Jeg så ud gennem flyvinduet, og rapsmarkerne bølgede gult dernede. “Hvor er alle husene? Er Danmark sådan et landbrugsland?”, kan jeg huske, at jeg tænkte. Jeg bar på en skuldertaske. Og på en tung kuffert uden hjul. Jeg bar på to fotoalbum, ordbøger og på min fars lægebøger. Jeg bar på mit traditionelle afghanske tøj, som var meget tungt. Jeg var 16 år – en ’voksen teenager’.

Jeg bar på en stor forventning om fremtiden. Og på en stor glæde ved at skulle se min far igen.
Vejret var godt den dag i april. Min far hentede mig i Billund og vi kørte i bil til Aabenraa. Solen skinnede. Men næste dag begyndte det at regne. Og det regnede. Og det regnede meget. Rigtigt aprilvejr – det ved jeg nu. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: “Jeg skal nok lige vænne mig til det her.”

Jeg glædede mig til at komme til et land med fred. Jeg havde læst om Danmark, om åbenheden, forståelsen, respekten for, at der er mange forskellige måder at leve på. Og jeg blev modtaget med smil og varme i skolen. Men Danmark blev også et kulturchok, og særligt sproget var svært.

I dag tænker jeg slet ikke så ’afghansk’, som jeg gjorde før. Jeg tænker mere ’dansk’ i dag. Jeg taler dansk, og jeg føler mig dansk. Men det betyder også, at jeg kan blande de forskellige kulturer: Jeg lytter til K-pop, studerer, drikker safran-te. Og jeg vil altid holde af de afghanske værdier: mit modersmål, de persiske traditioner, vores nytår, Eid.

Nilofar Azmoon / 21 år / kvinde / single / ingen børn / studerende / Aabenraa / fra Afghanistan / familiesammenført til Danmark i 2014 / opholdstilladelse 2014