom til Danmark i 1993 / opholdstilladelse i 1997